1538                  Hans Tausen 
Tausen i København

Hans Tausen, den store reformationsprædikant. Det kan undre, at prædikanten, der gjorde den første by i landet, nemlig Viborg, luthersk, og som prædikede reformationen til sejr i København, ikke også var blandt dem, der i 1536 blev superintendent, de nye, lutherske bisper. Hans Tausen blev sat til at prædike for de gammeltroende, katolske kannikker ved domkapitlet i Roskilde. Så han blev selv gjort til kannik, hvilket gav ham noget at leve af. I 1541 blev han superintendent over Ribe Stift.

Mere om Hans Tausen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Evangelisk Reformator og Biskop. Naar vi overskue Rækken af de Mænd, der banede Vej for den lutherske Reformation i vort Fædreland, er der ingen, som indtager en mere fremtrædende Plads end H. T. Han var født i Birkende mellem Odense og Nyborg. Sagnet fortæller, at Faderen, der skal have været Smed, var en kløgtig Mand, der forstod at uddrage Myrejærn af Mosejorden, hvorfor han blev anset for en Troldmand af de uvidende Bønder og dræbt af dem. I Følge et andet Sagn slog Faderen sin 12aarige Søn ved Ploven – rimeligvis fordi han havde større Lyst til Bogen end til at være «Plovkjøring» –, hvorfor H. T. løb hjemme fra og kom til Odense, hvor han blev optagen i Skolen. I Følge samme Beretning begav han sig efter et Aars Forløb til Slagelse Skole, hvor han tilbragte nogle Aar, indtil han kunde indtræde i det nærliggende ansete og rige Johanniterkloster i Antvorskov, som den Gang styredes af Prioren M. Eskil Thomesen. Her maa man have skjønnet, at den unge Munk besad gode Anlæg, da han, 22 Aar gammel, blev sendt udenlands for at studere. Om han forud har tilbragt en Tid ved Kjøbenhavns Universitet i Overensstemmelse med den af Kong Hans derom udstedte Forordning, kunne vi ikke oplyse. Derimod vide vi med Vished, at han i Nov. 1516 blev immatrikuleret i Rostock, og at han her fuldendte sit egentlige akademiske Kursus, i det han 1517 tog Bakkalavr- og 1519 Magistergraden. At han har nydt Anseelse som en af de dygtigste studerende, skjønnes deraf, at det i Sommersemesteret 1520 blev overdraget ham at holde Forelæsninger over Aristoteles’ «Oeconomica» efter Leonardus Aretinus’ latinske Oversættelse. Naar det i Biskop Hans Laugesens Gravskrift over H. T. siges, at han en Tid studerede i Løwen og Køln, men fandt sig lidet tilfreds der, maa dette Studieophold formodentlig henlægges til 1520-21. I Okt. 1521 blev han indskreven ved Kjøbenhavns Universitet «ad theologicæ facultatis professionem», hvilket vistnok maa forstaas saaledes, at han er bleven Læsemester i Theologien, i det hans Ansættelse som saadan maa antages at have staaet i Forbindelse med Christian II’s kjendelige Bestræbelse for at forsyne Universitetet med en Kreds af Lærere, der havde Sind og Evne til at fremme de humanistiske Studier og derigjennem ogsaa den kirkelige Reformation. Naar H. T. 9 Aar senere i et Fejdeskrift mod sin bitre Modstander Lektor Poul Helgesen ytrer om denne: «Vi have fortæret saa meget Brød tilsammen, at han kjender mig ikke saa balstyrig og ufredsom, at jeg vilde gjøre et Menneske ondt, dersom jeg end kunde», saa maa dette nøje Kjendskab mellem de 2 Mænd, som siden bleve Anførerne for de kæmpende Partier i den danske Kirke, vistnok henføres til den Tid, da H. T. stod som Lærer ved Universitetet. Kong Christians Flugt i April 1523 og den Forstyrrelse i alle Forhold, som derved indtraadte, synes imidlertid for H. T. at have været Signalet til Opbrud fra Kjøbenhavn; thi en Maaned senere blev han indskreven ved Universitetet i Wittenberg, der kjendelig har draget ham til sig med den magnetiske Kraft, denne Højskole paa hin Tid øvede over saa mange ældre og yngre studerende, som havde faaet Øjet og Øret opladt for det nye, som trængte sig frem, og som H. T. sikkert allerede under sit fleraarige Ophold i Rostock var bleven berørt af. «Med utrolig Lærelyst hørte han nu Luther paa 2. Aar», siger hans Gravskrift, «men saa blev han kaldt tilbage til Fædrelandet, før han ventede det.» At Prioren i Antvorskov har ønsket ham fjærnet fra Reformationens Brændpunkt som og fra Christian II og dennes protestantiske Ledsagere, der jævnlig færdedes i Wittenberg, medens H. T. studerede her, er jo ikke usandsynligt. En gammel Beretning siger dog, at han ved sin Hjemkomst til Klosteret blev modtaget med store Forventninger og stor Stads, vel af Hensyn til det Ry for Lærdom, han havde forhvervet. Men snart forandredes Stemningen imod ham.

