Biskopper over Sjælland Enevælden Bispeembedet Slægtens stamtavle

Borgersønnen  Hans Svane er født 1606. Han gjorde sig mere gældende politisk end teologisk. Han blev en af de varmeste fortalere for indførelse af enevælde, og i forbindelse med stændermødet 1660  lagde han energi og veltalenhed i at få overbevist især adelen om, at det var den eneste løsning på landets store økonomiske problemer. Som tak for sin indsats fik han pengegaver af kong Frederik III, og han blev personligt udnævnt til ærkebiskop, den eneste af den slags, der har været i Danmark efter den katolske tid. Han døde 1668.

I en bog fra 1761, beskriver kgl. kobberstikker, Jonas Haas, 15 biskopper fra Sjællands stift, “Hvilke have levet siden Reformationen og indtil værende Tider.”

Han skriver om Hans Hansen Svane (biskop 1655-1668), at han var en af “de store Hiul, der egentlig dreve det herlige Verk med Enevolds Regierings Formens Istandsættelse, som til Rigernes Velfærd klogeligen blev anlagt og udført af disse tvende store Mænd paa Rigsdagen 1663.” Fem provster blev i øvrigt på et møde i Roskilde udvalgt til Rigsdagen. Biskop Svane “tilbød Hans Majestæt en uindskrænket Enevolds Magt i Geistlighedens og Borgerskabets Navn, tilbød og at sætte Liv og Velfærd til imod alle dem, som i nogen Maade ville giøre Hinder herndi.”

For sin indsats blev Svane: “Biesidder i Høieste Ret, og Præsident i Consistoria, men og ophøiet til Erke­Biskoppelig Værdighed, som ingen uden han efter Reformationen her i Rigerne haver opnaaet, dog uden at øve Erke­Biskoppelig Magt.” Derudover gav kongen ham store pengesummer, en karet, samt godserne, Svenstrup på Sjælland og Sundfjord i Norge. Biskop Svane var bidrager til den sjællandske gejstligheds enkekasse, og var optaget af tugt- og børnehuset på Christianshavn.

Mere om Hans Svane fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebiskop, var født 27. Marts 1606 i Horsens, hvor hans Fader, Hans Olufsen Riber (d. 1615), var Borgmester; Moderen, Anne (d. 1637), var en Datter af ndfr. anførte kongl. Historieskriver Hans Svaning i Ribe, hvis Navn Dattersønnen fik, et Navn, han, som flere i Slægten, senere forandrede til Svane, medens han dog stadig paa Latin kaldtes Svaningius. Efter at have nydt Undervisning i sin Fødebys Skole sendtes han 1620 til den kongl. Skole i Sorø. Men da han efter o. 5 Aars Skolegang her faldt i forskjellige Sygdomme, tog hans Svoger, den udmærkede Latiner og lærde Theolog Christen Jensen, Sognepræst i Vejle og senere kongl. Hofprædikant (VIII, 399), ham hjem til sig. Her kom han sig og gjorde under Svogerens Vejledning saa god Fremgang, at han 1626 kunde afgaa til Universitetet. Efter vel bestaaet Prøve blev han optaget i Huset hos den daværende theologiske Professor Jesper Brochmand, der var bekjendt som en udmærket Vejleder for de unge Mennesker, der fandt et Hjem hos ham. Da S. næst Theologien med Iver havde kastet sig over de østerlandske Sprog, rejste han for at opnaa videre Uddannelse i disse allerede 1628 til Franeker i Friesland, hvor Sixtinus Amama, der havde et stort Navn som Orientalist, da var Professor. Da denne udmærkede Lærer imidlertid døde efter 2 Aars Forløb, drog S. til Wittenberg, hvor han fik et Hjem i den ansete theologiske Professor Hülsemanns Hus. I Maj 1631 blev han kaldt hjem for at disputere for det kongl. Rejsestipendium. Efter at have bestaaet Prøven under Brochmands Præsidium begav han sig s. A. til Leiden, da Krigens Forstyrrelser ikke gjorde det raadeligt at gaa til et af de lutherske Universiteter i Tyskland, hvortil Stipendiet egentlig forpligtede ham. Efter 1 1/2 Aars Ophold her rejste han 1633 til Oxford. Medens han her med Flid benyttede det Bodleyanske Bibliothek, fik han Meddelelse hjemme fra, at han i Sept. 1633 var beskikket til Professor ved Universitetet i de østerlandske Sprog. For imidlertid at fuldende sin Uddannelse heri drog han med Kansler Chr. Friis’ Samtykke først til Paris for at nyde godt af den berømte Gabriel Sionitas Undervisning i Arabisk. Endelig, efter o. 7 Aars Ophold i Udlandet, kom han hjem og overtog 1635 sit Professorat efter med Berømmelse at have aflagt en offentlig Prøve paa sin Kyndighed i de semitiske Sprog. Kort efter tog han Magistergraden. Som en af de yngre Professorer beklædte han tillige i nogle Aar Posten som Universitetets Notarius. 1. Sept. 1639 ægtede han Marie Fuiren, Datter af afdøde Dr. med. Jørgen F. og Margrethe Fincke, hvis Fader var den berømte gamle Professor Thomas F. Ved dette Ægteskab blev S. ikke blot besvogret med den Tids akademiske Aristokrati, men fik ogsaa en betydelig Formue.

