Foto Alabasthovedet Margrethes kjole Mødet i Kalmar 1397                                                    Dronningens stamtavle

Dronning Margrethes sarkofag ved højalteret i Domkirken.

Blandt dem, som gennem tiderne har stået for Danmarks styre, hører Margrete Valdemarsdatter, »frue og husbonde og formynder« for riget, til blandt de klogeste. Hendes fader, Valdemar Atterdag, havde bragt riget på fode igen. Hun førte det frem til dets gamle førerstilling i Norden og samlede de tre nordiske riger i en fælles fred. Hertil kom, at den, som gjorde disse store ting, var den eneste kvinde, som i længere tid har rådet for riget. Hun havde netop kløgtigt og kraftigt taget fat på løsningen af et gammelt og livsvigtigt spørgsmål: Sønderjyllands genforening med riget, da hun på Flensborg fjord ramtes af pest 28. oktober 1412. Hendes lig kom først til klosterkirken i Sorø, men derfra førtes det siden til sit endelige hvilested i Domkirken i Roskilde, hvor hun var blevet døbt i 1353. I 1413 fejredes hendes begængelse, en tre dages sørgefest, med megen pragt. I 1423 blev hendes kostelige sarkofag færdig. Den er bekostet af hendes fostersøn og efterfølger på den danske trone, kong Erik af Pommern, men forinden havde den Danske Kirke rejst sin tro tjenerinde og lige så trofaste velynderinde et mindesmærke omkring hendes hvilested, nemlig de særprægede korstole, som stadig pryder Roskilde domkirke.

Margrethe I, datter af Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Født 1353 på Søborghus. Død af pest 28 oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord, efter sigende i nærheden af Okseøerne. Dronningens afsjælede legeme blev først gravsat i Sorø, men biskop Peder Lodehat lod liget overføre til Roskilde Domkirke den 4 juli 1413.

ÆGTESKAB
Gift med Håkon VI af Norge i april 1363 i København efter at have været trolovet med ham fra 1359. Håkon var søn af kong Magnus Eriksen af Norge. Født ca. 1340. Død 1380.

BØRN
1. Oluf, født december 1370 på Akershus i Oslo. Død på Falsterbo Slot i Skåne den 3 august 1387.

Margrethe I tilbragte sin barndom i Norge. Da Valdemar Atterdag i 1375 døde uden at efterlade sig mandlige arvinger, lykkes det Margrethe at formå det danske rigsråd til at vælge hendes mindreårige søn, Oluf, til Danmarks konge året efter. Det skete på trods af, at Albrecht af Mecklenburg arveretsligt egentlig var nærmeste kandidat til den danske trone. Som formynder for Oluf regerede hun efter Håkons død i 1380 også Norge. År 1385 opnåede hun at hanseaterne tilbagegav det vestlige Skåne, som de havde haft i pant i 15 år.
Holstenerne måtte nu acceptere det danske riges overhøjhed over Sønderjylland, ligesom det for en periode lykkes hende at få de nordiske farvande renset for sørøvere. Efter sønnens tidlige død i 1387, valgtes hun af danskere og nordmænd til "fuldmægtig frue og husbonde og hele rigets formynder".
Ved den svenske adels hjælp sejrede hun 1389 over den svenske kong Albrecht (af Mecklenburg) ved Åsle nær Falköping. Albrecht der kæmpede under titlen "Danmarks og Norges konge", blev taget til fange.
I 1397 opnåede hun at få sin søsterdattersøn Erik VII af Pommern kronet til dansk, norsk og svensk konge. Den såkaldte "Kalmar-Union", der på papiret holdt til 1523, var hermed en realitet. Skønt unionsdokumentet bestemte at hvert af unionslandene skulle bevare egne love og regeres af indfødte mænd, styrede Margrethe i enhver henseende alle tre riger. Hun indsatte således danske og tyske lensmænd i Norge og Sverige, ligesom hun sikrede sin magt i Danmark ved at nedrive adelsborge, inddrage stormandsgods og undlade at besætte større, magtgivende embeder med adelsmænd. I Sønderjylland sikrede hun sig stadig større dele af hertugdømmernes jord som krongods. Under dronning Margrethe I´s regering begyndte man at affatte enkelte regeringsbreve på dansk i stedet for som hidtil på latin.