H. T.s Hjemkomst fra Wittenberg maa, som det synes, sættes til Efteraaret 1524. Forholder det sig rigtigt, hvad der fortælles, at det var en Skærtorsdags- eller Langfredagsprædiken, han holdt i Antvorskov Klosterkirke, som først ret gav Anledning til, at man blev opmærksom paa, at han førte kjættersk Lære, i det han vedkjendte sig som sin Overbevisning, at et Menneske ikke retfærdiggjøres ved sine egne Fromhedsgjerninger, men ved Troen paa Christi Forsoning, saa maa denne Prædiken være holdt i April 1525. Tidsbestemmelserne ere dog paa dette Punkt mindre sikre, ligesom ogsaa hvad der fortælles om den Forfølgelse, H. T. nu blev underkastet. Efter et Sagn skal han, da han truedes haardt, være flygtet til et øde Sted eller en Ø, indtil Sult og Nød dreve ham tilbage. I Følge hans Gravskrift blev han kastet i et mørkt og stinkende Fængsel (maaske det underjordiske Fangehul, som for nogle Aar siden fandtes ved Udgravning af Klosterruinerne). En gammel Beretning føjer til, at Knud Rud til Vedby og den kjøbenhavnske Borgmester Albert van Goch ved deres Forbøn bevirkede, at han endelig kom løs. Da han imidlertid ikke vilde svigte sin Overbevisning, sendte M. Eskil Thomesen ham til Johanniterklosteret i Viborg, hvis Prior, M. Peder Jensen, var kjendt som en klog og dygtig Mand, om hvem man vel haabede, at han kunde bringe den vildfarne Klosterbroder til Fornuft.

Modgang bøjer de svage, men hærder de stærke Karakterer. H. T. hørte til de sidste. I Fængselets Mørke modnedes han til den frygtløse Reformator, som han blev. Hans Komme til Viborg maa formodentlig sættes til Forsommeren 1525. I Følge hans Gravskrift – men for øvrigt uvist, med hvad Hjemmel – søgte «Korsbrødrenes» ovennævnte Prior først at bøje ham ved Fængselsstraf; men da intet derved udrettedes, og H. T. endog fra Fængselsvinduet talte til den sammenstimlende Mængde og underviste den, saa slog M. Peder Jensen ind paa en anden Fremgangsmaade imod ham. Han blev sat i Frihed, ja det synes endog, at han vandt Priorens Venskab. Saa meget er i alt Fald vist, at han efter nogle Maaneders Forløb fik Tilladelse til at prædike i Klosterkirken Søndag Eftermiddag, naar Munkene havde endt Vespertjenesten. Snart samledes om hans Prædikestol en talrig Tilhørerkreds. Der var en Ild og en Kraft i hans Tale, der henreve baade Mænd og Kvinder, som trængte sig til for at høre ham. Herover blev Prioren meget betænkelig, saa meget mere som flere af Munkene viste sig paavirkede af den ny Lærdom, hvorfor han begyndte at lægge Raad op med andre om, hvorledes han skulde standse den truende Bevægelse og gjøre den veltalende Munk uskadelig. Da H. T. havde faaet Nys  herom, besluttede han selv at gjøre det Skridt, der for bestandig skulde skille ham fra den gamle Kirkeorden, hvis dybe Brøst han længe havde set. Efter at han en Dag havde prædiket i Klosterkirken, endte han med at fortælle sine Tilhørere, hvorledes han var stedt, og med at bede dem, dersom de havde fornummet nogen Frugt af det Ord, han havde forkyndt, at de da vilde tage ham i Beskyttelse og unde ham Husly; thi i Klosteret kunde og vilde han ikke længere blive –, og dermed aflagde han Munkekappen. Der var Borgere nok, som selv med Livsfare gjærne vilde yde H. T. den Beskyttelse, som han begjærede. Enden blev, at han modtog Borgmester Peder Tranes Tilbud. Det var en Mand, som baade ved sin Stilling og ved sin talrige Slægt og mange Venner bedre end nogen anden kunde yde ham Værn, og til hans Hus begav han sig da. Nu var ganske vist Klosterkirken lukket for ham; men saa aabnede Skolens Rektor, M. Jacob Skjønning, ham St. Hans Kirke, og i nogen Tid samledes H. T. da her med sine Tilhørere; men da disses Tal stadig voxede, blev Kirken snart for lille. Prædikanten gik da udenfor, hvor der var bedre Plads, og talte fra Trappen, der førte op til Kirketaarnet. At holde Gudstjeneste under aaben Himmel var imidlertid i Længden ubekvemt baade for Prædikant og Tilhørere, og de søgte derfor at faa Adgang til Graabrødrenes rummelige Kirke, i det de bade Guardianen om Tilladelse til at benytte den om Eftermiddagen, naar Munkenes Gudstjeneste var endt. Da dette imidlertid blev afslaaet, prædikede H. T. nogle Gange staaende paa en Ligsten, der laa foran Benhuset paa Graabrødrenes Kirkegaard. Men snart bleve hans Tilhørere utaalmodige over den Modstand, deres Ønske fandt hos Munkene, der dog levede af Borgernes Almisser, og en Dag, da de vare samlede paa Kirkegaarden, opbrøde de den lukkede Kirkedør og førte deres Prædikant ind i Kirken, hvor han dog indtil videre ikke besteg Prædikestolen, men staaende paa en Bænk talede til den forsamlede Menighed.