Efter i 10-11 Aar at have virket paa den nævnte Plads i det filosofiske Fakultet, uden dog at gjøre sig særlig bemærket, rykkede S. 1646 op i det theologiske og blev s. A. kreeret til Dr. theol. af sin gamle Velynder Jesper Brochmand, der nu var Sjællands Biskop. Inden mange Aar skulde han komme til at indtage Brochmands Plads; thi da dennes 2 Eftermænd døde efter faa Aars Embedsvirksomhed, befalede Frederik III 26. Juni 1655 Roskilde Kapitel at sammenkalde alle Sjællands Kjøbstadpræster og foranstalte Valg af en Biskop. Valget faldt paa S., som derpaa af Biskop P. Vinstrup i Lund indviedes til «Superintendent» i Sjællands Stift. Det er i denne Stilling, S. har vundet et Navn, der ikke vil glemmes i den danske Historie, men ganske vist langt mere som Politiker end som gejstlig Tilsynsmand. Som Theolog hørte han til den strængt orthodoxe lutherske Skole. Som Videnskabsmand er hans Betydning omstridt. Thi vel har han i sin uhyre vidtløftige Kommentar til Profeten Daniel (2 store Foliobind, 1654-66) lagt en forbavsende Erudition for Dagen; men dermed er vel ogsaa det meste sagt, der kan tjene til Værkets Berømmelse. Hans reviderede Udgave af H. P. Resens Bibeloversættelse, almindelig kaldet «den Svaningske Bibel» (1647), kan heller ikke i nogen betydelig Grad forøge hans Anseelse, da de vigtigste Forbedringer vare foretagne af Resen selv, der indtil sin Død var vedbleven med at rette i sin Oversættelse. Desuden fik S. en meget ubehagelig Mindelse om, at han havde ladet det mangle paa tilstrækkelig Omhu ved Korrekturen, da Socinianeren Stanislaus Lubienietz (X, 410) ved en Religionsdisputats i Kjøbenhavn 1662 i Frederik III’s Nærværelse paaviste, at et af de vigtigste Skriftsteder, der plejede at føres i Marken mod Socinianerne, fattedes i den nævnte Bibeludgave. At S. derimod har været en Taler af Rang, hvad enten han førte Ordet i det latinske eller det danske Sprog, kan næppe bestrides. For Latinens Vedkommende kan henvises til hans «Laudatio funebris Christiani V, principis Daniæ» (1648) og hans «Idea boni principis, oratio in Friderici III inauguratione» (1651). Hans Dygtighed som dansk Taler, om  end efter vor Smag vel meget i Bedemandsstil, viste han ikke blot i sine Ligtaler over Fru Sidsel Lunge, Henrik Lindenovs, (1657) og Christen Skeel Albertsen (1661), men særlig under Forhandlingerne paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1660, hvor han kom til at spille en politisk Rolle, der ikke er naaet af nogen anden dansk Biskop i det lutherske Tidsrum, D. G. Monrad alene undtagen.

