Frederiksberg-Damhuset Marmillod Vejarbejdsmetoden Milestenene Udsigt over vejen Kort over ruten Videnskabernes kort 1768 Tegning af Roskilde set fra øst af F. L. Lange 1801

Roskildevejens elendige tilstand var ikke så underlig. Det var antagelig rigets mest befærdede stykke vej, og med den manglende fundering har de forholdsvis mange køretøjer hurtigt kørt vejbanen op i fugtigt vejr, og den tunge lerjord mellem København og Tåstrup betød, at man kørte i vådt pløre. Trafikken gik ad den gamle rute fra Damhuskroen i Rødovre over Hvessinge mark syd om Herstedøster og nord om Herstedvester over Vejle Å, hvor denne var lettest at passere, videre forbi Snubbekorset til Hedehusene, hvorefter vejen så nogenlunde havde nutidens linjeføring indtil Roskildes Røde Port.

I 1760’erne tog man fat på at skabe et egentligt moderne vejsystem. Den danske regering henvendte sig til Frankrig for at få professionelle vejingeniører til at udføre vejforbedringer i Danmark. Den franske regering  valgte at sende Jean Marmillod, der i 14 år havde været i det franske vejkorps som overingeniør ved broer og veje. Marmillod så på det danske vejvæsen og fremkom herefter med en kritik af vejarbejdet i Danmark, som det tidligere var udført, ved at skrive, ”at Bønderne rensede Grøfterne på højre og venstre Side af Vejen og kastede Skarnet eller den våde Jord midt på Vejen, og da Vejen allerede var fuld af Skarnpøle, blev den derved endnu dårligere, og Regnvandet kunde ikke få Afløb, men gjorde Vejene ganske ufarbare og farlige for Hestene. Ovenpå spredte Bønderne nogle Læs Sand, som møjsommeligt kørtes til langvejs fra; men dette Sand æltedes sammen med Skarnet og kunde derfor ikke ses mere nogle få Dage efter”. I modsætning dertil ville han have, at grøfteoprensningen skulle kastes udad på markerne, skarnet skulle renses af vejen, hullerne i vejen fyldes med sand og grus, og vandet skulle ledes bort gennem smårender, idet man i det hele taget var klar over, at vandet var vejens værste fjende.

Ved kongelig Resolution af 24. maj 1764 bestemtes det, at den første nye vej skulde anlægges fra Vibenshus over Lundehuset, Rudersdal og Hirschholm (Hørsholm) til Fredensborg, og man tog derfor straks fat på den. Samtidig havde Marmillod taget fat på projekteringen af vejen mellem København og Roskilde, og d. 24. juli 1766 approberede Christian VII planen til denne strækning, der fra Damhuset til Roskilde skulde anlægges i lige linje, ”så vidt muligt ske kan”. Den planlagte vej er kommet med på Videnskabernes Selskabs kort over området fra 1768. Ved kommissorium af 15. dec. 1769 blev det befalet, at dette anlæg skulde bestyres af en kommission, bestående af J. H. E. Bernstorff, A. G. Moltke, sekretær i Tyske Kancelli Chr. Ludv. Stemann og justitsråd Johan Paul Bager. Til udførelsen af dette vejanlæg blev der ved kgl. reskript skænket 84.000 rdl. af de penge, som indkom ved de danske lotterier, og 8.000 rdl. af den til General-Landwesens-Kollegiet henlagte fond.

