Jacob Erlandsen
	Bispesegl Ærkebiskopper
	Jacob Erlandsens grav
	Hammershus

Da Jacob bliver ærkebisp i 1252 er det med det program, at al verdslig indflydelse på kirken skal høre op. På kirkens område skal kun kirkeretten råde. Udgangspunktet er læren om de to sværd: "Ligesom der er to sværd, et verdsligt og et åndeligt, således er der også to fyrster, dommere og domstole. Kongen må vide, at ligesom det åndelige har fortrinsret frem for det verdslige, har også kirkens ret fortrinnet frem for den verdslige ret; er der uenighed imellem dem, må det mindre vige for det større, det timelige for det åndelige". Hvis denne politik blev ført ud i livet, ville Skåne blive et kirkelen uden for riget. Kongen ville miste en stor del af sit rige, og det kunne han ikke gå med til.

For at kunne stå lige mod kongerne begyndte Jacob Erlandsen opførelsen af Nordens største og stærkeste fæstning, Hammershus på Bornholm. Den stod dog først færdig under hans efterfølger Jens Grand, så Jacob kunne ikke gemme sig der. Han indkaldte 1256 landets biskopper til et møde i Vejle, hvor man vedtog en "konstitution": "Da den danske kirke er under en så hård forfølgelse af voldsmænd, at man ikke viger tilbage for i kongens egen nærværelse at undsige bisper, der står som en fast mur for Guds hus, har den hellige forsamlings myndighed forordnet, at om nogen bisp inden for det danske riges grænser fanges, lemlæstes eller lider anden voldelig overlast på kongens bud eller med hans bifald, eller på nogen adeligs bud, således at der er grund til at tro, at det er sket med kongens vilje, så skal al gudstjeneste i riget ophøre". Landet skulle være i interdikt. 

Kong Christoffers svar kom året efter. Han opsatte den kongelige domstol på Skånes Landsting i Lund, hvor kansleren bisp Niels af Viborg sad som dommer. Niels bad alle, som ønskede det, klage over ærkebispen. Da trådte Jacob frem og sagde, at han ikke kunne anerkende en eneste klage: Han kunne kun dømmes af sin overordnede, paven i Rom. Hermed overtrådte han gældende kirkeforfatning i Skåne. Og kongen dømte derfor, at skåningerne, nu da ærkebispen havde brudt kontrakten, måtte være fri for at betale bispetiende.

1258 nægter Jacob så at hylde og krone Christoffers søn Erik (Klipping) som medkonge. Han lyser faktisk på forhånd alle, der vil gøre det, i band. 5/2 1259 bliver Jacob så overfaldet af kongens gælker (kongens øverste embedsmand i Skåne) på sin gård Gisleberg nord for Lund. Han iklædes verdslig dragt, får en narehat med rævehaler på hovedet, lægges i lænker og føres i fængsel på Hagenskov på Fyn. Under turen over Sundet ligger han på bunden af færgen, hvor hestene står og tisser på ham: Han er groft ydmyget. Kongens gælker hed Niels Erlandsen! Ærkebispens egen bror. Det viste sig nu, at Jacobs eneste støtte var Peder Skjalmsen (Bang), bispen i Roskilde. Så Vejleforfatningens interdikt blev kun lyst i Roskilde Stift.

Peter Bang turde dog ikke blive i Roskilde: Han flygtede til yderkanten af sit stift: Rügen. Fyrsten her Jaromir angreb Danmark og erobrede København. Kort herefter dør kongen i Ribe. Rygtet vil vide, at han er myrdet, og morderen skulle være abbed Arnfast fra Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Mordmetoden skulle være gift i den altervin, Arnfast lod kongen  drikke under nadveren! Arnfast måtte i al fald gå under jorden de følgende år, og regeringens folk ledte efter ham i mange klostre, så rygtet er fra samtiden. 