Den kjøbenhavnske Rigsdags Historie kan ikke fortælles her. Kun Hovedpunkterne af S.s energiske og følgerige Optræden kunne antydes. 5. Avg. 1660 udgik kongl. Befaling til Landets Bisper om i Forbindelse med udvalgte af Gejstligheden at møde i Kjøbenhavn 8. Sept. for at «fornemme og slutte paa, hvad vi til Fædrelandets Sikkerhed og bedste agte at lade foregive og proponere». I Henhold hertil indkaldte S. Præsterne i sit Stift til at møde i Roskilde 28. Avg. for at træffe Valg af deputerede. De valgte saa 5 af deres Midte; men Tallet indskrænkedes siden til 2, nemlig Provsterne i Kjøge og Slagelse, M. Christen Madsen Tausan og M. Peder Villadsen, hvilken sidste særlig blev S. en duelig Medhjælper i Udførelsen af de store Planer, han i Forbindelse med Borgmester Hans Nansen havde om en Forandring i Statsforfatningen, hvorved Adelens Magt kunde blive indskrænket til bedste for Kongen og de uadelige Stænder. Det var S., som allerede ved Rigsdagens Begyndelse foreslog, at kun Medlemmer af Rigsraadet skulde være berettigede til Forleninger, medens Rigets øvrige Len skulde bortforpagtes til de højstbydende. Hvad den af Regeringen forlangte Konsumtionsskat angik, da erklærede han sig paa Gejstlighedens Vegne villig til at yde samme, naar Adelen ogsaa kom til at bære sin Part af Byrden. Kongen lod ved sin Kammersekretær Christoffer Gabel antyde for S. og Nansen, at det, som det gjaldt om, var, at han kunde faa fri Hænder derved, at hans Haandfæstning blev kasseret og en arvelig Regering indført. Mod dette Maal arbejdede S. nu med den ham egne Energi uden at agte Adelens Modstand; Gejstlighedens deputerede fulgte ham i sluttet Skare, ligesom Borgerstanden fulgte Nansen. Bispegaarden blev et vigtigt Samlingssted for den lille Kreds, der var indviet i Kongens Planer, og ved Stændermøderne var S. ved enhver Lejlighed den veltalende Ordfører for de uadelige Stænder, som han opildnede til uforfærdet at holde fast ved deres Krav paa Ligestilling og at støtte Kongens Ønske om Udvidelse af hans Magt trods Rigsraadets og Adelens Modstand. Adelens Forsøg paa at indjage Præsterne Frygt for, at de skulde miste deres Tiender, naar Adelen mistede sine Forleninger, lykkedes det S. ved Provst P. Villadsens Hjælp at afværge, og desuden opnaaede han en udvidet Fuldmagt fra dem til i alle Henseender at handle og vedtage paa deres Vegne, hvad han ansaa for at være til Kongens bedste og Fædrelandets Tarv. For øvrigt var S. Sjælen i de hemmelige Forhandlinger, som ved Siden af Stændermøderne førtes med Hoffet, og som i Virkeligheden bleve det egentlig afgjørende. Mellem Slottet og Bispegaarden færdedes Gabel idelig, og paa sidstnævnte Sted oplagde de i Kongens Planer indviede Rigsdagsmænd de Raad, der skulde bestemme Rigernes Statsforfatning for en lang Fremtid. 8. Okt. var alt saa vidt forberedt, at Minen kunde springe, i det de uadelige Stænder efter S.s Forslag vedtog «at tilbyde Hs. Majestæt Kronen som en Arvekrone». Et Par af Borgerskabet overbragte Rigshofmester Joachim Gersdorff denne Beslutning, der vakte den største Bestyrtelse blandt Adelen. Da denne Stands Repræsentanter imidlertid ikke vilde slutte sig dertil, henvendte de uadelige Stænder sig, med S. som Ordfører, 10. Okt. umiddelbart til Kongen og overleverede ham det til Rigsraadet indgivne Forslag. Under et voldsomt Tryk paa Adelen bragte de følgende Dage den Sag Sejer, hvis Talsmand S. havde været. Rigsraadet og Adelen maatte give efter. Da Stænderne 13. Okt. samledes paa Slottet, var S. den af Ordførerne, hvis Tale især gav Mødet dets Præg, i det han i højtstemte Udtryk takkede Gud for den opnaaede Enighed og lykønskede Kongen, Dronningen og Kongehuset til Arverettens Erhvervelse, hvortil han fik hele Forsamlingen til at svare Amen.

