Harald Blåtands død som Adam af Bremen fortæller historien.

 2: 27. I ærkebispens (Adaldags) livsaften blev vor stilling blandt barbarerne svækket, og kristendommen i Danmark blev forstyrret; et fjendtligt menneske søgte i misundelse over den guddommelige religions skønne begyndelse at så ugræs. Thi dengang iværksatte Sven Otto Tveskæg), søn af den store danerkonge Harald, mange anslag mod faderen og lagde endog sammen med dem, faderen mod deres vilje tvang til kristendommen, råd op om, hvorledes han skulle berøve den allerede gamle og svagelige mand kongemagten. Pludselig danner danerne da en sammensværgelse, fornægter kristendommen, indsætter Sven til konge og erklærer Harald krig. Men denne, der lige fra sin kongemagts begyndelse havde sat alt håb til Gud, lagde da i særdeleshed nu sagens udfald i Christi hånd og besluttede, skønt han forbandede krigen, at værge sig med våben. Som en anden David gik han ud til kampen og sørgede over sin søn Absalon, mere ked af dennes forbrydelse end af sin egen fare. I denne sørgelige krig, der var værre end en borgerkrig, blev Haralds parti besejret. Selv flygtede han fra slaget, gik om bord i et skib og slap over til den stad Jumne hos slaverne.

 2: 28. Af dem blev han - hvad man ellers ikke kunne håbe, da de jo var hedninger - humant modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus. Hans lig blev af hæren ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde grundlagt til ære for den hellige Trefoldighed. Da jeg ville udspørge hans sønnedattersøn Sven (Estridsen), der nu regerer i Danmark, angående hans død, så fortav han som en anden Tydeus sin bedstefaders ugerning, men da jeg fremhævede fadermordet, sagde han: ”Det er det, som vi efterkommere bøder for, og som fadermorderen selv måtte sone ved sin landflygtighed. Men denne vor Harald, som var den første, der påbød danerfolket kristendommen og fyldte hele Norden med præster og kirker, han, det siger jeg, blev uskyldig såret og forjaget for Christi skyld, men han vil, det håber jeg, ikke komme til at savne martyrkronen. Han regerede halvtreds år. Hans død faldt på Allehelgensdag. Mindet om ham og hans hustru Gunhild skal leve evig hos os. [Dette er, hvad vi ved, er sket på ærkebisp Adaldags tid, men i øvrigt har vi ikke kunnet efterspore alle hans fortjenester. Der er dem, der påstår, at han har gjort helbredelsesundere, både mens han levede og efter sin død ved sin grav, samt andet mere nemlig at blinde ofte er blevet seende, og at mange andre undergerninger er hændt Men ganske sikkert er det, at han har givet såvel vort folk, som nordalbingierne og Friserfolket de love og retsregler, som disse endnu af respekt for hans myndighed bestræber sig for at overholde.]

 2: 29. Da kong Sven på den tid havde foranstaltet en stor kristenforfølgelse i Danmark, skal ærkebispen ved ydmyge sendebud og hyppige gaver have stræbt at formilde den grumme konges sind over for de kristne. Men denne afviste dem og begyndte at rase i sin grusomhed og troløshed. Men Guds straf ramte kongen for hans oprør mod Gud. Da han indlod sig på krig mod slaverne, blev han nemlig to gange taget til fange og ført til Slaverland, og begge gange måtte han løskøbes af danerne for en umådelig sum i guld. Alligevel ville han endnu ikke vende tilbage til Gud, som han først krænkede ved drabet af faderen og siden tirrede ved mordet på de troende; da optændtes Herrens vrede, og han gav ham i hans fjenders hånd, for at han skulle lære ikke at spotte.

Harald Blåtand