Biskopper over Sjælland
	Enevælden
	Bispeembedet

Hans Wandal blev Sjællands biskop 1668.  Han havde fra 1663 skrevet på et kæmpeværk, Jus Regium, om den enevældige monarks rettigheder (han blev først færdig med bogen 1672). 

Salvingen på Frederiksborg. 

Ved talen i Frederiksborg slotskirke, da han salvede Christian V. (de enevældige konger blev ikke kronet, de havde jo arvet jobbet; de blev salvet), erklærede han,  at ”Eders Majestæt her på Jorden repræsenterer os Gud selv”. Kongen var ”en fornemme Ombudsmand eller Statholder i Guds eget Rige”. Bispen regnede også med, at da den eneste regel, den enevældige konge var underlagt var den, at han skulle bekende sig til den Augsburgske trosbekæmpelse (være lutheraner), måtte det også være kongens job at skærme den lutherske lære mod alle andre trosretninger. Man tænkte mest på de flygtede reformerte franske huguenotter, der gerne ville slå sig ned i bl.a. Fredericia.  Men det blev nok mere omvendt: Den enevældige stat satte sig på kirken, og præsterne blev en del af embedsapparatet, øvrigheden. Og kirken fik heller ikke sit eget ministerium, som biskopperne ønskede det, et kirkekollegium. Det lykkedes Wandal i 1672 at holde huguenotterne ude. Wandal købte, mens han var professor, herregården Assendrup, og den beholdt han til sin død.

Mere om Hans Wandal fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, er født 26. Jan. 1624 i Viborg og Søn af ovennævnte Biskop Hans W. Da han var 2 Aar gammel kom han i Huset hos sin Mormoder Cathrine Nielsdatter Bagger, Enke efter Raadmand J. Burchardsen i Odense og Sønnedatter af den bekjendte Handelsmand Oluf Bager (nogle yngre Slægtled kaldte sig Bagger). Under Kejserkrigen flygtede hun 1627 til Holland og tog Drengen med. 1631 kom han tilbage fra Amsterdam og blev derefter undervist i Hjemmet, hvor han under Vejledning af sin Morbroder, Mag. Ole Hansen Bagger, især gjorde god Fremgang i de orientalske Sprog: Hebraisk, Syrisk og Arabisk. 1641 kom han i Viborg Skole, hvorfra han blev Student 1642. 1644 tog han theologisk Examen og indskreves 1645 ved Sorø Akademi, maaske som Hovmester for en Adelsjunker. 1647 disputerede han for det kongl. Rejsestipendium og rejste 1648 over Holland til Strasburg. Efter et kort Studieophold i Basel besøgte han flere tyske Universiteter og opholdt sig i længere Tid i Leipzig, hvor han 1651 udgav et Stridsskrift om Kronologien i Christi Lidelseshistorie, rettet imod en ung dansk Mathematiker, Vill. Lange. Under sit Ophold i Tyskland traadte han i Venskabsforhold til G. Calixt i Helmstedt (III, 338), men sluttede sig senere til hans Modstandere, den sachsiske Hofpræst Dr. Jac. Weller og Generalsuperintendent Dr. Steph. Klotz. Efter hans Hjemkomst 1651 overdrog Kansleren Chr. Thom. Sehested ham at holde Forelæsninger som Repetent for de unge Theologer. 1652 blev han Professor i Hebraisk, 1653 Magister, 1655 Professor i Theologi og 1657 Dr. theol. Fra. 1659 af var han under Svenskekrigen i 20 Maaneder Universitetets Rektor, og 1660 mødte han og Thom. Bang (I, 501) paa Rigsdagen som Universitetets Repræsentanter. Den Frihed, hvormed fremmede af andre Troessamfund, særlig da Katholikkerne, bevægede sig her inde paa Frederik III’s Tid, forargede den danske Gejstlighed. Kongens Svoger, Hertug Johan Frederik af Hannover, var 1651 gaaet over til den katholske Kirke og opholdt sig derefter ofte i længere Tid ved det danske Hof. Med ham fulgte som Skriftefader en Italiener, Valerio Maccioni, der i høj Grad kunde glæde sig ved Kongens Gunst. Efter hans Opfordring udgav Maccioni 1663 et Stridsskrift: «Nubes lucida» om Bibelen og Traditionen, rettet imod Calixt, men i Virkeligheden et Forsvar og en Anbefaling for Romerkirken. Herimod rettede W. 1665 et Modskrift, kaldet: «Nubes sine aqva» (en Sky uden Vand), der vistnok er forfattet efter Samraad med ansete gejstlige. Han udgav det dog ikke under sit Navn – maaske for ikke at støde Kongen. En ung Theolog, Chr. Andersen Høysgaard, maatte lægge Navn til. W. synes i det hele taget at have været ængstelig over for alt, hvad der kunde udlægges som Majestætsforbrydelse, og det skyldtes ham, at den theologiske Professor Chr. Nold blev afsat, fordi han i en ny Udgave af en Logik til Skolebrug iblandt Sætninger, hvorom der kunde strides, havde opstillet den, at valgte Fyrster ere bedre end fødte.