I de følgende Dages Forhandlinger, der førte til Haandfæstningens Kassation og Enevældens Indførelse, hævdede S. den Anskuelse, at med Forbehold af Rigets Udelelighed og Bevarelsen af den lutherske Konfession skulde alt andet uden Indskrænkning overlades til Kongens fri Bestemmelse. Naar man dog tillod sig at udtale den underdanige Formodning, at Hs. Majestæt «lader formere en Reces saaledes, som det kan være ham, Riget og enhver Stand især til Gavn og det gemene bedste», saa vare Udtrykkene, sikkert ved S.s Indflydelse, holdte saa svævende, at de ikke i nogen betydelig Grad kunde hindre Kongens og Hofpartiets Tragten efter en større Magtfylde end den, som Rigsdagens Medlemmer havde tænkt sig. I den Tale, som Kansler Peder Reedtz ved den højtidelige Arvehylding 18. Okt. havde det Hverv at oplæse for Stænderne, var Udtrykket «Reces», der kunde tyde paa en konstitutionel Forfatning, da ogsaa ombyttet med «Regeringsform». – Et meget langt Tidsrum af Danmarks Forfatningshistorie var nu afsluttet, og en ny Tid var oprunden. Fraregnet selve Kongen og Dronningen havde næppe nogen bidraget mere til Opnaaelsen af dette Resultat af den kjøbenhavnske Rigsdag end Biskop S. Selv har han dog maaske ikke anet, at Omslaget skulde blive saa gjennemgribende, som det blev. Dog vidste han snart at finde sig til rette i de ny Forhold. Han var en Biskop, der passede godt til den absolute Kongevælde. Lønnen for hans Virksomhed i denne Sag udeblev da heller ikke.

Allerede tidligere havde Frederik III vist S. sin Gunst ved at tillægge ham et Kanonikat i Roskilde (1658) og skjænke ham Ebberød Gaard og Mølle i Birkerød Sogn (1659), ligesom Kongen for at bøde paa de Tab, S. havde lidt under Krigen, da Svenskerne havde huseret ilde i Brønshøj, hvilket Præstekalds Indtægter vare tillagte Sjællands Biskop, i Juni 1660 havde bevilget, at S. maatte «nyde og beholde de Bygninger og Hytter, der findes i den svenske Lejr paa Brønshøj Kirkes og Præstegaards Grund, eftersom Kirken skal være brøstfældig og Præstegaarden ganske nedbrudt». Efter Rigsdagen fløde Gaverne endnu rigeligere. Foruden en større Pengesum og en Karret (et Kjøretøj, som næppe nogen dansk Biskop før havde besiddet) skjænkede Kongen ham Svendstrup Hovedgaard og Gods ved Ringsted og udnævnte ham til kongl. Raad, Medlem af Statskollegiet og Assessor i Højesteret samt tillagde ham Titel af Ærkebiskop, hvortil senere (1665) kom, at S. udnævntes til Præsident i det akademiske Konsistorium, en Stilling, ingen før eller efter ham har beklædt, og som gav ham Rang og Sæde over Rector magnificus. Da S. 1661 fulgte Prins Christian paa hans Hyldingsrejse til Norge, gav dette Anledning til, at han ved Kjøb fra Kronen (faktisk vistnok ved kongelig Gave) erhvervede Godset Bro eller Broland i Søndfjord i Bergens Stift, senere kaldet Svanø efter dets ny Besidder.

