Der er to ærkedegne, der hed Jens Pedersen. Og begge var de kongens kansler.

Den første Jens Pedersen (død 1443) var kongens kansler. Han har sikkert været af adelig byrd, eftersom hans søster var gift med en væbner; men man ved intet om hans familieforhold. Han blev kannik i Roskilde og var det måske allerede 1416. Han er måske identisk med en Johannes Petri, som kong Erik 1419 betegner som sin Camerarius (kammermester) og kannik i Roskilde, – hvis da ikke Camerarius her er en fejlskrift for Cancellarius (kansler). I ethvert Fald fra 1422 forekommer han som kongens kansler, men har sikkert i de nærmest foregående par år beklædt embedet. Han ledsagede øjensynlig kong Erik på den første del af hans store udenlandsrejse, idet man finder ham hos kongen i september 1423 i Nordtyskland og i marts 1424 i Krakau. I 1424, da han tillige nævnes som kannik i Lund, spillede han i øvrigt en rolle som en af de danske befuldmægtigede i retsstriden om Sønderjylland. 1428 blev han ærkedegn i Roskilde og beholdt denne stilling ligesom sit embede som kansler indtil sin død, der indtraf 26/11 1434. For dansk diplomatik knytter der sig en vis interesse til hans virksomhed i kancelliet; det synes nemlig at være i hans tid, at man begyndte at forsyne de udgående kongebreve med den påtegning på foden, der efter en form, som den noget senere fik, betegnes som relatorpåtegningen. Før sin død gav han kapitlet 50 nobler, så at der kunne afholdes en ugentlig messe ved alteret Primæ. Kapitlet købte 1 bol jord for pengene, og dette gods blev lagt under alteret. Han er nævnt i Roskildekirkens anniversarium.

Et halvt hundrede år senere forekommer en anden Jens Pedersen ligeledes som kongens kansler og ærkedegn i Roskilde. Han var Kansler 1467 og (efter en afbrydelse) igen i 1473-80; 1480 og 1484 nævnes han som ærkedegn i Roskilde, en post, der imidlertid i 1485 beklædtes af en anden. I 1483 nærede kong Hans interesse i at skaffe ham Ribe bispestol, men det blev han ikke.