Skibe
   Køge
    

   

   

Kogger: De hanseatiske købmænds skibstype. Koggen er et fladbundet skib med "forter" i for- og agterenderne, som er svunget opad. Hvad der først og fremmest er forskellen på koggen og de nordiske skibstyper, vi kender fra Roskilde, er lasteevnen. Koggen er bred og med masser af lagerplads i bunden. Der kunne altså sejles mange flere varer, og dermed blev transportomkostningerne billigere samtidig med, at der skulle mere kapital til som købmand at fylde sådan en last. De hanseatiske købmænd blev derfor handlende i en meget større målestok end de danske.

Selv om koggen var fladbundet og derfor velegnet til sejlads i Østersøen, stak den for dybt i søen til at kunne klare turen til Roskilde. Sejlrenden var vanskelig passabel, og Roskildes havn neden for Skt. Jørgensbjerg var for lavvandet. En kogge har krævet en vanddybde på mindst 3 meter, så var den endelig kommet til Roskilde måtte den ankre op og fragte varerne ind til havnen på pramme. Så var det nemmere at sejle til København eller Køge ved Sundet. Og så måtte Roskildes købmænd hente og sælge deres varer her.

Roskilde var til skudehandel, men den foregik til gengæld stadig. Det var bare ikke de vigtigere varer, der blev fragtet af de mindre skuder.

På billedet her ses en kopi af en kogge. Voldsom stor er den ikke, men den er bredere og højere end det nordiske skib (vikingeskibene) og kunne derfor laste mange flere varer uden, at det krævede en masse mere mandskab.