Marmillod indsendte nu et overslag til kommissionen, som anslog udgifterne til vejanlægget til 97.400 rdl. Selvfølgelig var der utilfredshed med, at man brugte franske ingeniører til at udføre det arbejde, som nogle danske mente, at de lige så godt kunde gøre, og en løjtnant Gerken, som havde været "Èléve Geographe", men nu var ansat ved artilleriet, indkom med et forslag om at ville påtage sig udførelsen af opgaven for 78.000 rdl. Ved en undersøgelse viste det sig, at den reelle forskel på hans overslag og Marmillod kun var 360 rdl., idet han havde undladt at regne med 4 års løn til Marmillod og de to andre franske ingeniører, som i mellemtiden var avanceret til overkonduktører, men da Marmillod skulde lønnes, enten han var i arbejde eller ej, og da man kendte hans dygtighed, men intet vidste om Gerkens, blev direktionen for vejarbejdet ved kongelig resolution af 23. feb. 1770 overdraget Marmillod. Ved en kongelig resolution af 26. marts 1770 blev kommissionen bemyndiget til efter forudgående forhandling med amtmændene selv at fastsætte den nemmeste måde for bønderne at levere de sten, der behøvedes til vejanlægget (bønderne skulle som hoveri levere stenene). 

Arbejdet kunde nu begynde, og efter Marmillods plan skulle der begyndes ved Roskilde og arbejdes ind imod København. Man valgte ikke det forløb, den gamle alfarvej havde haft. Snarere det, den tidligere kongevej havde haft. Arbejdet i marken begyndte 5. juni 1770, hvor der ankom 145 soldater, som var udkommanderet til dette arbejde; 1. juni var antallet oppe på 226, og her holdt det sig sommeren igennem, indtil det i oktober gik ned til 116 og i november yderligere sank. Styrkelisten var delt i følgende poster: Ved jordarbejde, ved chaussering, ved lægning af randsten, ved skærveslagning, ved forskelligt arbejde, trommeslagere, oppassere, syge (à la terrasse, à la chausse, à poser la bordure, à casser la pierre, à part, sergeant tamborins, domestiques, malades). Den daglige arbejdstid var 12 timer (kl. 5—1l og kl. 1—7) og lønnen 1 mark om dagen, men om søndagen, hvor der ikke blev arbejdet, blev der udbetalt halv dagløn. Folkene lå i teltlejr ved arbejds­stedet, og de fik udleveret telte, køjer og dækkener. For kontrollens skyld måtte folkene stille til appel kl. 5, 11, 1 og 7. De kommanderende officerer fik 1 mark daglig i diætpenge både helligdage og søgnedage. Der blev oprettet et værksted til reparation af værktøj i Roskilde; men ellers synes arbejdspladsen at have været ved Hedehuset, hvortil der 18. juni ankom 12 heste, og i de følgende to uger beskæftigedes disse med at føre materialer fra Jægersborg og Lyngby, hvor vejanlæggene (mod Fredensborg) nu var afsluttede, til Hedehuset, og senere har man i løbet af sommeren måttet bruge dem meget til at køre vand til arbejdspladsen her. Af hesteregnskabet fremgår det, at der hele året igennem var to heste til disposition for Marmillod og to for kasserer og materialforvalter Rahtstedt, en for de to fodermestre og en for løjtnant Restorff.

I løbet af 1770 blev der fuldført 3307 favne chaussé og desuden 600 favne jordarbejde, og der blev i alt udbetalt 28.864 rdl. 3 mark 4 skilling til arbejdet, foruden at der var udlagt 4427 rdl. 30 skilling for tilkørsel af sten, som Roskilde Købstad skulle have leveret, hvilket beløb ifølge resolution af 21. Juli 1771 på forslag fra kancelliet skulle refunderes vejkassen. Gagerne og diæterne i dette år beløb sig til 6943 rdl. 42 skilling. Til arbejdet havde der været afgivet 457 mand med 12 underofficerer og 2 tambourer (trommeslagere).