Det var ikke blot H. T.s ildfulde Veltalenhed og hvasse Angreb paa Pavedømmets Vildfarelser, der gave hans evangeliske Forsamlinger en egen Tiltrækning, men ogsaa Afsyngelsen af danske Salmer, noget hidtil ukjendt i Gudstjenesten. En af hans Modstandere siger, at han efter at have skaffet sig Adgang til Graabrødrekirke prædikede 2 Gange hver Søndag Eftermiddag og lod 3 af hans Partis Viser afsynge af Tilhørerne. En venligsindet Hjemmelsmand beretter, «at Skoleungdommen, med Forandring af den tidligere Form (den latinske Korsang), nu begyndte at synge danske Salmer, forfattede af H. T. og andre». Herved var et stort Fremskridt sket, i det der var aabnet Menigheden Adgang til Selvvirksomhed ved Gudstjenesten, noget, der i høj Grad paaskjønnedes. Endnu fandtes der ingen danske Salmebøger, H. T. nøjedes da indtil videre med at lade enkelte Salmer trykke. Naar der i en af vore allerældste Salmebøger findes «den Aftensang, som i Jylland sjunges», saa er deane Betegnelse maaske et Minde om, at det i de første Aar kun var «til Aftensang», at H. T. prædikede, ligesom der har existeret et nu tabt Skrift fra 1529 med Titel: «Aftensang med Salmer, Antifoner og Magnificat, item Te Deum fordansket og nogle andre Salmer at sjunge for Brudefolk og Lig», hvilket sikkert maa tilskrives H. T. – En betydningsfuld Ændring i hans hidtil temmelig usikre Stilling indtraadte ved Frederik I’s Besøg i Nørrejylland i Efteraaret 1526, da det lykkedes H. T., vistnok ved personlig Henvendelse til Kongen under dennes Ophold i Aalborg, at udvirke et Brev til Borgmestre, Raad og Menighed i Viborg, hvori det hedder: «Vider, kjære Venner, at vi nu have taget denne Brevviser, Mester H. T., under vor kongl. Hegnr PYed, Værn og Beskjærmelse og annammet ham udi vor Tjeneste til vor Kapellan; dog have vi givet ham Forlov at være i Viborg nogen Stund at prædike det hellige Evangelium for eder. Thi byde vi eder, at I paa vore Vegne udi vor Fraværelse beskjærme Mester H. T., vor Tjener og Kapellan, for alle, som ville overfalde ham med Magt og Vold, være sig enten gejstlige eller verdslige.»

Et saadant Brev maatte yde H. T. en vigtig Støtte, men kunde dog ikke hindre Forsøg af den verdsligsindede Biskop Jørgen Friis (V, 434) paa at standse en Virksomhed, der kjendelig undergravede hans Stilling. Et Møde, de jyske Bisper i Maj 1527 holdt i Viborg for at overlægge, hvad der var at gjøre mod den truende Bevægelse, har vel ogsaa styrket hans Mod. Nok er det, at da H. T. en Dag prædikede i Graabrødrekirke, udsendte Bispen en Afdeling væbnede Svende under Anførsel af Slotsfogden for at gribe ham og føre ham til Bispegaarden. Da Anføreren traadte ind i Kirken, befalede han Prædikanten at holde op og følge med ham til Bispen. Men han fik til Svar: «Her staar jeg i en højere Herres Tjeneste; men naar jeg er færdig, skal jeg, hvis Biskoppen ønsker det, komme til ham.» Hermed var Anføreren dog ikke tilfreds, men forlangte, at Prædikanten strax skulde følge med ham. Under Ordstriden lykkedes det H. T. at slippe ned af Prædikestolen, og medens en Del af Borgerne trængte sig om ham for at beskytte ham, vidste andre at skaffe sig Forsvarsmidler, Kvinderne løb hjem og hentede deres Mænds Vaaben, og snart stod en rustet og kampfærdig Skare omkring den elskede Prædikant, saa Bispens Svende maatte forlade Kirken med uforrettet Sag og ilsomt søge Tilflugt inden for Bispegaardens Mure. Efter at have jaget dem paa Flugt forlangte Borgerne, at H. T. skulde fortsætte sin Tale, som han ogsaa gjorde. Men det er ikke at undres over, at der under slige Forhold faldt skarpe Ord fra Prædikantens Mund, naar han brændende i Aanden skildrede Romerkirkens Forvanskning af den sande Kristendom.

I Begyndelsen havde H. T. staaet ene, men efterhaanden sluttede flere Mænd sig til ham som Ordets Forkyndere, navnlig M, Jørgen Jensen Sadolin, Korsbroderen Thøger Jensen og den tidligere nævnte M. Jacob Skjønning. Selv blandt Kapitlets Medlemmer var der flere, som bleve grebne af det ny og levende Vidnesbyrd. Den evangeliske Frimenighed vandt efterhaanden større Fasthed, og en ordnet Gudstjeneste indrettedes, til bedste for hvilken H. T. 1528 udgav «En ret kristelig Fac.on at kristne Børn paa Danske» og andre (nu tabte) Skrifter, hvoriblandt «En kristelig Undervisning om Altergang og Skriftemaal» (1529). Da Biskop Jens Andersen (Beldenak) i Odense fandt sig foranlediget til at komme sin betrængte Embedsbroder i Viborg til Hjælp ved at tilskrive Borgmestre og Raad i Viborg og Aalborg (som da endnu hørte til Viborg Stift) og indstændig advare dem imod «den forløbne Munks og K jætters», Morten Luthers, Tilhængere, ansaa H. T. det for rigtigt offentlig at tage til Orde imod ham. Hans «Ansvar til Bispens Sendebrev af Odense» er et med Klarhed og Dygtighed affattet udførligt Stridsskrift, som ikke lader nogen af Bispens Paastande ubesvaret. Det er skrevet 1528 og udkom i Begyndelsen af det følgende Aar, trykt af Hans Vingaard, der vistnok paa H. T.s Opfordring havde etableret et Bogtrykkeri i Viborg, som kom Reformationens Sag meget til gode. Bl. a. havde han 1528 trykt en af H. T. besørget Oversættelse af et Skrift af Luther («Et ynkeligt Klagemaal og et venligt Tilbud»).

