Provst Erik Walkendorf

Provstedømmets økonomi

Provster

Kanslere

Slægtens stamtavle

Mester Erik Walkendorf til Straume, Sykkylvenvar i Norge (* ca. 1460), var provst i Roskilde og den udvalgte konge Christierns (II's) kansler. Han blev ærkebiskop i Nidaros (Trondhjem) 1510 til sin død 1522.

Mere om Peder Sunesen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebiskop, var Søn af Axel V., Landsdommer paa Laaland, og Margrethe Pallesdatter (Ulfeldt). Uden at hans Studier og Ungdom nærmere kjendes, ses han at være gaaet den gejstlige Bane og at være bleven Domprovst i Roskilde. Meget tidlig kom han til at færdes i Kongesønnen Christian (II)’s Nærhed, var hos ham 1499, da han hyldedes som svensk Tronfølger, og fulgte ham 1506 til Norge som hans Sekretær og private Raadgiver. Beretningen om, at E. V. skulde have indledet Kongesønnens Forbindelse med Dyveke ved en forførerisk Skildring af dennes Yndigheder, maa anses for Opdigtelse og Snak. I 1510 blev den norske Ærkebispestol ledig efter den gamle, altid oppositionelle og Prins Christian lidet behagelige Gautes Død. Domkapitlet valgte en gejstlig af sin egen Midte, Mag. Johannes Krabbe, til hans Eftermand, men Prins Christian fik sin Fader til ved Henvendelse til Pave Julius II (hvad der stred mod Haandfæstningens § 6) at udvirke Provision for E. V. (16. Avg. 1510), hvorefter denne indviedes i Rom. E. V. har siden med Styrke paastaaet, at han kun mod sin Vilje lod sig bevæge til at modtage den høje Værdighed, der da heller ikke bragte ham varig Lykke.

Han kom først 1511 til sit Sæde, og i 1513 mødte han i Kjøbenhavn ved Forhandlingerne om Christian II’s dansk-norske Haandfæstning. 1514 kronede han den unge Konge i Oslo, 1515 var han Formand for det Gesandtskab, der hentede Dronning Elisabeth fra Nederlandene. Først nu har han egentlig kunnet begynde sin ivrige og hæderlige Virksomhed ved sit Ærkesæde. Han lod bl. a. med stor Energi bygge paa den længe forfaldne Domkirke, hvorom hans Vaaben i denne endnu minder. Mange Planer optoge hans Tanker, deriblandt Udnyttelsen af Norges metalliske Rigdom og Gjenoptagelsen af Nordmændenes Fart paa det i de sidste Menneskealdre opgivne og forglemte Grønland. For Gudstjenesten i den norske Kirkeprovins sørgede han ved at lade trykke et norsk Breviarium i Paris 1519 og et norsk Missale i Kjøbenhavn s. A., den første bekjendte Anvendelse af Bogtrykkerkunsten til særlig norsk Brug. Udgivelsen af den første Kirkebog besørgedes ved den senere Biskop i Oslo, Hans Reff, og af den sidste ved E. V.s senere Eftermand Olaf Engelbrechtsen, der alt da nød megen Anseelse og var Official i Throndhjem.

E. V. havde i sin Tid nydt Christian II’s højeste Gunst, men det varede ej længe, inden dette Forhold ganske forandredes, noget, hvorfor visselig den hele Skyld falder paa Kongen. Først maatte Ærkebispen finde sig i meget haarde Pengeudpresninger, der allerede begyndte, før han tiltraadte Sædet, og stadig gjentoge sig, hvorved dog maa erindres, at Norges Metropolitan tillige var Indehaver af store verdslige Len. Alene i 1519 paalagdes der ham saaledes en Skat af 9000 Mark i rede Penge. Han maatte dertil samtidig deltage i Krigen mod de svenske i Jæmteland og til Stadighed underholde en forholdsvis stor væbnet Styrke. Throndhjems Ærkestift var dog ogsaa stort og meget indbringende, især siden dets Indehavere i den senere Tid dreve en overmaade stor og fordelagtig Fiskehandel. E. V. er den første Ærkebisp, der ses (i Lighed med Ærkebispen af Lund paa Bornholm) at have ligefrem forundt nogle af sine Tjenere Breve paa at være «Frimænd» og Ret til «Skjold og Hjælm» for sig og Efterkommere.

