Friis
	Portræt af den yngre Friis
	Jørgen Friis

Johan Friis, som han så ud som gammel. Træsnittet er forsiden på den ligprædiken over ham, som Anders Sørensen Vedel udgav ved kanslerens død 1570. Johan Friis døde, før freden i Den nordiske Syvårskrig blev aftalt. Niels Kaas overtog kanslerposten.

Mere om Johan Friis fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Kongens Kansler. Naar Øjet søger tilbage til den gamle danske Adel i dens Velmagt, er der ikke mange Skikkelser, der tegne sig klarere for vort Blik end den gamle Kansler J. F., der i 3 Kongers Tid øvede en afgjørende Indflydelse paa Rigets Styrelse. Han var født 20. Febr. 1494. Hans Fader var Jesper F. til Lundbygaard og Hesselager i Fyn; Moderen hed Anne Brockenhuus. Tidlig mistede han sine Forældre; imidlertid blev han sat i Skole i Odense, og der fra kom han siden til Aarhus, hvor han i nogle Aar var under den navnkundige Skolemand Dr. Morten Børups Vejledning. F. udtalte sig paa sine gamle Dage oftere med Taknemmelighed om den gode Undervisning, han havde faaet af denne Mand baade i Skolen og hjemme i hans Hus. 1514 blev han immatrikuleret ved Kjøbenhavns Universitet. Senere drog han udenlands. Blandt andre Lærdomssæder skal han have besøgt Paris, ledsaget af M. Oluf Nielsen, der en Del Aar derefter blev den første evangeliske Sognepræst i Vejle. 1519 tog F. Magistergraden i Køln, hvorpaa han under ikke ringe Farer kom tilbage til Fædrelandet, men kun for atter 1520 at drage ud. Denne Gang gik Rejsen til Rom, vistnok fordi det var hans Agt at indtræde i den gejstlige Stand, og fordi man der bedst lærte de Midler at kjende og knyttede de Forbindelser, der kunde bane Vej til de højeste Stillinger i Kirken. Ved Hjemkomsten her fra blev han Skriver i Christian II’s Kancelli. Et Besøg, han siden fik Lejlighed til at gjøre i Wittenberg, blev af afgjørende Betydning for hans kirkelige Holdning. I sin Alderdom mindedes han endnu med Glæde, at Melanchthon havde udtalt en gunstig Dom om ham.

Under Frederik I blev F. kongelig Sekretær og snart en Mand af betydelig Indflydelse, der sædvanlig fandtes blandt Kongens Omgivelser paa Gottorp. Han var kjendelig en af de danske Adelsmænd, der sluttede sig nærmest til denne Konge, og Lønnen, i Skikkelse af betydelige Forleninger, udeblev ikke. Allerede medens Kongen 1523 belejrede Kjøbenhavn, forlenedes F. med Rønnebæksholm, og siden fik han andet Gods, der var forbrudt til Kronen af Mænd, der ikke vilde svigte deres Troskab mod Christian II. Ogsaa forskjellige gejstlige Forleninger opnaaede han, hvoriblandt kan fremhæves, at han 1530 fik «Livsbrev» paa Dalum Kloster mod at underholde Nonnerne og stille et vist Antal Ryttere i Krigstilfælde. Det laa ham meget paa Hjærte at udvide det under hans Hovedgaard Hesselager hørende Gods, og ved Frederik F s Velvilje naaede han allerede i denne Konges Tid temmelig vidt i saa Henseende. Senere strakte han sig endnu videre.