Den Bevægelse, som ved H. T.s Prædiken var vakt i Viborg, udbredte sig efterhaanden i videre Kredse til andre jyske Byer. En af den landflygtige Christian II’s Korrespondenter tilskrev ham saaledes i Nov. 1528: «Udi mange af Kjøbstæderne i Jylland prædikes Guds Ord paa Danske, desligeste holdes Messe og paa Danske; Bisperne kunne ej betage det.» Mindst af alle formaaede Jørgen Friis i Viborg at standse Bevægelsen; han havde endog forladt sin Stiftsstad og trukket sig tilbage til sit faste Slot Hald, hvis Fæstningsværker han lod udbedre. Følgen var, at Viborg paa faa Aar forvandledes til en evangelisk Stad. Da Messelæsningen ophørte, vare de mange (12) Sognekirker i den lidet folkerige By overflødige, hvorfor Borgerne ansøgte om og i Febr. 1529 fik kongl. Tilladelse til at nedbryde de Kirker og Kapeller, som Byen ikke formaaede at holde ved Magt, og at beholde de 2 næsten opløste Tiggerklostres (Graabrødre- og Sortebrødre-) Kirker som deres fremtidige Sognekirker, sikkert fordi disse vare rummeligere end de andre. H. T. blev ved den Lejlighed Sognepræst ved Graabrødrekirke, hvori hans Frimenighed jo alt i længere Tid havde været til Huse. Imidlertid nærmede hans Gjerning i Viborg sig sin Afslutning. Der var andre Steder i Fædrelandet, hvor hans mægtige Evne til at bane den evangeliske Lære Vej mere gjordes fornøden. Før sin Bortgang fra Viborg foretog han imidlertid en Handling, som vakte ikke ringe Forargelse hos Modstanderne, og som han selv vistnok har tøvet med at udføre, indtil den bydende Nødvendighed krævede den. Da Bisperne nemlig ikke vilde indvie evangeliske Lærere til Præsteembedet, dristede H. T. sig til at ordinere flere Saadanne, deriblandt hans Medarbejder M. Jørgen Sadolin og vistnok enkelte af de unge Mænd, som havde faaet deres Uddannelse i den evangeliske Præsteskole, som Sadolin siden 1526 forestod i Viborg. Ogsaa et andet Skridt havde H. T. foretaget, hvorved han paa det bestemteste havde brudt med Fortiden. Han havde nemlig indladt sig i Ægteskab med en Jomfru ved Navn Dorothea, efter Sigende en Søster til hans ovennævnte Medarbejder.

I Avg. 1529 begav H. T. sig til Kjøbenhavn, sikkert efter  kongl. Befaling, skjønt nogen saadan ikke mere er bevaret. Han lagde Rejsen over sin Fødeø Fyn, hvor han i Odense besøgte den nys udvalgte Biskop Knud Gyldenstjerne (VI, 378), som han kjendte fra Viborg, hvor Gyldenstjerne hidtil havde været Domprovst i Kapitlet og næppe havde hørt til Reformationens ivrige Modstandere. Huitfeldt beretter, at H. T. «gjærne havde omvendt ham, men han skaffede dermed ingen Frugt». En Kjendsgjerning er det dog, at Knud Gyldenstjerne senere stillede sig venligere til Reformationen end nogen af de andre danske Biskopper. – Tidspunktet for H. T.s Optræden i Kjøbenhavn var heldig valgt; thi i Foraaret 1529 var Biskop Lage Urne død, og hans Efterfølger, Joachim Rønnov, var saaledes bundet ved den Forpligtelse, han havde udstedt til Kongen ved sin Overtagelse af Bispedømmet, at han ikke kunde lægge Evangeliets Sag betydelige Hindringer i Vejen. I Kjøbenhavn blev St. Nicolai Kirke anvist H. T. til Virkeplads, skjønt den katholske Gudstjeneste i Kirken sikkert endnu ikke var ophørt. Her fortsatte han nu, som han havde begyndt i Viborg, i det han nemlig strax indførte dansk Salmesang, der her ligesom andensteds øvede en henrivende Virkning. I det hele er det forbavsende, hvor hurtig H. T.s reformatoriske Prædiken slog igjennem; men Brændet var allerede lagt til rette, der behøvedes kun den tændende Gnist. Et af de første Vidnesbyrd om den forandrede Stemning blandt Hovedstadens Befolkning var det, at Tiggerklostrene mistede den Støtte, de hidtil havde haft i Borgernes Almisser; et Aar var næppe forløbet siden den ny Prædikants Ankomst, da havde Graabrødrene maattet forlade deres Celler, mens St. Clara Kloster blev først senere lukket, og det var bestemt, at Helligaandskloster udelukkende skulde anvendes til Hospital. Ogsaa paa anden Maade gik Bølgerne højt i Kjøbenhavn, og ved Borgerskabets Hjælp lykkedes det H. T. at faa flere lutherske Præster i Virksomhed ved Byens Kirker, i hvilken Anledning det, som det synes, kom til et skarpt Ordskifte mellem ham og Biskop Rønnov ved et Møde mellem dem i Kapitelshuset, hvilket Sammenstød dog mulig bør henføres til et senere Tidspunkt.