Disse Pengeofre vare imidlertid det mindste. Værre blev det, da «Sigbrit Moder» lod sit Had gaa ud over ham. Hun tillagde nemlig E. V. Skylden for Dyvekes Død. Selvfølgelig har hun ikke mistænkt ham for Giftblanderi eller ligefremme Efterstræbelser, men hun havde hørt, at E. V. i Nederlandene havde lovet Dronning Elisabeths Familie at gjøre, hvad der stod i hans ’Magt for at bevirke Dyveke fjærnet, og vidste vel, at der i Nederlandene var slaaet paa, at Frillen maatte bort med det gode eller onde, og at der kunde blive Tale om «une grande finesse». Da saa Dyveke virkelig kom af Dage paa en mystisk Maade, vaktes Sigbrits Harme mod Ærkebispen, og han kom til at føle det. Sigbrit havde, som man ved, forstaaet ogsaa i Norge at faa nogle af sine Kreaturer anbragte i høje Stillinger, deriblandt den raa og uværdige Mag. Hans Mule, der foreløbig var bleven Befalingsmand paa Akershus. Denne begyndte straks at fortrædige dels E. V.s Tjenere i Oslo og Hamars Stifter, hvor Ærkestolen havde adskillige Besiddelser, dels de endnu talrige Pilegrimme, der søgte til St. Olaf. Klager til Kongen hjalp intet. Til sidst besluttede Ærkebispen at drage bort for at søge Oprejsning. Efter at have sørget for, at Arbejderne ved Domkirken kunde fortsættes, rejste han fra Throndhjem 1521. I Slutningen af Juni traf han i Amsterdam Kong Christian II selv, et for begge overraskende Møde. E. V., hvis Paastand vi ej have Ret til at forkaste, erklærede, at hans Agt havde været at rejse til Danmark for at henvende sig til dettes Rigsraad, og at det kun var Storm og Uvejr, der havde bragt ham til Holland. Han var her allerede bleven fornærmet af Sigbrits raa Broder og Søster, og Christian II vilde nu lade ham fængsle, men herpaa gik Øvrigheden i Amsterdam ikke ind. Kongens Beskyldninger mod sin gamle tro Tjener for at have forgrebet sig paa Domkirkens Skatte kunde E. V. paa det grundigste gjendrive ved Kannikernes Erklæringer, at han tvært imod havde forøget dem (han havde bl. a. stiftet et Vikarie i Throndhjem af egne Midler). Over Utrecht, hvorfra han i Nov. 1521 sendte det danske Rigsraad en udførlig Skildring af de mod ham stedfundne Forurettelser, og hvor han tillige gjorde et Slags Testamente, drog han derefter til Rom for Penge, laante mod Pant. Da han naaede en evige Stad (2. Febr. 1522), var Leo X just død. Den nye Pave, Hollænderen Hadrian VI, var en personlig Bekjendt af E. V. fra Gesandtskabsrejsen i 1515, men kom først ud paa Høsten til Kurien, og E. V.s Dage stundede til Ende. Han døde nemlig i Rom 28. Nov. 1522. Hans Eftermand fandt blandt hans Efterladenskaber bl. a. et højst interessant, endnu bevaret Klageskrift til  Paven.

E. V. hører visselig til de mærkeligste af de 26 Mænd, der have været Ærkebisper i Nidaros, og fortjener en smuk Plads mellem danske Mænd, der have gjort sig fortjente i Norge. Den tyske Forfatter Jacob Ziegler, der i Rom gjorde hans Bekjendtskab, skildrer ham som «en ærværdig Olding, der allerede ved sit klare Aasyn lagde sin ærlige Sjæl for Dagen».

Ogsaa i Litteraturens Historie fortjener E. V. at mindes, en Ære, som han kun deler med en eneste af sine Forgængere paa Ærkestolen, den vældige Eystein i det 12. Aarhundrede. Vi have allerede nævnt Udgivelsen af de to norske Kirkebøger. Hertil kommer, at han understøttede Udgivelsen af Saxo Grammaticus (Paris 1514), hvorom Christiern Pedersen selv vidner i sin Fortale til dette Værk. Til den nys nævnte Zieglers mærkelige Værk «Schon-dia» har han ydet Forfatteren Bidrag. Og endelig er der ganske nylig fremdraget et litterært Arbejde af E. V. selv, nemlig hans i Form af Brev til Leo X nedskrevne Beskrivelse over Finmarken (naturligvis paa Latin). At et saadant Skrift havde existeret, vidste man fra en Udtalelse af Olaus Magnus, til hvis Kilder det hører, men det ansaas for tabt, indtil det for faa Aar siden gjenfandtes i Rom af K. H. Karlsson og derefter udgaves af G. Storm for det norske geografiske Selskab."