Brugsstørrelser

Jord
  • 1 bol: 1 mark jord

  • 1 mark jord = 8 øre eller 24 ørtug jord.

  • 1 ørtug = 12 penninge jord.

Man kan på Sjælland slutte direkte fra korntiende til antal bol, idet afgiften pr. bol helt tilbage fra 1239 ligger fast: 4 skæpper byg af hver fjerding og 1 pd. byg i hovedlandgilde. 

 

Man ved ikke fra skriftlige kilder, hvordan landbruget har været organiseret tilbage i vikingetid og tidlig middelalder. Man ved, at man på større brug har gjort brug af trælle - og at der stadig, selv om kristendom og kirke var imod det, var trælle da landskabslovene blev skrevet ned, altså helt frem til Jyske Lov 1241. Disse love regner også 1 bol for at være lig med en "normalgård", og da vi ved, at 1 bol senere som hovedregel var en værdiansættelse, der talte flere gårde, må brugsstørrelsen tilbage i trælletiden have været større, end den, vi kender senere. De gårde, der omtales i landskabslovene og i "Valdemars Jordebog" fra første halvdel af 1200-tallet var altså store. På latin kaldes de curiae villicales, landsbygårde, men da de ofte blev drevet af en

 forpagter for en stormand, en bryde, er den almindelige betegnelse blevet en brydegård. Stormænd af de store slægter kunne eje adskillige brydegårde, ja, hele landsbyer. Vi ved det fra alle de testamentariske gaver, stormænd (mest kendt i Hvideslægten med Absalon i spidsen) gav til kirkelige institutioner. En landsby kunne være på 5 bol (eller flere). Landsbyen på kortet ovenover har 4 brydegårde ("B" på oversigten til venstre) á 1 bol hver. Så er 
der 4 mindre gårde, der tilsammen udgør 1 bol  og 4 mindre (brune) gårde, " L", hvor L står for Landbogårde. En landbo var en mindre selvejerbonde eller (som oftest) en, der havde lejet gården af en stormand eller en kirkelige stiftelse, og betalte afgift for lejemålet. En landbo var altså hvad der siden kaldes en fæster, men landbogårdene var mindre end de senere fæstegårde. På kortet ligger der også 4 små huse i landsbyen, "G". Her boede gårdsæderne (og tidligere vel nok trællene), og husene kaldes derfor gårdsæder.

Vi kender skriftligt til landsbyer af denne type fra 1 halvdel af 1300-tallet. Et af de første spor er faktisk fra Roskilde, nemlig en omtale af Darup 1320. Dels fra testamenterne, dels fra den driftsform, der kendes fra de store cistercienserklostre i Sorø og Esrum, og som munkene kaldte grangier (oversat med ladegårde). Grangierne svarer til brydegårdene. Hvis modellandsbyen på kort og model herover var på 5 bol, var hver af de store brydegårde på 1 bol, det sidste bol fordelt med 1/4 bol til hver af landbogårdene, den 4 gårdsæder delte så det sidste kvarte bol, som regel ved at ligge på en lille toft, hvor man havde have, en gris og måske en ko.

"L" kan være underlagt "B", men ikke nødvendigvis. De kan være ejet af nogen uden for landsbyen - eller det kan være selvejergårde. Det samme kan egentlig siges om "B", men bland disse var nok flere selvejergårde, den bonde som optræder i landskabslovene. "G" vil altid være underlagt "B", for disse var så store, at de skulle have arbejdskraft udefra, hvor "L" kunne drives af en familie. I modelbyen er der kun tale om 4 "G". Der har nok været det dobbelte på det kvarte bol for at have tilstrækkeligt med arbejdskraft til stordriften.

Samtidig med, at vi hører om systemet for første gang, altså ca. 1300, har systemet også nået grænserne for, hvad det kunne præstere. Det skyldes først og fremmest den voldsomme ekspansion, der havde fundet sted i tiden efter vikingetiden, hvor der var grundlagt den ene nye landsby efter den anden, torp-byerne. Mange af disse var anlagt på magre jorder, i ryddet, stenet skov. Og nu var jorden ved at være udpint, udbyttet faldt. Da ekspansionen var nøje fulgt af en kraftig vækst i befolkningen, medførte faldet i udbytte, at der opstod hungerkatastrofer. Vi hører faktisk om oprør, hvor "kådkarle" slår med køller. Og selv om måske ikke tusinder døde direkte af sult, så var ernæringssituationen mærkbart dårligere end i ekspansionstiden, så da pesten kom ved midten af 1300-tallet, var der mange, døden kunne plukke i almuen.