Den stærke Bevægelse i reformatorisk Retning, som ytrede sig rundt om i Landet, især i Kjøbstæderne, gjorde det tilraadeligt, at der fra Statens Side gjordes Skridt for at tilvejebringe, om ikke en Afgjørelse, saa dog en modus vivendi. Da desuden Christian II’s truende Stilling i Udlandet gjorde det fornødent at skaffe Midler til Rustninger, blev det besluttet, at en Herredag skulde holdes i Kjøbenhavn i Juli 1530, hvor Religionssagen samtidig skulde forhandles, hvorfor ikke blot Kongen og Rigsraadets gejstlige og verdslige Medlemmer gave Møde, men ogsaa Afsendinger fra Kjøbstæderne og 21 lutherske Prædikanter. De katholske Prælater havde tilkaldt deres dygtigste Ordførere med Poul Helgesen i Spidsen og tillige nogle Munke fra Køln, hvoriblandt den fremragende theologiske Disputator Nicolaus Herborn, her til Lands kaldet Dr. Niels Stagefyr. I Prædikanternes Kreds indtog H. T. Førerstillingen, og ham skyldes det sikkert i alt væsentligt, at de strax til at begynde med kunde fremlægge en i 43 Artikler affattet Bekjendelse om deres Tro og Lære, hvori den hellige Skrift fremhæves som den ene fuldkomne Rettesnor for Kristne. Prælaterne overgave Kongen 27 Klageposter mod de evangeliske Prædikanter, hvoriblandt følgende: «Haver Mester H. T. tiltaget sig Biskops Magt at vie Præster og skikke Prædikanter, der nu iblandt dem bruges for kristne Præster». Paa disse Klagemaal gave Prædikanterne, atter med H. T. i Spidsen, fyndige Svar, og saaledes fortsattes en Tid. Men det var ikke den Vej, Bisper og Prælater havde ønsket at Sagen skulde gaa. De krævede, at der skulde anstilles en latinsk Disputats, hvori Nic. Herborns bekjendte dialektiske Evne kunde komme til at udfolde sig; men Prædikanterne vilde ikke fravige, at Samtalen skulde holdes paa Dansk. Spørgsmaalet om, hvem der skulde være Kampdommere, kunde der heller ikke opnaas Enighed om. Imidlertid delte  Prædikanterne de ovennævnte Religionsartikler mellem sig og prædikede over dem i Kjøbenhavns Kirker med vældig Kraft under stort Tilløb, og i Virkeligheden kom de til at bære Sejeren hjem, da Recessen af 14. Juli 1530 tilstod Frihed for Ordets Forkyndelse, kun med den Begrænsning: «Dersom nogen prædiker eller lærer noget andet, end han bevise kan med den hellige Skrift, da skal den samme stande derfor til Rette.» Men Lærens Overensstemmelse med den hellige Skrift var netop H. T.s Hovedkrav, og hans Anke var, at Papisterne lærte anderledes, og at «de havde opført en Kristenhed, som ikke var bestedt i Aand og Sandhed, som den skulde være, men var fattet i Ædelse og Beklædning, i Kirkebygning og Klosterlevned, i Lystændning og Vandviening, i Ofring og Pilegrimsløb, i lang Læsning og Sang, i døde Mænds Bens Be-prydelse og Sakramentets Højtidelighed etc.». Disse Ytringer forekomme i H. T.s Skrift «Svar til den falske og ukristelige Undervisning, som Lektor Poul skrev til Raadet i Kjøbenhavn om den papistiske Messe», et Skrift, der i flere Henseender er betydningsfuldt og viser H. T.s store theologiske Lærdom. Det blev 8. Dec. 1530 indleveret til Raadet, men udkom først i Trykken et halvt Aars Tid derefter.

Den Ophidselse i religiøs og til Dels ogsaa i politisk Henseende, som i hele Aaret 1530 fandt Sted i Kjøbenhavn, ytrede sig ikke blot derved, at det paa Borgernes Rodemaalsstævne blev vedtaget, «at hver Borger skal sværge til det hellige Guds Ord at leve og dø derhos, som vore Prædikanter prædike, og være det gamle Hykleri og papistiske Regimente imod inden Liv og Hals»; men den fik et endnu stærkere Udslag, da Misfornøjelsen med, at Bispen og Kapitlet ikke vilde indrømme de evangeliske Prædikanter samme Adgang til vor Frue Kirke som til Kjøbenhavns andre Kirker, fremkaldte et voldeligt Indbrud i nævnte Kirke (3. Juledag) under den voldsomme Borgmester Ambrosius Bogbinders Anførsel, hvorved mange «Tavler og Billeder» og andre til Helgendyrkelsen henhørende Gjenstande gik i Løbet. Vel lykkedes det H. T. omsider at standse Opløbet, som han ikke billigede; men det blev dog en Mindelse for ham om at holde til Raade med de heftige Udtalelser uden derfor at tabe Maalet af Sigte, hvortil der stræbtes, Afskaffelsen af Romerkirkens forskjellige Afvigelser fra den apostoliske Kristendom. For øvrigt kan det bemærkes, at med Hensyn til udvortes Skikke og Ceremonier var H. T. mere konservativ end mange andre, som det fremgaar af hans Uøbebog og forskjellige andre Udtalelser, som naar han i ovennævnte «Svar» siger: «Jeg har endnu her til Dags holdt alle vanlige Ceremonier i Messen og intet forvandlet enten i Messeklæder, Lystænding eller Sakramentets Opløftelse», Ord, der ingenlunde tyde paa zwinglianske Tendenser, som man undertiden, men næppe med Føje, har villet tillægge ham.

