Sagen 1548
	Sagen 1549

Efter reformationen videreudvikles forestillingen om, at mennesker - især kvinder - kan stå i ledtog med djævelen. Man kendte også til hekse i den katolske tid, som det ses på kalkmaleriet, hvor to djævle tæsker løs på en heks (hun får med ris i den bare ende, bliver slået med en kølle, kaster op, så det er grove løjer) og samler hendes galde/bræk op. Men i den katolske tro kunne man få syndsforladelse, så selv hekse, der angrede, blev tilgivet. I den lutherske forståelse, kan det onde ikke tilgives. Og er man i pagt med djævelen, er man landet på den forkerte side af godt og ondt, og der er kun én ting at gøre ved det: Brænd heksen.

Man blev pågrebet som heks, hvis man blev angivet. Som regel var det naboer eller andre kvinder, der sagde, at en eller anden var i ledtog med den onde, havde truet med noget ondt, der var gået i opfyldelse, havde været til møde med fanden om natten osv. Og blev man pågrebet, kunne der ske tre ting:

• Man erkendte sin skyld og blev brændt (dette skete sjældent)

• Man erklærede sig uskyldig og måtte bestå vandprøven. Den var ret enkel. Man blev smidt i vandet med en stor sten bundet om benene. Flød man ovenpå alligevel, gjorde man heksekunster, og var altså skyldig. Druknede man, var man uskyldig. Resultat: Man døde under alle omstændigheder.

• Man erklærede sig uskyldig og blev underkastet pinligt forhør (man blev pint ved at blive lagt i stræk, så ens lemmer gik af led, man blev knebet med gloende tænger, man fik revet negle af, alt sammen bøddelens arbejde). Dette var, hvad der normalt skete, når en heks blev angivet, og myndighederne troede på anklagen. Det endte altid med, at den stakkels pågrebne indrømmede, at han/hun var heks, og havde indgået pagt med den onde selv, havde gjort i stribevis af onde ting (som gjorde, at naboer var døde, naboers husdyr blevet syge osv.). Ofte angav den forhørte også nogle medskyldige, så når der blev brændt hekse, var der ofte tale om mere end en.