Beslutningsprocesserne under enevælden var meget omstændelige, og regeringen, kommissioner, diverse kasser skulle høres om stort og småt, før man kunne bruge en rigsdaler, og før man kunne vende en sten. Denne sag er et typisk eksempel på datidens administrative praksis. Og man forstår godt, at det dengang tog tid at få noget udført. Det blev således "ved kongelig resolution" af 2. januar 1771, hvilken senere blev skriftlig stadfæstet 4. februar næste år, tilladt, at al godtgørelse for afståelse af areal til vejanlægget måtte udredes af den kongelige kasse igennem Rentekammeret uden nogen udgift for vejkassen, ligesom det var blevet bestemt med hensyn til anlægget af chausséen til Fredensborg. Hvad vejens retning angik, blev den fastsat ved kongelig resolution af 13. februar 1771, idet der var foreslået tre forskellige Linjer mellem Hedehuset og Damhuset; i Over­vejinspektoratets arkiv finder man endnu den gamle plan, og det fremgår af den, at der i virkeligheden kun har været tale om tre mulige linjer, som afviger meget lidt fra hinanden.

Der blev 3. april 1771 godkendt et reglement vedrørende det arbejde, som skulle udføres den kommende sommer, og udgifterne blev anslået til 23.962 rdl. og 36 skilling. Da lotteriet, som egentlig skulle finansiere byggeriet,  i de sidste år havde lidt betydelige tab, som der blev gjort udførlig rede for i en skrivelse af 25. maj 1771 fra "Direktionskornmissionen for de Fattiges Væsen" (som drev lotteriet) til "Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet" (der stod for vejbyggeriet), så fattigvæsenet sig ikke i stand til prompte at honorere de udbetalinger, som man ønskede at trække fra den sum af 21.000 rdl., som årlig var bevilget til vejarbejdet i 4 år. Der var ikke penge nok. Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet havde derfor set sig nødsaget til for at skaffe penge til vej arbejdet på Roskildevejen at anvende 6.000 rdl. af den militære fond, og da man frygtede for, at de af lotteriet bevilgede penge til vejarbejdet helt kunne udeblive, og man desuden fandt, at embedsmændene ikke gjorde nok for at få bønderne til at levere det fornødne antal sten til tiden, fremkom Gene ralitets- og Kommissariats-Kollegiet 3. april 1771 med en såkaldt Forestilling, hvori man gjorde opmærksom på, at vejarbejdet under sådanne omstændigheder nødvendigvis måtte forsinkes. Forestillingen blev fremsendt med et nummer af ugebladet ,"Magasin for patriotiske Skribenter”. Efter at der af Struensee var indført trykkefrihed, kunne man skrive hvad som helst. I ugebladet blev der klaget over den uoverkommelige stenkørsel, og der blev omtalt en ordre, som stiftamtmanden skulde have udstedt. Her skulle der stå, at "Ploven skulde hvile og Bonden under de alvorligste Tvangsmidler skulde tilholdes at køre Sten". Da kollegiet mente, at ytringer af denne art i et almindeligt læst blad måtte sætte vejbestyrelsen i et dårligt lys, androg man om, at det måtte blive undersøgt, om en sådan ordre virkelig var givet, for at amtmanden i så fald kunne blive draget til ansvar, og så at forfatteren af artiklen eller bladets udgiver, hvis det ikke var rigtigt, hvad der stod, kunne straffes efter loven. Endelig indstillede kollegiet "til Approbation" (godkendelse) et forslag fra Marmillod, der gik ud på at ordne stenleverancerne på en sådan måde, at man kunne indrette sig efter bønderne. Kongen, som interesserede sig for vejanlæggene, besvarede denne forestilling med en resolution af 2. maj 1771, som lød: "Der skal ikke mangle Penge til Vejarbejdet, og hvis Generalitetet ikke kan forstrække dem af sit Fond, skal de rekvireres fra Rentekammeret. Hvad Anordningerne i Københavns Amt angår, har jeg ordnet det fornødne. For dette År må man se til, hvorledes man kan fortsætte Arbejdet uden at trykke Bønderne, og jeg approberer Marmillods Forslag, hvem man kan tilkendegive min Tilfredshed med hans Iver.” Ved et "Reskript til Rentekammeret af samme Dato" blev såvel stiftamtmand i Københavns amt baron von Prøck som amtsforvalter Buschmann afskedigede for virkelig at have sagt, at stenarbejde var vigtigere end at dyrke markerne. Buschmann blev dog 2 år senere amtsforvalter på ny, men over Odense og Rugårds Amter. I henhold til denne resolution blev der "efter Foranstaltning af de Deputerede for Finantserne på Zahlkammeret" af den kongelige kasse udbetalt 21.000 rdl. til fremme af vejarbejdet dette år.

