Våbenskjold og slægt Johan Barnekow

Hans Barnekow var lensmand på Roskildegård 1552-1557. Efter reformationen fik han på hjemøen Rügen de tidligere bispegodser Ralsvik og grevskabet Streu som livslen 1541. I Danmark fik han forlening på livstid på Bosø Kloster i Skåne 1545.  Han skrev sig i Danmark til (og ejede altså) de tidligere bispegodser Birkholm (Ellinge) og Tølløse. Og så ejede han (Jomfruens) Egede på Sjælland. Det var en rig herre. 

Barnekow havde fået en lærd uddannelse. Han studerede 1529 i Wittenberg og kaldes ved sin død "nobilis et doctus". Efter faderens død opstod der stridigheder med Hertugerne af Pommern angående det rygenske gods. Barnekow måtte forhandle med dem 1543, og ved denne Lejlighed har Christian III lært ham at kende som en dygtig diplomat. Kongen benyttede ham herefter som sendebud, særlig til de protestantiske fyrster i Tyskland, og det var ham, som 1547 blev afsendt med 40000 Guldgylden til deres understøttelse. Han var som ung (1524) blevet udnævnt til nominel præst i Roskildebispens kapel i Streu på Rügen. 1546 blev han rigsråd, året efter blev han naturaliseret og var dermed ikke pommeraner, men dansker.

Han var gift med Eskil Oxes søster, og samme Eskil var rentemester og dermed den, der uddelte og førte regnskab med kronens len. Det har sikkert haft betydning, da svoger Hans fik det rige len i Roskilde.

Det var almindeligt, at kancelliets folk sørgede godt for sig selv og deres slægtninge, der dels fik vigtige len, dels for nogles vedkommende slap for at mærke lensreformen i dens hårde form. På Nyborghus, et af kongens vigtigste opholdssteder, og på Ålborghus sad f. eks. kansler Johan Friis' to næstsøskendebørn Jakob og Frans Brockenhuus uden at skulle yde afgift; på Roskildegård sad som stiftslensmand altså Hans Barnekow, der var gift med Eskil Oxes søster. To andre svogre Otte Rud og Jørgen Brahe havde henholdsvis Gotland og Nykøbing Slot på Falster. Rentemesteren selv fik lov at indløse Holme Kloster på Fyn. Dette gods havde kronen solgt til Jakob Hardenberg, men havde betinget sig tilbagekøbsret.

Var disse tjenester til venner og slægtninge - korruption ville vi kalde det i dag - måske almindelig praksis (en del af aflønningen som i visse fattige lande i dag), vakte de dog vrede hos de slægter, der ikke blev favoriseret eller som blev direkte ramt af lensreformen, og det var blandt disse, at der opstod en opposition. Til reformernes modstandere i 1550'erne må man regne Mogens Gyldenstjerne og brødrene Børge og Herluf Trolle, der samtidig stod i modsætningsforhold til Oxerne. Man følte, at den hårdhændethed, som reformerne blev drevet igennem med, mere skyldtes Peder og Eskil Oxe end kansleren selv. Lige så betydningsfuld var en private godsstrid, der havde sat ondt blod mellem parterne. Fra 1555, da han måtte afgive Helsingborg til Jakob Brockenhuus, kunne Peder Skram i øvrigt slutte sig til de utilfredse.

Da Peder Oxe faldt 1557, mistede alle venner og slægtninge deres len og fordele. Også hans Barnekow. De blev dog alle taget til nåde senere - hvilket jo også Peder Oxe blev. Barnekow døde på Koldinghus 9/2 1559. Han blev begravet i Skt. Knuds Kirke i Odense, hvor en stor pragtfuld ligsten dækkede hans grav, indtil den i midten af 18. århundrede blev ødelagt.

Mere om Hans Barnekow fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Rigsraad, Herre til  Ralswik og Grevskabet Streu paa Rygen, Ellinge og Egede paa Sjælland. Hans Fader, Morten B., af pommersk Slægt, var forlenet med Roskilde Stifts Ejendomme paa Rygen, der som Arveforlening gik over paa Sønnerne, særlig H. B. Igjennem denne Forlening stod Slægten i nær Forbindelse med Danmark; hos den opholdt Johan Friis sig, da han under Grevens Fejde flygtede bort fra Danmark. H. B. havde faaet en lærd Opdragelse; han studerede 1529 i Wittenberg og kaldes ved sin Død «nobilis et doctus». Efter Faderens Død opkom Stridigheder med Hertugerne af Pommern angaaende det rygenske Gods; H. B. maatte forhandle med dem 1543, og ved denne Lejlighed har Christian III lært ham at kjende som en dygtig Diplomat. Kongen benyttede ham fra nu af hyppig som Sendebud, særlig til de protestantiske Fyrster i Tyskland, og det var ham, som 1547 blev afsendt med 40000 Guldgylden til deres Understøttelse. Da imidlertid Carl V allerede havde slaaet og fanget dem, kom han tilbage med Pengene uden at have kompromitteret Kongen. Han hørte til den Kreds af Tyskere, som Christian III førte ind i Landet, og som alle lovede «at bygge og bo i Riget og tage sig en indfødt Hustru af dansk Adel». H. B. giftede sig med Mette Oxe til Tølløse, Peder Oxes Søster, som bragte ham store Rigdomme. Han blev selv en af Danmarks rigeste Adelsmænd. 1547 kjøbte han af Kongen Ellinge (nu Løvenborg), som han kaldte Birkholm, og han byggede her den prægtige Hovedbygning, som endnu staar. Af Bent Bille kjøbte han Hovedgaarden Egede og en Mængde Gaarde rundt om i Landet. Han sad som Lensmand paa Roskildegaard 1552-57, paa Bosjø i Skaane 1553-59, paa Østrup 1548-59, og han var en af de faa tyske Adelsmænd, som under Christian III fik Sæde i Rigets Raad. Han synes ogsaa at have fortjent denne Værdighed som Paaskjønnelse af sin Dygtighed baade som Lensmand og som Statsmand. H. B. døde i Begyndelsen af 1559 og blev begravet i St. Knuds Kirke i Odense, hvor en stor pragtfuld Ligsten dækkede hans Grav, indtil den i Midten af 18. Aarhundrede blev ødelagt. Hans Hustru overlevede ham indtil 1582."