S. var saaledes – og ikke mindst i egne Tanker – bleven en Stormand. Universitetets Professorer fik det at mærke, og de synes at have haft nogen Vanskelighed ved at finde sig til rette i de ny Forhold, da Ærkebiskoppen forlangte Saadanne Hensyn tagne til hans Person, som man ikke var vant til. Efter at være bleven Konsistoriets Præsident ansaa S. det ikke stemmende med sin Værdighed at indfinde sig i Professorernes Forsamling; alt skulde dog gaa efter hans Hoved. At der paa den Maade kunde opstaa ubehagelige Rivninger, er let at forstaa. Man har sagt, vel nok med nogen Overdrivelse, at Rasmus Vinding var den eneste Professor, S. stod paa en god Fod med; men faktisk havde han dog ogsaa Strid med denne. Allerede inden S. var kommen saa højt til Vejrs, som han senere kom, havde han 1659-60 haft en langvarig og bitter Strid med Professorerne i Almindelighed og Dr. Chr. Ostenfeld i Særdeleshed angaaende et Par Sager, som i og for sig ikke vare af stor Betydning, men dog behandledes som Hovedsager. Den ene angik Besættelsen af Degneembedet i Universitetets Patronatskald Taarnby, den anden  drejede sig om Udbetalingen af det Legat til Universitetet, Biskoppens Svoger Dr. Henrik Fuiren havde stiftet. Disse Stridigheder førtes med en saadan Paastaaelighed fra begge Sider, at Kongen maatte lægge sig imellem for i det mindste at faa en ydre At en Biskop, der som S. var kongl. Raad samt Medlem af Statskollegiet og Højesteret, ikke kunde faa megen Tid til at tage sig af det ham paahvilende kirkelige Tilsyn, kan ikke forundre nogen. Sommeren synes han til Dels at have tilbragt paa sit Lyststed Ebberødgaard, da det berettes, at han oftere holdt Præsteordination i Birkerød Kirke. Imidlertid er S.s Stilling til Kirken og Præsterne ikke uden Mærkelighed. Ham skyldes Stiftelsen (1659 og 62) af den gejstlige Enkekasse for Sjællands Stift, der har været en meget gavnlig Foranstaltning. Særlig Opmærksomhed fortjener hans Plan om Oprettelsen af et Konsistorialkollegium, under hvilket alle Sager vedrørende Kirke og Universitet, Skole- og Fattigvæsen samt Legater skulde henlægges, altsaa hvad vi vilde kalde et eget Ministerium eller Departement for Kirke- og Undervisningsvæsen samt tillige en gejstlig Højesteret. Utvivlsomt har det været S.s Tanke, at han selv skulde være Præses for dette Kollegium og saaledes blive Ærkebiskop ikke blot af Navn, men ogsaa af Gavn; for øvrigt kunde Planen være god nok. Gjennemført blev den dog ikke. Vi have endnu S.s Udkast til en Instrux for Kollegiet (Ny kirkehist. Saml. V, 239 ff.); men vi vide ikke, paa hvilket Skjær Planen er strandet. – De kongl. Privilegier, som 24. Juni 1661 bleve givne Gejstligheden, maa sikkert i alt væsentligt betragtes som S.s Værk. De sigte – selvfølgelig med Underkastelse under den absolute Kongemagt – til at skaffe Kirken og Gejstligheden en vis Selvstændighed og Uafhængighed af de verdslige Myndigheder (Lensmænd, Fogeder osv.); men ikke alt, hvad der i disse Privilegier fremstilles som Velgjerninger mod Præsterne, var det i Virkeligheden. Navnlig gjør det et utiltalende Indtryk, at det betegnes som en «synderlig Naade», at Præsterne «maa (dvs. skulle) tilforhandle sig deres Præstegaardes Bygninger», medens det faktisk var et Skattepaalæg paa dem (om end mod Erstatning af Eftermanden i Kaldet), opfundet af S. for at skaffe Penge til at dække over, at Kongen under Krigen havde forbrugt Fattigvæsenets Kapitaler og Legatmidler i Kjøbenhavn. Der er noget hykkelsk i den Maade, hvorpaa S. her har ladet Kongen være Velgjører mod Præsterne. Men det kan for øvrigt ikke nægtes, at Privilegierne indeholdt adskilligt, der i væsentlig Grad har bidraget til at sikre den danske Præstestand taalelige Kaar i vanskelige Tider. – Værre var det med Forordningen af 24. April 1664, hvorved Præsterne paa Landet indtil videre gjordes til Opkrævere af den ny Konsumtionsskat; thi derved bleve de i egentlig Forstand Posekiggere, en Bestilling, der næsten med Nødvendighed maatte gjøre dem forhadte af deres Sognefolk og bevirke, at Præstens Besøg betragtedes som en ubehagelig Husundersøgelse, da han skulde holde Regnskab med enhver Skjæppe Korn, der bragtes til Mølle, ja endog med de smaa Kvantiteter, der i Hjemmene maledes paa Haandkværn, og kræve Afgift deraf. Har S. ikke, for at lette Skattens Indkrævning, selv givet Anvisning paa Præsterne til denne forhadte Bestilling, saa har han i ethvert Tilfælde ikke gjort Saadanne Modforestillinger, at denne Nedværdigelse af Standen kunde blive afværget. – Rosværdigt er det derimod, at han ved at forestille Kongen, at det ikke gik an at fylde det theologiske Fakultet med Tyskere, fik et Par Saadanne bortsendt, efter at de allerede havde indfundet sig i Kjøbenhavn. Han gjorde nemlig med god Grund gjældende, at det vilde være den sikreste Vej til at berøve de dygtigste danske Theologer al Lyst til Fremskridt, naar Udsigten til disse Lærerstillinger var dem betaget.