Efter Kansler Claus Gjordsens Død i Sept. 1532 kom F. i Spidsen for det danske Kancelli; men da Kong Frederik døde i April 1533, forlod han med Kancelliet Gottorp Slot og drog til Kjøbenhavn, i det han samtidig overbragte Budskab fra Enkedronningen og Hertug Christian til det danske Rigsraad, et Budskab, der skulde minde om den afdøde Konges Fortjenester og bane Vej til Tronen for hans ældste Søn. At F. efter Evne har virket for Hertug Christians Valg, kan ikke betvivles. Var denne bleven valgt i betimelig Tid, vilde Danmark være blevet forskaanet for store Ulykker, som nu kom over det, fordi de katholske Prælater og deres Tilhængere skøde Kongevalget ud i Fremtiden, medens de selv efter fattig Lejlighed agerede Konger hver i sin Provins. F. fik af Herredagen, der i Juli 1533 var samlet i Kjøbenhavn, det Hverv at overbringe Hertug Christian et, som det synes, væsentlig af F. selv konciperet Forslag til en «Union» mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne, hvilken ogsaa senere kom i Stand. For øvrigt synes han at have trukket sig tilbage til sine Godser i Fyn, og da Grevefejden var udbrudt, søgte han at skaffe Midler til Øens Forsvar mod Lybekkerne. Da 19 fynske Adelsmænd 9. Juli 1534 traadte sammen i Hjallese (tæt ved F.s Forlening Dalum Kloster) og bestemte sig til, ligesom den jyske Adel, at vælge Hertug Christian af Holsten til Konge, var F. Sjælen i denne Kreds og fik det Hverv i Forbindelse med nogle jyske Adelsmænd at drage til Hertugen for at tilkjendegive ham den fynske Adels Beredvillighed til at tage ham til Konge samt at forestille ham, at Øen var blottet for Tropper og altsaa et let Bytte for den første Landgang af Lybekkerne eller Rejsning af Almuen. I Forening med de jyske deputerede udstedte F. 17. Juli s. A. i Preetz Forsikringsbrevet om, at Danmarks Riges Raad og Adel vilde tage Hertugen til Konge.

Faa samme Tid begyndte imidlertid i det sydlige Fyn, særlig i Svendborg, Rejsningen blandt Borgere og Almue til bedste for den fangne Kong Christian II’s Sag, og væbnede Skarer droge ud til alle Sider, plyndrede og opbrændte Slotte og Herregaarde. Hesselager, F.s Gaard, sank rimeligvis ved denne Lejlighed i Grus, ligesom saa mange andre Herresæder. Opstanden blev imidlertid snart dæmpet, da F. vendte tilbage fra Holsten med en Afdeling af den nyvalgte Konges Tropper. Men denne Rolighed havde kun kort Varighed; thi i de første Dage af Avg. s. A. sendte Grev Christoffer af Oldenborg en Afdeling af sin Hær fra Sjælland over til Fyn, hvor Nyborg blev overrumplet, og her blev F. tagen til Fange tillige med en Mængde andre Adelsmænd og ført over til Sjælland. Nu maatte han, skjønt sikkert meget imod sit Hjærtes Ønske, sværge Greven Troskab og blive hans Mand og Raad. Som saadan ledsagede han ham i Dec. 1534 til Mødet med Christian III i Kolding, hvor der dog ingen Overenskomst tilvejebragtes. Det har vistnok været en meget ubehagelig Rejse for F. Greven har da heller ikke haft stor Tillid til ham, siden han i Jan. 1535, efter Tilbagekomsten til Kjøbenhavn, lod ham fængsle, samtidig med at det ogsaa gik ud over en Del andre fornemme Adelsmænd, som mere eller mindre tvungent tidligere havde sluttet sig til Greven. Da F. imidlertid fik Lejlighed til at forestille denne, at han gjærne vilde trække sig bort fra Skuepladsen for saa mange Uroligheder og rejse til Wittenberg for at høre Luther, og da han samtidig mod rigelig Betaling bevægede den mægtige Borgmester Ambrosius Bogbinder til at udstede et Pas for ham, saa fik han ogsaa Lov til at slippe bort. Rejsen var dog forbunden med store Farer paa Grund af den Storm, der paa den Tid var rejst mod Adelen i Sjælland; men endelig lykkedes det ham over Møen, i en Baad, at undslippe til Tyskland, og han naaede da ogsaa omsider til Wittenberg. Der blev dog ikke noget af Studeringer; thi snart rejste han til Leipzig og der fra til Gera, hvor han traf Christian III’s tyske Kansler, Wolfgang Utenhof, og med denne fulgte han da tilbage til Holsten. Der blev nu Spørgsmaal om, hvorvidt han kunde indtræde i Kongens Tjeneste, eftersom han havde svoret Grev Christoffer Troskab; men da man formente, at Greven ikke havde holdt, hvad han havde lovet ham, erklæredes F. for frigjort fra sin Ed. Kort efter gik han med Utenhof som Kongens Afsending til Hamborg for at underhandle med Lybekkerne om Fred.

