Jørgen Jensen
	Magistraten Borgmestre
	Klagerne over Jørgen Jensen

I 22 punkter begrunder borgerne i 1679 udførligt deres klager. Allerede i det første punkt rammer de det helt centrale i byens ulykkelige situation: ”Der sker stor ulighed i vores by Roskilde, for så snart en fattig ung mand slår sig ned, så bliver han straks beskattet og plaget med indkvartering, så han næppe kan klare udgifterne i 2 eller 3 år, selv om han slet ingen ejendom har hverken i byen eller i marken”.

Borgerne klager over, at skatteligningen og fordelingen af indkvarteringsbyrderne er helt tilfældig. Jørgen Jensen betaler som borgmester ikke skat og en hel del af hans rige venner gør det heller ikke, hvilket de fattige borgere så må gøre så meget mere. Skatteligningen foretages hvert år af otte takserborgere (udpeget af magistraten), men de fordeler byrderne således, at de fattige borgere og håndværkere må betale meget, mens de rige betaler lidt. Man kræver derfor, at der oprettes en matrikel eller grundtakst, således at det kan gå retfærdigt for sig.

”Formedelst Roskilde by ligger på det aller ofteste brugeligste landestrøg, så er det velbekendt, at der i gammel tid har været ungefær 16 pund sædeland (64 tdr. Id.), som vognmændene har haft at bruge fordi de skulle opvarte med vogne til Hans Majestæts rejser. Hvilket sædeland borgmester Jørgen Jensen har frataget os og lagt under Sortebrødregård”, (hvor han tilsyneladende var forpagter).

I 1676 blev kongens livregiment indkvarteret i Roskilde. Borgerne måtte give hver soldat 2 eller 5 skilling til brød hver dag. Som kompensation fik byen tilført rug og byg fra krongodset omkring byen, men det blev ikke fordelt til borgerne, idet Jørgen Jensen oplagrede det på Sortebrødregård og sagde, at det skulle bruges til byens bedste.

Det næste år blev oberst Bauditz’ regiment indkvarteret i Roskilde, og det var en endnu hårdere byrde end før. Borgerne klagede til amtmanden, som fik organiseret en mere retfærdig fordeling af indkvarteringen. Det lykkedes for borgerne at få udvirket, at omegnens bønder og godsejere skulle levere dem korn til gengæld for indkvarteringen. Mange leverede imidlertid ikke, og borgmesteren gjorde ikke noget for at rykke for manglende leverancer.

Til magistratens forpligtelser hørte også at skulle være skiftemyndighed. Borgerne retter den alvorlige anklage mod Jørgen Jensen, at han med vilje har forsinket behandlingen af mange skifter, således at folk er blevet ruinerede, og de pågældendes skattebyrder har så måtte overtages af de øvrige. Det understreges, at når der er mulighed for det, bliver en del ejendomme ”købt for en ringe penge, efter at vedkommende ikke mere kan klare sig og vorder udskattede”, og køberne er naturligvis Jørgen Jensen og hans fæller. Man har nok her forklaringen på Jensens mange ejendomme og den specielle ejendomsfordeling i byen.

Borgerne slutter med at ønske, at kongen og hans embedsmænd vil se på sagerne, således ”at vores elendige Roskilde bys tilstand måtte komme engang på fode igen, og at vi kan se, at vi bar øvrighed og forsvar i byen.” De beder om, ”at borgmesteren og hvem som ellers er skyldige, må erklære sig i borgerskabets nærværelse, således at enhver kan få sin ret.” Det mærkelige er, at man ikke kræver borgmester Jørgen Jensens afgang. Endvidere er det påfaldende, at man slet ikke nævner den anden borgmester Bernt Meyer samt de fire rådmænd: Nicolai Nielsen, Jacob Lauridsen, Hans Jacobsen og Anders Andersen, som dog også må have haft et medansvar for udviklingen.

Hvad borgerne beder om i deres klager, er i virkeligheden en mere retfærdig skatteligning. Det var, hvad regeringen mente, den kom  med, da den 1682 indførte matrikelskatten i byerne.