Overudnyttelse, misvækst, pest decimerer befolkningstallet. Vi ved ikke med hvor mange. Vi ved, at det var voldsomt i Norge, fordi vi kan finde en masse ødegårde, der aldrig blev gårde igen. I visse egne af Vestjylland (hvor en del kirker og dermed sogne blev sløjfet og nedlagt) har det virket på samme måde. Men på Sjælland rejser det hele sig nogenlunde igen - over længere tid og i en ny form, og vi hører herefter ofte om ødegårde. Kun i Horns Herred er der tilstande, der kan minde om de jyske. Nedgangen i produktion og den kraftige reduktion i arbejdskraften kaldes agrarkrisen. Som altså i første omgang medførte, at en lang række brug blev lagt øde. Løsningen blev i mange jyske egne decideret affolkning, hvor så heden fik lov til at brede sig ud i landskabet. Man erstattede tidligere tiders planteavl med kvægavl, får til uldproduktion, men mest opdræt af stude til en lukrativ eksport sydover. Kvægdriften krævede hyrder og fodersvende, men var langt mindre mandskabskrævende end planteproduktionen. Denne udvikling er tydelig i Vendsyssel, Hanherrederne, Thy, Hammerum herred og 

marskegnene (hvor man måske altid havde haft kvægavl som primært erhverv, da de udsatte marker var mere egnede til græsning end stabil drift). Men der er spor af den i skånske egne og på Sjælland i Horns herred. I resten af landet på de federe jorder, der med fordel stadig kunne bruges til planteavl, lagde man om til fæstegårdsdrift. Så i Østjylland, på Fyn og Sjælland, Lolland-Falster, Møn og i Sydskåne kunne landsbyen fra før ændre sig til den, der ses på kortet til højre. Den er nu nok sjællandsk, for man kan på Sjælland regne 1 bol lig med 4 

gennemsnitsgårde. Og det er den omregning, der er brugt her, og som man kan se på oversigten til venstre: 3 brydegårde er blevet til 3 * 4 fæstegårde, altså 12. Og de 4 landbogårde er blevet til 3 fæstegårde, større end landbogårdene havde været. Der er altså alt i alt flere gårde, end der havde været før krisen. Gårde udlejet til en fæster (på Fyn hed det dog længe endnu bryde), og som kunne drives af en familie med beskedent folkehold. Fæsterne var 
rekrutteret blandt de tidligere gårdsæder. Alligevel er gårdsædehusene bevaret i landsbyen. Dels fordi der i denne landsby, som det ses, er bevaret en brydegård, der nu hedder "H" for hovedgård (og hvis en adelsmand selv tog sæde på hovedgården, var den en sædegård), så der er brug for daglejere (som blev kaldt husmænd, hvis der hørte lidt jord med til huset), ellers landarbejdere

Noget tyder på, at bryderne havde betalt en meget høj afgift til ejerne for deres lejemål, ja, at bryder endog kunne være lønnede forpagtere (eller betroede trælle). For at lokke fæstere til, måtte jordejerne derfor nedsætte deres egen indtjening; landgilden (fæsteafgiften) var lav, så at en fæstefamilie kunne leve langt bedre, end de havde kunnet klare sig før krisen. Den lave afgift holdt sig nede i flere hundrede år. Landgilden blev som hovedregel betalt med korn (byg, til nød rug). Men i egne, hvor kornproduktionen spillede en mindre betydning (Halland, Blekinge, Skånes skovegne, jyske klitdistrikter og sjællandske torpegne (som Horns Herred) betalte man med smør. Der var en fast omregningstakst mellem korn og smør, så betalingsformen forrykkede ikke landgildens niveau. Men som tiderne blev bedre og ejerne stærkere, fandt de i løbet af 1400-årene på nye afgifter, såkaldte småredsler, som skat, stud (at have en af herremandens stude på vinterstald), ægt (kørsel), gæsteri og hoveri (arbejde på herregården, som man kunne betale sig fri for). Visse steder kom det, man betalte i småredsler, op på samme værdi, som man betalte i landgilde. Herefter stabiliserede niveauet sig, dog således, at ejernes ønske om hoveri steg for fæstere, der boede nær sædegårde, som adelen i 1500-tallet samlede sig større og større godser gennem det, der kaldes arrondering (at man samler gods i nærheden af egen sædegård ved at bortbytte gods, der ligger spredt længere borte (såkaldt stykgods). Den hovedgård på oprindelig 1 bol, som lå tilbage i landsbyen i vores eksempel, var for en af de meget små at regne. På så små hovedgårde boede den store gruppe lavadelsfolk, man kaldte landsbyvæbnere i 1400-årene. Ville man hæve sig over dette niveau, måtte man søge tjeneste som 

lensmand for kirkelige instanser, klostre og bisper, blive forlenet med kronens smålen (de store slotslen var forbeholdt den højere adel) eller man kunne gifte sig til noget større. Kom man til midler, kunne man forsøge at opkøbe fæstegårdene i den landsby, hvor hovedgården lå. Men selv med alle 5 bol i "vores" landsby, vil der være tale om lavadelsgods. Man skulle eje over 50 bol - om det så var spredt over flere landsdele - for at være regnet til højadelen, så landsbyen er nok endt som på det sidste kort her:

Her er hovedgården forsvundet (det kunne være gjort allerede fra starten, da man lavede brydegårde om til fæstegårde), og af de oprindelige 4 brydegårde og 4 fæstegårde i landsbyen er der nu 19 fæstegårde. Det hele er så ejet af et eller flere fjernere liggende godser (hvis ikke et par af gårdene stadig er selvejergårde). Sådan ser mange af sognene omkring Roskilde ud. De er blæst for herregårde: Hovedgården har været Bistrup,
bispegården eller et kloster inde i byen. Når der senere er samlet til større godser omkring Roskilde (Ledreborg som det bedste eksempel) er de jo netop dannet ved, at private har overtaget noget af al den kirkejord, kronen konfiskerede ved reformationen.
Den grundlæggende beskrivelse af brugsstørrelser og agrarkrisens betydning for ændringer på området findes i Erik Ulsig: "Danske adelsgoder i middelalderen" (København 1968).