Erik Klipping var kun 11 år, men hans mor Margrethe Sambiria (kaldet Spænghest) leder regeringen. I første omgang må hun slutte fred med angriberne. Jaromir trækker sig tilbage mod, at Jacob Erlandsen sættes fri fra sit fængsel. Og Erik Abelsen formildes ved, at han bliver hertug over Slesvig, som hans far og bror havde været det. Jacob bandlyser nu de jyske biskopper, fordi de har kronet Erik. Hvorpå Margrethe landsforviser Jacob. Hun samler også en hær for at genvinde Slesvig, men på Lohede bliver hun og Erik slået af en slesvig-holstensk styrke. Margrethe sættes i arrest i Hamborg, Erik sendes til Brandenburg. Margrethe får dog fra sit fængsel fat i en mand med tilstrækkelig hårdhed til at takle situationen, nemlig Albrecht af Lüneburg. Han kommer til Danmark med en lejet hær, udrenser alle tilhængere af Jacob Erlandsen, Lund Stift sættes under administration: Danmark bliver et militærdiktatur, hvor krig er erstattet af væbnet fred.

1264 opsøger Jacob paven, som sender kardinal Guido til Danmark for at mægle. Det lykkes ikke kardinalen at bringe parterne sammen, så fra Lübeck dømmer han til Jacobs fordel - uden at det betyder noget. I 1271 sender kongen så gesandter til paven, og det lykkes at få lavet et forlig: Jakob kan vende hjem. På vejen dør han 18/2 1274 på Rügen. Hans ben føres til Lund, hvor de begraves. Og i Lund indsættes en ny ærkebiskop: Erland Erlandsen - hans anden broder. Denne er imidlertid kongens mand, så kampen er foreløbig endt med kongen som sejrherre. Broderen Niels gik først af som gælker så sent som i 1276.

Mere om Jacob Erlandsen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebisp. J. E.s Forældre vare Erland og Cæcilia, en Datterdatter af Sune Ebbesen (ovfr. S. 397). Om hans Ungdom vides intet, men- efter al Sandsynlighed har han ved Studier i Udlandet forberedt sig til gejstlig Virksomhed, i hvilken han første Gang omtales 1245 og netop sorn inddraget med i den Kamp mellem Kirkemagt og Konge, som han senere selv saa hensynsløst skulde føre. Der var opstaaet Strid mellem Kong Erik og Niels Stigsen, Bisp af Roskilde, og denne maatte drage i Landflygtighed. Kongen havde valgt J. E., som da var Domprovst i Lund, til sammen med en anden gejstlig at tale hans Sag paa det almindelige Koncilium i Lyon 1245. J. E., der vakte Opmærksomhed ved sin Lærdom og hele Optræden, blev efter Mødet tilbage i Lyon hos Pave Innocents IV, der udnævnte ham til at være en af hans Kapellaner. J. E. tog imidlertid sin Frænde Bisp Niels i Forsvar, hvorfor Kong Erik harmfuld lod J. E.s kirkelige Indkomster og hans Arvegods belægge med Beslag. Innocents ønskede dog ikke at gjøre Kongen Uret, men traf Omsorg for, at Sagen kunde oplyses, i det han samtidig paabød, at Beslaglæggelsen skulde ophøre (1247). Ved Niels Stigsens Død beskikkede Paven J. E. til hans Eftermand (1250) og sendte ham til Danmark med Anbefaling til Kongen og Opfordring til denne om at udlevere hans Gods og især det omtvistede Kjøbenhavn, hvilken By da ogsaa blev overgivet til Bispen. Byen var i Krigens Tid bleven ødelagt af Lybekkerne, af hvem J. E. med Pavens Bistand fordrede Erstatning; J. E. sørgede ogsaa for Byens Opkomst ved at give den den første Stadsret (1254), hvilken siges forfattet med Borgerskabets Raad og Samtykke; den vidner i øvrigt klart om den store Myndighed, med hvilken han raadede i Byen.