Efter Frederik I’s Død i April 1533 blev H. T.s Stilling i Kjøbenhavn vanskelig. Biskop Rønnov søgte at trænge ham tilbage for atter at faa Kirkerne i sin Magt, og paa Herredagen i Kjøbenhavn i Juli s. A. optraadte Poul Helgesen paa Prælaternes Vegne som Anklager mod H. T. og søgte at faa ham overbevist og dømt for Kjætteri. Ved Rigshofmester Mogens Gjøes Mellemkomst fik Sagen, der truede med at standse H. T.s reformatoriske Virksomhed, imidlertid kun en forbigaaende Betydning for ham (s. XIV, 515 f.). Men den lagde klart for Dagen, hvor høj Pris Hovedstadens Borgere satte paa ham, og efter at Stormen var reden af, kunde han fortsætte sin Gjerning mod at afgive en Erklæring om at vise Lydighed mod Biskoppen og afvende hans Skade samt at afholde sig fra alle Skjældsord mod gejstlige Personer. – Til den forholdsvis rolige Tid, som fulgte, efter at et i ydre Henseende fredeligt Forhold var tilvejebragt mellem Biskop Rønnov og H. T., maa sikkert henføres sidstnævntes danske Oversættelse efter Grundtexten af de 5 Mosebøger, som udkom Magdeburg 1535 (Udgaver findes med Aarstallene 1536 og 37), et betydeligt Sprogværk, der vidner om Dygtighed og Selvstændighed. Værkets Titel, «Det gamle Testamente med Tro og Flid fordansket», viser, at det var Oversætterens Tanke at gaa videre, naar Tid og Omstændigheder tillode det.

Om H. T.s Skæbne under Grevens Fejde savne vi Efterretninger. Han maa antages fremdeles at have opholdt sig i Kjøbenhavn som Præst ved St. Nicolai Kirke og saaledes at have gjennemlevet den haarde Belejrings Trængsler (1535-36), der, efter at ethvert Haab om Befrielse var udslukket, maatte ende med Overgivelse. At den afgjort lutherske Konge Christian III endelig fik Magten, synes ikke at have kunnet forvolde H. T. Sorg, da Reformationens Sejer derved var sikret. Efter Stadens Overgivelse opnaaede han ved Hjælp af den kongl. Hofprædikant M. Johan Albertsen Kongens Beskjærmelsesbrev for sig med Hustru og Børn, og snart finde vi ham atter i fuld kirkelig Virksomhed. – I Forbindelse med Stadens andre Præster udgav han en Haandbog med Anvisninger og Formularer for de kirkelige Handlinger. Selv fuldendte han et maaske længe forberedt Arbejde, nemlig en Postil over Søndagsevangelierne og -epistlerne, der rigtignok først udkom 1539 i Magdeburg, men hvori Tilegnelsen til Christian III er mærket med Aarstallet 1536, paa hvilken Tid den første Halvdel af Værket, «Vinterdelen», altsaa maa have været færdig fra Forfatterens Haand. I den omtalte Tilegnelse priser H. T. Frederik I for hans fredsæle Sind og for den Beskyttelse, han havde ydet Evangeliets Forkyndere; «han havde gjærne set en god, skikkelig og skjellig Reformats i Kirken», om Forholdet havde været dertil. For Christian III, «der overgaar sin Fader i sand Gudsfrygt og alvorlig Nidkjærhed for Guds Lov og Christi Evangelium», opruller han et Program for Kongens fremtidige Virksomhed for Kirken, og det saaledes, som det siden i alt væsentligt kom til Udførelse. Hvad selve Postillen angaar, da er den et ypperligt Arbejde (et Udvalg af disse Prædikener er paa ny udgivet af L. Helveg 1850), en fortræffelig Anvisning for evangeliske Prædikanter og et betydningsfuldt Sprogværk. Det er ikke længere Stridens skarpe Ord, men Opbyggelsens og Belærelsens jævne, men alvorsfulde Tone, der gaar gjennem dette Værk, der er beregnet paa de mange endnu lidet udviklede Præster; thi», siger H. T., «jeg har i disse 12-13 Aar, jeg har prædiket Evangelium, i Sandhed fornummet og forfaret, at mange (Præster) have standet i Stampe og ere i Lærdom blevne de samme, de vare, ikke af nogen ond Vilje eller Had til Ordet og den evangeliske Lærdom, men af Vanvittighed». De trængte derfor haardt til Vejledning.