Vi vide ikke med Vished, naar F. har overtaget Forretningerne som Kongens Kansler. Men i ethvert Tilfælde fik han snart dette vigtige Embede, som han ved sin Personlighed og Forholdenes Magt hævede til en større Anseelse, end det forhen havde haft, i det Kansleren som saadan nu blev Medlem af Rigets Raad, hvad han ikke før havde været, og derved stilledes friere over for Kongen. I hele Christian III’s og en god Del af Frederik II’s Regeringstid beklædte F. dette Rigsembede. Det var dog først, efter at Krigsbulderet var ophørt, og der var kommen Fred i Landet, at Kansleren ret fik Lejlighed til at udfolde sin Virksomhed; thi nu blev han en vigtig Medhjælper for Christian III i hans Bestræbelser for at bringe Kirkerne, Universitetet og Skolerne paa Fode igjen i luthersk Stil. Var end Kanslerens Indflydelse maaske mindre i den første Tid efter Freden paa Grund af de mange tyske Mænd, som Kongen endnu var omgiven af, saa steg den dog efterhaanden mere og mere. F., der saa længe havde opholdt sig paa Gottorp, var vistnok et forsonende Element mellem de to Nationaliteter, der stode meget skarpt over for hinanden i Christian III’s første Tid. I Reformationssagen stod F. afgjort paa luthersk Grund, men uden fanatisk Iver. Sindighed og Ro synes i det hele at have præget hans Væsen og Embedsførelse. Kun i et enkelt, men ganske vist meget væsentligt Forhold optraadte han jævnlig med en Skarphed, som næppe var gavnlig, nemlig i Forholdet til Sverige, hvis Konge, Gustav Vasa, derfor fattede et Nag til ham, som aldrig forsvandt, og som var uheldigt for Rigernes indbyrdes Forhold.