Men medens J. E. fordrede af de danske Konger, at de skulde glemme Fortiden, bragte han idelig sine gamle Fordringer paa Bane. Da nu ved Ærkebisp Uffes Død 1252 Domkapitlet valgte J. E. til hans Eftermand, og denne med Pavens Bekræftelse tog Ærkesædet i Besiddelse – 5. April 1254 drog han ind i Lund –, og da kort efter hans Søstersøn Peder Bang valgtes til Bisp i Roskilde, var alt forberedt til en Krig med Kongen.

I Danmark fandtes ganske vist mange kirkelige Forhold, der ikke havde modtaget Støbning i den almenevropæiske Form, og flere af de Bud, som J. E. ønskede indførte, maatte i Virkeligheden betegnes som Fremskridt i Kultur. Imidlertid troede Paverne paa denne Tid at kunne bøje Fyrsterne som Vidjer, og J. E. var grebet af den i Kirken herskende Aand. Hans Iver for Kirken var oprigtig, og den Tilladelse, som han netop, medens Kampen mod Kongen var haardest, erhvervede hos Paven til at maatte træde ind i et Graabrødrekloster, viser en af de smukkere Sider i hans Karakter. Hyppigst og dybest var han dog opflammet af en ærgjerrig Styrelyst, en hierarkisk og aristokratisk Ubøjelighed og en Utaalsomhed, som maatte gjøre ham uskikket til saa høj en Post. Han havde ganske vist som Bisp svoret at «overholde Dekretalerne og den apostoliske Stols Anordninger», men han burde have betænkt, at der var en vitterlig Strid mellem dem og den danske Lov, som han ogsaa skulde lyde. I utallige Spørgsmaal om den ærkebispelige Lenspligt, om gejstlige Ledings- og Skattebyrder, om Patronatsretten, om Bispevalg hævdede han en Opfattelse, som var forskjellig fra Kongens. Og Folket stod væsentlig paa Kongens Side, det ønskede ikke Kirkemagten udvidet paa de borgerlige Loves Bekostning, eller at Paven skulde træde imellem Konge og Folk. J. E. styrede i mange Henseender dygtig og kraftig, men selv inden for det rent kirkelige Omraade begik han Overgreb, saaledes ved at forandre Liturgien. Men det var fortjenstligt, at han baade som Bisp og Ærkebisp drog Omsorg for Gejstlighedens bedre Undervisning ved at indrette Skoler med Fripladser for fattige Elever i Roskilde og Lund, skjønt han vist ogsaa herved stræbte ved Kundskabers Udbredelse at vinde Magt og lægge Baand paa en vilkaarlig Udøvelse af den kongelige Kaldsret.

Allerede da et Gjennemsyn af Kirkeloven i Skaane forSøgtes, viste en Forhandling med J. E. sig uden Nytte. Hans Standpunkt blev end klarere paa Kirkemødet i Vejle 6. Marts 1256, da en Beslutning vedtoges om, at Riget vilde være hjemfaldet til Interdikt, dersom en Bisp blev fængslet eller led Overlast, og der var rimelig Formodning om, at Kongen havde befalet eller billiget det. Vel stadfæstede Paven Beslutningen, men allerede paa Mødet havde mange gejstlige protesteret mod den. Da Ærkebispens Overgreb paa mange Maader vedble ve, gjorde Kongen det overilede Skridt at fratage Ærkebispestolen alle Privilegier. Enkelte forsøgte at mægle Forlig mellem Kongen og J. E., saaledes ogsaa den svenske Jarl Birger, men uden Held, og da Ærkebispen vægrede sig ved at krone den unge Erik til Konge, blev det vitterligt, at han havde oprørske Planer og stod i Forbund med Kongens Fjender Erik, Abels Søn, og Fyrst Jarimar af Rygen. Kong Christoffer I lod derfor J. E. fængsle ved dennes egen Broder Niels (s. ndfr.) 5. Febr. 1259 paa hans Gaard Gisleberge; lænket om Fødderne, i Lægmandsklæder, med en af Rævehaler syet Hue paa Hovedet førtes han til Hagenskov i Fyn. Kongen indberettede strax sin Fremfærd til Rom. Peder Bang og andre af Ærkebispens Partimænd havde imidlertid taget Flugten; det paabudte Interdikt blev saa godt sorn ikke bragt til Udførelse.