H. T. var en af de Mænd, som i Slutningen af 1536 indkaldtes for at deltage i Arbejdet paa den danske Kirkeordinans, og da Universitetet 1537 var gjenoprettet, fik han det Hverv at vejlede den studerende Ungdom i det hebraiske Sprog. Han fortsatte dog fremdeles sin Præstegjerning ved St. Nicolai Kirke. Det maa vække Forundring, at han, som havde ført an i Striden, ikke var blandt de første, som af Kongen beskikkedes til evangeliske Superintendenter. Forskjellige Grunde kunne have samvirket til denne tilsyneladende Forbigaaelse. Men den blev Anledning til, at H. T. endnu en Gang fik Lejlighed til at udfolde sine store Evner som Gjennembruddets Mand, i det han fra Jan. 1538 fik den Opgave som Læsemester og Prædikant ved Domkirken i Roskilde at hjælpe til Reformationens Gjennem førelse i Livet i den gamle Stiftsstad, der endnu var saa rig paa levende og døde Minder om Fortiden, og hvor der trængtes stærkt til en vækkende Røst. Det var sikkerlig ikke efter Kapitlets Ønske, men efter indstændig Anmodning fra Borgmestre og Raad i Roskilde, at H. T. fik Tilladelse til for en Tid at forlægge sin Virksomhed til denne By, hvor han daglig holdt theologiske Forelæsninger for det talrige «Klerken» og for Præster fra Omegnen, der trængte til Befæstelse i den evangeliske Lære. Han havde dog endnu ikke opgivet sit Embede i Kjøbenhavn og blev i Juli 1538 kreeret til Bakkalavr i den hellige Skrift under Dr. Ped. Palladius’ Præsidium; men i Sept. 1539 maatte Kapitlet efter kongl. Befaling anvise ham fast Løn samt en af Kannikeresidenserne til Bolig. I Roskilde virkede han saaledes i o. 4 Aar, indtil han af Præsteskabet i Ribe Stift valgtes til dettes Superintendent eller Biskop. Det var første Gang, den ved Kirkeordinansen foreskrevne Valgmaade kom til Anvendelse, og Valget, traf ikke den urette. 30. April 1542 indviedes H. T. i Ribe Domkirke af Dr. Joh. Bugenhagen, samtidig med at Kongen og Rigsraadet samt Landets evangeliske Biskopper vare samlede her for at vedtage nogle fornødne Tillæg til den tidligere lovtagne Kirkeordinans.

De sidste 20 Aar af sit Liv tilbragte H. T. i Ribe. Sjælden forlod han Stiftet, kun naar Kongen kaldte ham, eller naar Drøftelsen af vigtige Sager gjorde det nødvendigt, at Biskopperne samledes, saasom ved Nationalsynoderne i Antvorskov 1546 og i Kjøbenhavn 1555. Men i Stiftet selv var der ogsaa nok at tage Vare paa. Hans Forgænger, Tyskeren M. Hans Wenth eller Wandalus, under hvem Reformationen var gjennemført i Ribe Stift, havde nemlig dels kun virket i faa Aar, dels ikke ret været Opgaven voxen af Mangel paa Færdighed i det danske Sprog. Under disse Forhold laa det H. T. alvorlig paa Sinde at faa en god kirkelig og sædelig Orden indført i hans vidtstrakte Stift. Allerede i Fortalen til sin ovennævnte Postil havde han indtrængende opfordret Kongen til at tage sig af Kirker og Skoler, af Hospitaler og fattige og ved strænge Straffe at hemme «Mord og Mandslæt, vrange og vildige Domme, det vitterlige og saare almindelige Skjørlevned, det overflødige Slemmeri og de store, forfængelige Eder med andre flere Saadanne aabenbare onde Sædvaner». Efter at H. T. som Biskop selv havde faaet Øvrighedsmagt, laa det derfor nær for ham at gjøre, hvad han kunde, for at sætte en Dæmning mod de onde Vaner og at ophjælpe det kirkelige og kristelige Liv i hans Stift. Den samme frygtløse Nidkjærhed, der havde udmærket hans tidligere Virksomhed, fulgte ham ogsaa paa Bispestolen. Kirker, Skoler og Hospitaler havde i ham en trofast Værge; Overtro og Trol-domskunster, der vare en slet Arv fra Fortiden, søgte han med Alvor at bekæmpe, som det ses af et udførligt Sendebrev, han herom lod udgaa til Stiftets Præster; men gode Sæder havde i ham en kraftig Støtte og Forsvarer i en Tid, da megen Raahed gik i Svang, og da det mangen Gang kunde være en farlig Sag at angribe onde Vaner, der havde vundet Hævd blandt Befolkningen. Kan det end vistnok med Føje siges, at H. T. undertiden tog Tingene paa en heftigere og skarpere Maade, end det strængt taget behøvedes, saa var denne Heftighed nøje knyttet til det bedste i hans Karakter. Betegnende er saaledes hans Iver for at gjennemføre alvorlig Kirketugt, og det ikke blot mod de smaa, men ogsaa mod de store, som ellers vare vanskelige at ramme. Adelen tillod sig, skjærmet af sine Standsprivilegier, ofte Voldsomheder og Raaheder, som den verdslige Arm vanskelig kunde og nødig vilde ramme, men som H. T. haabede at kue ved en Stræng Kirketugt. Til denne «uædle jyske Adel», som han kaldte den, stod han som oftest i et meget spændt Forhold. Han kunde ikke rolig se paa, at den stillede sig uden for Loven og plyndrede Kirker og kirkelige Stiftelser for Ejendomme, der endnu vare dem levnede. Adelen gjorde fra sin Side Gjengjæld og fremkom 1552 med et Andragende til Kongen om, at det Gods, der i sin Tid var givet Kirkerne for Psalterlæsning og Sjælemesser, nu maatte overgives til Adelen, da de gejstlige Herrer i Ribe Kapitel, som man paastod, bestyrede disse Godser slet. Fjendskabet mod H. T. fra Adelens Side skal være gaaet saa vidt, at en Herremand med Sværdet i Haanden søgte at komme  ham til Livs i selve Domkirken, hvilket dog blev afværget ved Borgernes Mellemkomst. – Da en Del sønderjyske Kirker fra gammel Tid laa under Ribe Stift, fik Biskoppen, der holdt paa den danske Krones og Bispedømmets Ret, mange ubehagelige Sammenstød med de hertugelige Lensmænd, der stadig søgte at tilegne sig Magten over disse Kirker.