Ved Universitetets Gjenoprettelse 1537 blev F. dets «øverste Konservator» eller Kansler, en Virksomhed, der dog ikke har efterladt sig mange Spor, i alt Fald ikke før henimod Slutningen af Christian III’s Tid. Personlig skjænkede han 1555 Universitetet det første private Legat, som det modtog efter Gjenoprettelsen, og gav derved et Exempel, som det imidlertid varede længe, inden nogen efterlignede. I det hele er det kjendeligt, at hans Interesse for Videnskabernes Fremme og for de aandelige Formaal, der beskæftigede hin Tid, voxede med Aarene. Thi han var en Velynder af Lærdom og den lærde Stand. Mangfoldige Skrifter ere tilegnede ham, og mange lovprisende Ytringer lyde saa vel fra danske som fra fremmede Skribenter over Kanslerens Yndest for Videnskaberne og deres Dyrkere. Fyldigst er denne Ros kommen til Orde hos M. Anders Sørensen Vedel, hvem F. havde skjænket sit Venskab og sin Fortrolighed. Han vidner nemlig om ham: «Hos hannem fandtes en synderlig Lærdom og god Forstand udi den hellige Skrift, hvilken han vidste at drage frem, naar Behov gjordes at tale om vor kristelige Religions Artikler og gjøre en klar Skilsmisse imellem den rette og den falske Lærdom. Han havde og ikke ringe Forfarenhed i boglige Kunster og adskillige Slags Tungemaal og mest udi hine herlige Historier. De, som have været noget i Omgængelse med ham, vide, hvad synderlig Lyst det var at høre paa ham, naar han begyndte at repetere og fortælle de gamle Historier baade af vore danske og udlændiske Krønniker. Heraf havde han det rige Liggendefæ til vise Raad at give, saa han ikke længe ledte efter dem og kunde se baade det fremfarne og nærværende og granske paa det næste, hvad efter vilde komme.» Paa et andet Sted siges: «Han maatte saare vel lide alle lærde og mest dem, som kunde tale med ham om gamle Monumenter og fordums Historier.» Efter F.s Opmuntring overtog Hans Svaning at skrive Danmarks Historie fra den Tid af, da Saxe slipper; og siden var den gamle Kanslers Tilskyndelse den nærmeste Foranledning for Vedel til at overføre Saxes latinske Historie i det danske Sprog og til anden Forfattervirksomhed. Om hans Gavmildhed mod fattige studerende vidner Vedel, at han holdt 12 Studenter ved Kjøbenhavns Universitet; alligevel gik aldrig nogen, der kom til ham med en Anbefaling eller et Bønskrift, uhjulpen fra ham. I hans senere Aar laa det ham paa Hjærte at faa opført en Fribolig for Studenter paa Studiegaarden, og den storartede Donation, hvorved Frederik II 1569 oprettede Kommunitetet, hvor 100 fattige Studenter skulde have fri Kost, skyldes sikkert Kanslerens Tilskyndelse. Selv holdt denne sig heller ikke tilbage, i det han i sit Testamente bestemte, at 2000 Dlr. af hans efterladte Midler skulde føjes til det Legat, han tidligere havde oprettet for trængende studerende. F., der altid forblev ugift, noget, som hans Embedsstilling vel har gjort tilraadeligt for ham, blev i Tidens Løb en meget rig Mand. Det er maaske ikke uden al Føje gjort til en Anke imod ham, at han vel meget benyttede sin Stilling til at lade sig af Christian III tildele Gods, der ved Grevefejden og Reformationen var hjemfaldet til Kronen. Saaledes forærede Kongen ham 1536 Brændeskovgaard i Fyn; 1539 blev han uden Afgift forlenet med Lekkende Gaard og Gods, der tidligere havde hørt under Roskilde Bispestol, men nu var inddraget under Kronen. Denne Forlening kunde dog vel nærmest betragtes som en Form af Lønning, da han næppe oppebar nogen egentlig Embedsløn, om end Kanslerembedet indbragte adskillige Sportler. Ved Mageskifte med Kronen erhvervede F. 1541 Hagested Gaard og Gods ved Holbæk og fik Patronatsret til Kirken og Birkeret over Godset. Derimod afstod han 1542 Rønnebæksholm mod andet, tilsyneladende ringere Gods. Senere fik han Borreby ved Skjelskør, der havde hørt til Bispegodset, samt Patronatsret til Bóslunde Kirke. Hans Bestræbelse gik dog især ud paa at forøge Godsbesiddelserne omkring hans Hovedgaard Hesselager i Fyn, og det lykkedes ham efterhaanden ved heldige Kjøb og paa anden Maade at hæve den til en af de anseligste Ejendomme her i Landet. Ogsaa her erhvervede han Patronatsog Birkeret, og her opførte han 1538 den prægtige Hovedbygning, som endnu staar. Lignende anselige Hovedbygninger opførte han senere paa sine sjællandske Herregaarde Hagested (1555) og Borreby (1556). For at sætte Kronen paa sine Erhvervelser oprettede han 1548 med Kongens og Rigsraadets Samtykke sin Gaard og sit Gods Hesselager til et Stamhus. Det var første Gang, at denne tyske Institution fremtraadte her i Landet. Man har undret sig over, at F. var saa ivrig for at bevare sine Ejendomme samlede paa én Haand, da han ingen Børn havde og næppe havde nogen bestemt Person for Øje ved Stamhusets Oprettelse, eftersom han ikke kunde vide, hvem der ved hans Død vilde være den ældste paa Skjoldsiden i hans Slægt. Men rimeligvis har det Gods, han med saa stor Flid havde samlet, været ham saa kjært, at han ikke vilde, at det skulde splittes ad efter hans Død.