1663-72 udgav W. sit store Værk: «Juris Regii libri VI» (6 Bøger om Majestætsretten). Udgangspunktet er Hævdelsen af Kongemagten som en guddommelig Naadegave, der ikke beror paa Folkets Valg, men paa Salvelsen. Af særlig Interesse er i denne Forbindelse Værkets 4. Bog, hvori han omhandler Majestætens kirkelige Myndighed, som han dog indskrænker til en Styrelse af Kirkens ydre Anliggender og til en Forvaltning af Kirkens Ejendomme. Den indre aandelige Myndighed udøves af Præstestanden, men det paahviler Kongen at sammenkalde Synoder af gejstlige Mænd samt at bekræfte og haandhæve deres Bestemmelser. Kaldsretten til alle gejstlige Embeder hævder han som Majestætens Ret, hvis Udøvelse vel kan overdrages til andre, men Kongen staar dog til Ansvar for Maaden, hvorpaa den udøves. Dog benægter W. ikke Menighedens Ret til at have en Stemme med ved Valget, men han giver ingen Anvisning paa, hvorledes dette Forhold skal ordnes. Med Hensyn til Kirkegodsets Styrelse lægger han særlig Vægt paa, at det efter sin oprindelige Bestemmelse anvendes til gudeligt Brug. Førend W. havde fuldendt dette omfattende Værk, var han 1668 bleven udnævnt til Biskop over Sjællands Stift efter Ærkebiskop Svane, men Ærkebiskop blev han ikke. 1670 holdt han Sørgetale over Frederik III, og 1671 salvede han Christian V i Frederiksborg Slotskirke. 1670 havde han Sæde i en Kommission, som skulde forhandle om et Forslag, der var udgaaet fra det sachsiske Hof. Det gik ud paa Oprettelsen af en almindelig Kirkedomstol og fælles Kirkeret for alle Lutheranere. Kommissionen anbefalede det, men det blev ikke gjennemført. Da det nylig oprettede Kommercekollegium 1672 indgav et Forslag til Kongen om fri Religion sø velse saa vel for Kristne af alle Konfessioner som for Jøder, og da flere Medlemmer af Statsraadet gav Kollegiet Medhold, indsendte W. en alvorlig Protest derimod. For at godtgjøre det forkastelige i den foreslaaede Religionsfrihed støtter han sig til den Grundsætning, at den sande Religions Opretholdelse er Landsherrens første Pligt. Men tillige fremhæver han de politiske Grundsætninger, som Jesuitter og Kalvinister havde fremsat, og som maatte gjøre deres Tilhængere farlige for den souveræne Kongemagt. W. opnaaede til Dels sit Øjemed for saa vidt, som det nævnte Forslag blev henlagt, men han kunde dog ikke forhindre, at Regeringen i Praxis fulgte de i Forslaget fremsatte Anskuelser.

Da en katholsk Præst, Jesuitten Heinr. Kircher, gjorde Propaganda for den katholske Kirke og 1672 udgav: «Nordstern, Führer zur Seligkeit» til Vejledning for Nordboere, forfattede W. et modskrift. Kircher havde paastaaet, at intet Samfund uden for Romerkirken havde rigtige Præster. De manglede den rette Kaldelse og den rette Ordination. Hertil svarede W., at Kaldsretten hørte til Kongens Majestætsrettigheder. Med Hensyn til Ordinationen indrømmede han Haandspaalæggelsens store Betydning som apostolisk Skik, men han gjorde tillige opmærksom paa, at den altid blev iagttaget i den danske Kirke, og naar man paastod en Forskjel mellem Bispe- og Præsteordination og for den førstes Retmæssighed kræsede Successio personalis, holdt han sig til, at Skriften ikke kjendte denne Forskjel, samt at det ogsaa for den romerske Stol var meget vanskeligt at godtgjøre den uafbrudte Følgerække, Dette Modskrift udkom dog først efter W.s Død. Han havde bestemt at udgive det som en Disputats, der skulde indlede den store theologiske Doktorpromotion, som Kongen havde befalet ham at afholde, og hvortil skulde indbydes 11 ansete Theologer. W. havde fastsat den til at afholdes i Maj 1675, men han døde 1. Maj s. A. – 27. Avg. 1653 havde han ægtet Anna Catharine (d. 1678), Datter af Biskop P. Winstrup i Lund."