I Følge Fortidens enstemmige Vidnesbyrd var H. T. meget nidkjær i sit biskoppelige Embede; han visiterede flittig og tog sig med Iver af alt, hvad der hørte til hans Kald. Han prædikede hyppig og holdt stadig theologiske Forelæsninger i Lektoriet ved Domkirken, ligesom han havde gjort i Roskilde. Da Christian III 1543 besøgte Ribe, opnaaede H. T. kongl. 20 Aars Privilegium paa uforstyrret af Eftertryk at maatte udgive en af ham besørget dansk Oversættelse af Bibelen – altsaa en Fortsættelse af, hvad han 1535 havde begyndt. Men siden høres intet om Sagen, hvad Grunden end maatte være. Snarest kunde man formode, at ingen Bogfører har turdet paatage sig de store Udgifter, som Trykningen af et saadant Værk nødvendig maatte kræve. – Den bekjendte Salmebogsudgiver M. Hans Thomesen, der personlig havde staaet H. T. meget nær, har berettet, at denne «lod den danske Salmebog udprentes forbedret i det Aar 1544». Denne Udgave er nu tabt, derimod haves en senere, mulig noget ændret eller øget Udgave fra 1553. H. T. har selv forfattet Salmer; nogle Saadanne ere endnu bevarede. At enkelte af de satiriske Digte fra Reformationens Kampaar ere forfattede af ham, kan med Grund formodes; med Vished vides det om den mærkelige «Vise om Løgn og Sandhed», der plejer at henføres til 1533. Paa en særdeles levende Maade og i et godt Sprog skildres heri, hvorledes Sandheden husvild og landflygtig maa vandre fra et Sted til et andet, fra Ridderborg til Bondehytte, fra Bispeslot til Munkebo. Men overalt følger Løgnen den i Hælene og oprører Sindene imod den. Kun i Klosterfængselet vil man unde den en Bolig. Men skjønt det saaledes ser sort ud for den arme, forfulgte Sandhed, varsler Digteren dog, at Bladet en Gang vil vende sig, da Sandheden vil komme til Ære, og Løgnen med Skamme maa fly. – I det hele har H. T. Livet igjennem syslet flittig med Pennen; men ikke alt blev trykt, som egnede sig dertil. Ved et heldigt Tilfælde ere dog flere af hans egenhændige Haandskrifter endnu bevarede (udgivne sammen med nogle af H. T.s forhen trykte, men nu yderst sjældne Smaaskrifter paa det kongl. danske Selskabs Foranstaltning ved Rørdam 1870).

I den sidste Del af sit Liv led H. T. af Podagra og Stensmerter. Strængt Arbejde og Besværligheder af mange Slags havde saa at sige hørt til hans daglige Brød Livet igjennem; men han bar det med Taalmodighed og vidste at indordne al Modgang under Troen paa Guds Førelse med ham. Han døde 11. Nov. 1561. Hans Valgsprog var: «I Morgen skal min Retfærdighed svare for mig» (1. Moseb. 30, 33), og han fortjener utvivlsomt et Eftermæle som faa Mænd i den danske Kirke. Vistnok har han til Tider brugt stærkere Ord, end vi, der staa uden for Striden, nu kunne billige; men mere end nogen anden enkelt Mand, som vi kunne nævne, har han dog bidraget til at tænde Evangeliets Lys i vort Fædreland. Andre, og da navnlig Sjællands berømte Biskop Peder Palladius, have vel haft større Evne til at lede den kirkelige Livsstrøm ind i et roligt Leje; men hvor det gjaldt at bryde Vej, der var H. T. Manden. Da det første haarde Arbejde var gjort, kunde Efterfølgerne uden Skade gaa lempeligere til Værks. Paa H. T. passede, som en gammel Kilde siger, Apostelen Paulus’ Beskrivelse (1. Tim. 3) af, hvorledes en ret Biskop bør være. Et andet Vidne fra Fortiden ytrer: «Ved hans Død mistede den danske Kirke den højlærde, ærværdige Lærefader og Biskop, som først aabenbarlig bekjendte, prædikede og førte den lutherske Religion paa Fode i Danmark og Norge.»

Efter sin 1. Hustrus Død havde H. T. ægtet Anne Andersdatter (d. 24. Avg. 1570), der vistnok var fra Kjøbenhavn og var en Slægtning af den i sin Tid bekjendte Tolder Frands Villumsen, der berigede Universitetet med en egen Bogsamling. Gjennem flere af sine Døtre er H. T.’ Stamfader til en ret anselig Efterslægt. Hans Svigersøn Biskop Hans Laugesen i Ribe (X, 131) satte ham et Mindesmærke i Ribe Domkirke, der indeholder vigtige Bidrag til hans Levned. 400 Aar efter hans Fødsel rejstes en smuk Mindestøtte over ham i hans Fødeby Birkende."