Saa stor en Indflydelse F. havde haft under Christian III, saa tabte den sig dog ikke, da Frederik II besteg Tronen, skjønt han paadrog sig Enkedronning Dorotheas Vrede ved at modsætte sig hendes Ønske om at optages i Rigets Raad og hendes paatænkte Ægteskab med den afdøde Konges Broder Hertug Hans i Haderslev.Da hun misbilligede Krigen med Sverige, i hvilken F. ikke var uden Skyld, maatte dette ogsaa bidrage til at forøge hendes Misstemning mod Kansleren. Dennes Forhold til Kong Frederik forstyrredes dog ikke derved, og da Kongen, som denne selv bekjendte, ikke forstod sig meget paa Statssager, overlod han desto flere Sager til den gamle, kyndige Kansler, der syntes at være lige saa ivrig som Kongen med Hensyn til Førelsen af Krigen med Sverige og derfor under denne vandt sin Herres særdeles Bifald ved de betydelige Forstrækninger, han gjorde ham af rede Penge. Navnlig fra Aaret 1567 af, da den tidligere Statholder paa Kjøbenhavns Slot, Hr. Mogens Gyldenstjerne, afskedigedes, og F. i Forening med Rigshofmester Peder Oxe fik næsten hele den indre Styrelse af Riget under Hænder, blev Arbejdet vistnok ofte meget brydsomt for den aldrende Kansler, da Pengenøden lagde store Vanskeligheder i Vejen for Krigens Fortsættelse. Og da den trak saa længe ud, uden at det var muligt at opnaa en Fred, der kunde svare til de uhyre Ofre, Krigen havde kostet, saa er det vel muligt, at F. en og anden Gang har angret, at han ikke holdt mere igjen, den ang Udbruddet af den blodige Fejde mellem Nordens Folk maaske endnu kunde have været forebygget.

Faa Dage før den længe ønskede Fred blev sluttet i Stettin, døde F. i Kjøge 5. Dec. 1570, i det han nemlig paa Rejsen til Kjøbenhavn fra Nykjøbing paa Falster, hvor Kongen opholdt sig, blev saa alvorlig syg, at han ikke kunde komme videre. Vedel, der blev kaldt til hans Dødsleje og siden holdt Ligtalen over ham i Frue Kirke i Kjøbenhavn, har paa en saare smuk Maade skildret baade hans sidste Timer og hans forudgaaende Liv.

Var F. fra Karakterens Side end ikke nogen egentlig stor Mand, saa har hans Skikkelse dog i flere Retninger noget meget tiltalende ved sig. I Breve fra hans yngre Aar fremsprudler oftere et meget fornøjeligt Humor, og hans ældre Dage vise os et smukt Billede af den venlige Beskytter og Forfremmer af al aandelig Idræt. Rundt om paa sine Herregaarde havde F. ladet opsætte rimede danske Indskrifter, deriblandt følgende:

Har han selv været en af disse faa, hvad vel er muligt, da er det al Ære værd. Og har han end haft sine Fejl, saa fortjener han dog vistnok den Ros, som i stærke Ord blev udtalt over hans Grav, at han havde været sin Konge og sit Fædreland en tro Mand. Des værre kom der et skurrende Efterspil. Det var i og for sig lidet at beklage, at hans Stamhuserektion blev omstyrtet, skjønt det fra et statsretligt Standpunkt ikke tog sig godt ud, da Oprettelsen var sket under de mest bindende, lovlige Former. Værre var det, at der et Par Aar efter F.s Død rejstes den Anklage imod ham, at han ved Mageskifte, Kjøb og paa anden Maade skulde have erhvervet sig Gods af Kronen, Klostre og Kapitler, «hvoraf en Del skulde være imod Recessen». Skjønt en Undersøgelse, der i Følge kongelig Befaling anstilledes i Fyn angaaende den afdøde Kanslers formentlig ulovlige Godserhvervelser, kun gav et meget tarveligt Udbytte, maatte F.s Arvinger dog gaa ind paa at udrede den for de Tider uhyre Sum af 50000 Dir. (næppe synderlig mindre end 1 Mill. Kr. efter vor Tids Værdier) for at faa Tilladelse til at beholde hans efterladte Gods"