Lucius' martyrium Maleri af Lucius og trolden Relikvier Skt. Lucius

På middelalderlig måde er to i tid og rum adskilte scener afbildet. Først ses miraklet i Store Bælt; man nøjes mod at vise trolden Skt.. Lucius' hoved. I højre hjørne ses relikviens modtagelse ved Roskildefjordens bred. Byen i baggrunden, som skal forestille Roskilde, er fri fantasi.

Teksten her stammer fra Arthur Fang "Roskilde" I. bind, 1945.

Lucius kommer til Roskilde

I halvfemte Hundrede Aar har en af Danmarks dyrebareste Relikvier, den hellige Lucius' Hoved, staaet paa Højalteret i Roskilde Domkirke. Lucius var baade Roskilde Domkirkes og Roskilde Stifts Værnehelgen. Gennem dette lange Tidsrum har utalte Menneskers Sind været vendt mod Levningen af den hellige Mand i Haab og Tro, og den har været Genstand for stadig tilbagevendende højtidelig og ærefrygtfuld Dyrkelse.

Paa Sct. Lucius' store Højtidsdage, hans Helgendag den 4. Marts, da han led Martyrdøden, og hans Translationsdag den25. August, da hans Relikvie kom til Roskilde, oplæstes i Domkirken hans Legende paa Latin. Den begynder saaledes:

”Da den til Ære for den hellige Lucius grundlagte Kirke i Roskilde, som er den første blandt det danske Riges Domkirker og udmærker sig ved sin Størrelse, i Tidens Løb var bleven beriget ved Jordegodser og andre Gaver af forskellig Art, ønskede Befolkningen i det underliggende Stift at erhverve en særlig Skytspatron i Helgeners Tal, ved hvis Hjælp de saa meget lettere kunde finde Naade hos Gud”.

Det fortælles nu, at Bispen raadførte sig med Kapitlet, som udvalgte to Kanniker ”lige udmærkede ved Gudsfrygt og Forstand" til at rejse til Rom og bede Paven udvælge en Værnehelgen for Stiftet og anmode ham om Relikvier af denne. De kom velbeholdne til Rom og blev venligt modtaget af Paven, som opfordrede dem til straks at gaa til den Kirke, hvor Relikvierne af de Hellige bevaredes, og dér bede Gud vejlede dem til det rette Valg. De gjorde, som Paven sagde, og da de var hensunkne i Bøn, styrede Gud det saa, at den ene af dem, der stedse havde levet et helligt og gudsfrygtigt Levned, hurtigt faldt i Søvn. Han saa da i Drømme en smuk Mand i hvide Klæder, der aabenbarede sig som Martyren Pave Lucius og sagde, at Herren havde kaaret ham til Beskytter for Roskilde Kirke og Stift fra nu af og til Verdens Ende. Lucius bad Kannikerne tage hans Hjerneskal, der blandt de mange Relikvier skulde kendes paa, at den var hvidere end nogen af de andre og udspredte en Glans lig Solens Straaler. ”Før den hjem og bevar den mod Ærefrygt og Omhu; den skal bringe Frelse ikke alene for dig, men for alle Sjællands Indbyggere”. Da Kanniken vaagnede, fortalte han sin Fælle om Drømmen. De fandt let den betegnede Hovedskal og begav sig paa Hjemvejen til Danmark.

 I Store Belt havde der i mange Aar huseret en fæl Trold. Utallige Skibes Forlis havde den forvoldt og draget dem ned til sig i Dybet. Da Skibet med Kannikerne om Bord kom ind i Beltet, rejste der sig et voldsomt Uvejr. Efter gammel Skik blev der nu kastet Lod mellem de ombordværende, om hvem der frivilligt skulde ofre sig for de andres Frelse ved at springe over Bord til den rasende Trold. Loddet traf den Kannik, der havde Pave Lucius' Hoved. Han blev ikke grebet af Frygt, men bad blot Martyren staa sig bi. Derpaa tvættede han Relikvien i en Spand med Vand, paakaldte den hellige Trefoldighed og Pave Lucius' Navn, hældte Vandet i Havet og sprang selv over Bord. Men hvad skete? For alles Øjne vandrede han paa Havet i en hel Time og vendte uskadt tilbage til Skibet.

Strax hørtes da Trolden udstøde et frygteligt Brøl: O, du Lucius, Kristi hellige Martyr! Hvi brænder du mig med glødende Braadde og jager mig fra min gamle Bolig, hvor jeg har draget Tusinder og atter Tusinder af Menneskesjæle til mig; ved den Glans, der omstraaler dig, driver du mig ud i det yderste Mørke. Da lød for alle ombord den hellige Lucius' Røst, som sagde: ”Du forbandede Djævel, vig did hen, hvor intet Menneske kommer, hvor alt er Forvirring og Rædsel; dér skal din Bolig være til evige Tider”. Med et heftigt Brøl forsvandt Trolden og viste sig aldrig siden. Skibet var frelst, og Kannikerne betraadte med deres hellige Skat i god Behold Roskildefjordens Bred. Under Lovsange til Herren for hans Martyrs overordentlige Undergjerning førtes Relikvien af Pave Lucius til den Kirke, hvis Skytshelgen han ved Himmelens Forsyn var kaaret til at være.

Senere blev den eventyrlige Hændelse i Store Belt af Folketroen overført til Isefjorden.