Det var ikke mange Maaneder, J. E. tilbragte i Fængselet paa Hagenskov. Kong Christoffer døde 29. Maj 1259, og hans Enke, Margrethe, gav som Landets Styrer endnu samme Sommer J. E. fri. Sit Sindelag mod Kongehuset lagde J. E. strax efter for Dagen ved at erklære, at de, der vare faldne som Deltagere i Fyrst Jarimars og Bisp Peders Indfald og Sejer ved Næstved, skulde have kirkelig Begravelse, deres Modstandere derimod ikke, og i det hele var hans Opførsel i de nærmeste Aar derefter saa trodsig og tirrende som nogen Sinde. Han turde ikke heller blive i Landet, men færdedes i Aarene 1260-64 mest ved Danmarks Grænser, i Sverige og Tyskland, stundum dog inden for Landet, især i Slesvig. Pave Urban IV var imidlertid ikke ret tilbøjelig til at yde ham Bistand, og Biskop Tyge af Aarhus talte med Held i Rom Kongehusets Sag. En pavelig Nuntius, Gerhard, drog til Danmark for at undersøge Forholdene, han lyste endog J. E. i Band, da denne ikke vilde efterkomme et Stævnemaal til Rom, og Paven skrev dadlende til J. E. og bød ham at nedlægge sit Embede.

Helt anderledes blev hans Stilling efter Urban IV’s Død, da Clemens IV i Jan. 1265 besteg Pavestolen. J. E. drog strax til Rom og fik udvirket, at Kardinal Guido sendtes som Legat til Norden. Guido, som kom til Danmark i Foraaret 1266, mærkede snart, at Kongen stod lige saa bestemt paa sin Ret som Ærkebispen haardnakket paa sin, og Kardinalen manglede enhver Evne til at løse Striden. Han stævner da Kongen til at møde i Byen Slesvig, og da denne med fuld Føje vægrer sig ved at komme paa et saa utrygt Sted, erklærer Guido fra Lybek Kong Erik i Band og tilkjender J. E. en umaadelig Erstatning. Paven havde dog ønsket, at Guido var gaaet forsigtigere til Værks, og da der nu fra Kong Erik kommer Tilbud om, at han vil indvilge i, at de landflygtige Prælater vende hjem, og at Striden afgjøres ved Voldgift, kalder Paven Guido tilbage 1267 og lader Sagen blive foretaget paa ny. J. E. drog igjen til Rom, og der fremkom under Sagens Gang fra ham Forslag om, at de verdslige Spørgsmaal skulde afgjøres ved Skjøn af Mænd, valgte af begge Parter, de kirkelige af gejstlige, ligesom han ogsaa gjorde Tilbud om at vende tilbage til sit Ærkesæde, naar Kongen og 20 fornemme danske Mænd vilde tilstaa ham Sikkerhed (1272). Heri indvilgede Kong Erik, og J. E. var paa Vejen hjem, da han døde 18. Febr. 1274 paa Rygen. Han blev efter sit Ønske begravet i Graabrødrekirken i Lund.

De store kirkelige Spørgsmaal, for hvis Afgjørelse J. E. havde kæmpet i en Menneskealder, skulde saaledes ikke finde deres Afgjørelse, men fremdeles indeholde farlige Spirer for nye Kampe; J. E.s uforsonlige Haardhed vilde vel ogsaa have hindret en endelig Løsning af Striden. Men i hvert Fald bragte hans Død Landet en Hviletid, indtil Fjenderne af det regerende Kongehus paa ny sluttede Pagt med Kirkens øverste og endog i en ulykkeligere Form gjenvakte Landets urolige Tilstande fra J. E.s Tid."