Skjønt S.s Karakter ikke gjør noget ublandet godt Indtryk, vil ingen dog kunne nægte, at han har været en betydelig Personlighed, vel egnet til at sætte store Ting i Værk. Er han end maaske bleven beruset af den store Medgang, har han dog ogsaa haft tiltalende Egenskaber. I alt Fald tyder den Mindetale, Professor Matthias Foss holdt over ham, derpaa. Thi, skjønt Foss var noget besvogret med S., bære adskillige af hans rosende Udtalelser om den afdøde Biskop dog i den Grad Paalidelighedens Præg, at deres Rigtighed næppe kan betvivles, selv om man afskriver en Del paa «Elogens» Konto. Dr. Chr. Ostenfeld, der havde haft saa skarp en Strid med S., udstedte det akademiske Program over ham, og i det er selvfølgelig ethvert Spor af gammelt Nag forsvundet.

S., der i sine sidste Aar havde lidt af nogle Sygdomsanfald, sad dog i Højesteret Dagen før sin Død. Da Budskabet om hans Bortgang (26. Juli 1668) naaede Odense, sagde Professor Jacob Bircherod: «Jeg maatte nok tænke, at Manden ikke skulde leve længe; thi den sidste Gang, for 5 Uger siden, jeg besøgte ham i Kjøbenhavn, var han saa ydmyg, fryndlig og beleven, som jeg aldrig havde set ham før at være.» S. blev 62 Aar gammel. Ved hans Jordefærd i vor Frue Kirke var der, som Jens Bircherod siger, «en stor Folketrænge» samlet. Inden sin Død havde S. oprettet forskjellige Legater for trængende, og disse forøgedes af hans Enke, ovennævnte Marie Fuiren (d. 1694). Deres Søn Frederik S. arvede Svendstrup Gaard og Gods. Da han en Gang havde forbrudt sig mod de strænge Jagtlove ved at føre «en fuld Jagt» ind paa den kongelige Vildtbane, og det blev meldt til Christian V, sagde Kongen: «Det har Hr. S. Ret til; han er vor Jægermester», og lod strax et antedateret Patent for ham som saadan udfærdige. Svanø Gods tilfaldt Dr. Jens Foss, der var gift med Bispens Datter Anne Margrethe S. En anden Datter, Søster S., blev i 2. Ægteskab gift med Dr. Hans Bagger, Faderens 2. Eftermand paa Sjællands Bispestol."