1772           Københavnsvej

Chausséen

 

Se forklaring på vejbelægning i § 35 nederst i teksten.

Roskildevejen blev anlagt i en slags kasse bestående af store sten i bunden med flade sten som kassens "sider". På begge sider af vejen blev der gravet grøfter til at aflede vandet fra vejoverfladen og for at markere vejens forløb. Hvor det var nødvendigt at lave opfyldninger, som f.eks. over Vejle å mellem Klovtofte og Vridsløselille, skete det ved påkørsel af jord eller helst ler, og den opfyldte grund skulle have et års tid til at sætte sig. I "vejkassen" lagdes et eller flere lag mindre sten eller skærver, kittet sammen med ler. Lag for lag skulle denne sten- og lermasse stampes, så den blev fast og ikke skred ud og øverst placeredes et mindst 9 tommer (25 cm) tykt lag grus.

Erfaringerne fra vejbyggeriet blev senere nedskrevet i nogle regler for, hvordan veje i Danmark skal laves og vedligeholdes. Reglerne stod i "Forordningen om Vejvæsenet i Danmark", som blev udsendt 13/12 1793. Nogle af paragrafferne bringes her:

§ 1. Vejene inddeles i 3 Klasser: Hovedlandeveje, andre Landeveje og Biveje.

§ 5. Ornendskønt det fastsættes som Regel, at Hovedlandeveje egentlig skal være Stenveje, belagte med harpet Grus, eller saakaldte Chausséer, og at paa samme, for de Kørende, bør være en god Sten- eller Grusvej, samt en ligesaadan Jordvej, og for de Gaaende en Gangvej, saa kan den Regel dog paa en Del Steder taale Undtagelse. Hvor Sten og Grus ikke haves i Nærheden, og hvor der er Mangel paa ar­bejdende Hænder, samt hvor Kørselen er ubetydelig, og Jord­bunden er haard, der kan Generalvejkommis­sionen for det første tillade, hvor det anses fornødent, at Vejen, efter at den er nivelleret, blot indgrøftes, og at Vandet skaffes tilstrækkeligt Afløb, samt Vejen gives en forholdsmæssig Højde i Midten, og fyldes oven paa med Grus eller Sand, hvor samme kan haves. Derimod, hvor Hovedlandevejen gaar igennem nogen Købstad, bør Gaden, uden Undtagelse, brolægges og igennem Landsbyer læggcs Chaussé med en brolagt Rendesten.

§ 8. Hoved-Landevejenes Bredde fastsættes til 20 Alen indenfor Grøfterne. Stenvejen paa chausséerne bør være 8 til 9 Alen, og Jordvejen 4 til 6 Alen bred.

§ 9. Grøfterne paa begge Sider af Hoved-Landevejen bør være i det mindste af 4 Alens Bredde.

§ 10. I øvrigt bør Vejen, paa det at den til alle Tider kan holde sig tør, have Fald fra Midten til Siderne, fornemlig hvor Grunden er leret. I Almindelighed maa den paa 10 Tom­mer have 1 Tommes Fald.

§ 16. Sten, Grus, Jord og Sand, saavel til nye Landevejs­Anlæg som til Vejenes Vedligeholdelse, maa tages, hvor samme nærmest ved Vejen er at faa, og enhver Grundejer eller Bruger er pligtig at tilstede saadanne fornødne Materia­lers Opgravning uden Betaling.

§ 20. Milepæle bør oprettes saavel paa mindre som paa Hoved-landevejene.

§ 23. Alle Chausséer, som allerede er eller i Fremtiden bliver anlagt, skal, naar Lejlighed dertil haves, beplantes med Træer. De Træer, som saaledes plantes, bør være saa højstammede, at Blæsten kan bestryge Vejen, og de maa ikke plantes nærmere sammen, end at der bliver et Rum af 10 Alen fra Træ til Træ.

§ 25. Da Hoved-landevejenes Anlæg sker til det Almin­deliges Gavn, bør hele Landet bidrage til disses første Istandsættelse. Derimod, naar Hoved-landevejene af ny er anlagte og fuldførte, paaligger Vedligeholdelsen de Amter og Distrikter, igennem hvilke Vejene løber; dog bør de Rejsende ved Bompenges Erlæggelse bidrage til sammes Vedligeholdelse.

§ 29. Det sædvanlige aarlige Vejarbejde for I Td. kontri­buerende Hartkorn skal herefter være ½  Spanddag og 1½  Gangdag. 1 Spanddag anslaas i Penge til 3 Mark og 1 Gangdag til 1 Mark.

§ 35. Ved Chausséernes Anlæg er at iagttage:

1. Hvor Opfyldning er fornøden, bør den ske med saadan Jord (helst Ler), som kan tjene til fast Underlag for Chausséen, og Opfyldningen bør, saa vidt muligt, ligge og sætte sig i et Aar, førend med Stenlægningen begyndes.

2. Hvor ingen Opfyldning sker, bør Jorden til Encaissementet (Vejkassen) udgraves til den behørige Dybde (som retter sig efter den større eller mindre Færdsel, der er paa Vejen) og stampes fast sammen.

3. Derefter lægges de største Sten i Bunden, og efter at flade Sidesten (Bordursten) er sat paa høj Kant paa begge Sider, lægges Stenene saa tæt sammen som muligt. Naar hver Sten har faaet sit rette faste Leje i Jorden, udkiles de med mindre Sten, og de endnu tilbageblevne Aabninger fyldes med fast sammenæltet Ler.

4.  Er eet Lag store Sten ikke tilstrækkeIigt, saa bør et andet (paa den Maade, at en Sten altid hviler paa flere) læg­ges ovenpaa, med samme Nøjagtighed.

5.  Paa disse Sten lægges derefter mindre, løse Sten, som, naar det behøves, slaas, saa meget muligt, til lige Størrelse.

6.  Derpaa lægges tilsidst Grus, i det mindste til 9 Tommers Højde.

7. Hvert Lag af Sten stampes, efter at det er lagt, og Bordurstenene (Kantstenene), paa hvilke en stor Del af Chausséernes Varighed ankommer, bør lægges saa dybt ned i    Jorden, og Grus saa højt over dem, at det bliver umuligt ved KørseI at bringe dem ud af deres Leje.

8. Paa de Steder, hvor efter § 41 Chaussé-Anlæg bliver overladt til Entreprenører, maa det ikke være disse tilladt at bedække den med smaa Sten og Grus, forinden samme er ble­ven efterset af Vejbetjenten.