Hvad stenleverancerne angår, var de i virkeligheden en stor byrde for bønderne, som var meget forarmede, havde dårlige heste og vogne og hele tiden måtte gøre "kongeægter" (kørsler) i anledning af de kongeliges rejser, brændetransporter til slottene samt transporterne af hø og halm til de kongelige stalde. Hertil kom, at bønderne også ofte måtte køre over 4 mil, inden de nåede det sted, hvor stenene skulde leveres, og at det at skaffe sten i denne stenfattige egn i det hele taget var vanskeligt. De bønder, der havde råd, lod ofte stenene transportere af andre, som de betalte for det med 6 rdl. pr. kubikfavn.

I løbet af 1771 blev der, ifølge skrivelse af 13. oktober 1771 fra Marmillod til Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet, fuldført 3.888 favne stenbehegning og 4.000 favne jordarbejde, og desuden blev der forskudsvis for det kommende år udført 800 favne jordarbejde over et morads mellem Klovtofte og Vridsløselille. Samtlige udgifter for dette år var 26.535 rdl. 1 mark og 7 skilling, og der havde til vejarbejdet været udkommanderet 436 mand med 12 underofficerer og 2 tambourer. Regnskabet for dette år har ikke været til at finde. Efter sigende blev det kasseret).

Medens Vejanlæggene i oktober 1770 blev henlagt under Generalitets- og Kommissariats-Kollegiet, som kun ugerne påtog sig opgaven, blev dette kollegium ifølge Kabinets­Ordre af 21. december 1771 igen befriet for vejarbejdssagen, idet styringen blev lagt ind under "Over-Bygnings­direktionen", hvis kendteste medlem var justitsråd C. A. Struensee, bror til landets reelle leder, og ved samme reskript blev Marmillod udnævnt til Medlem af denne direktion. Ved en anden kabinetsordre fra samme dag blev der lagt et program for de vejstrækninger, der skulde anlægges i 1772: 

1. Fortsættelsen af Roskildevejen. 

2. Vejen fra Frederiksborg Slot til Vesterport. 

3. Vejen fra Falkonergården til Vibenshus. 

4. Vejen fra Vibenshus til Nørreport.

5. Vejen fra Hirschholm til Helsingør

Det var et stort program, Struensee her havde opstillet; men da han blev afsat og arresteret, blev programmet betydeligt reduceret, idet en kongelig Resolution af 23. marts 1772 indskrænkede det til fortsættelsen af Roskildevejen samt reparation af Frederiksborgvejen, hvor til der bevilgedes henholdsvis 25.700 rdl og 3.158 rdl. Man lavede dog i løbet af året en ændring i programmet, idet man udførte det stykke af landevejen, som går fra Pilealléen til 5 favne forbi Frederiksberg slotsport.

Ved udgangen af 1772 var man kommet så langt hen mod Damhuset, at der kun manglede 4902 alen. Til vejarbejdet blev der dette år brugt 31.214 rdl. og 36 skilling, hvilket blev betalt af den kongelige kasse med anvisninger på Zahl­kammeret. Til arbejdet havde der været udkommanderet 436 mand med 12 underofficerer og 2 tambourer, altså ganske den samme styrke som året før.

Et angreb på Marmillod rettedes mod ham af den Kancelliråd Buschmann, der var blevet fyret sammen med amtmanden. Han var nu forvalter ved det Bernstorffske gods omkring Gentofte og stod derfor i en art embedsforhold til Marmillod, fordi der skulle leveres sten fra dette gods til Roskildevejen. Disse leverancer udeblev, og Marmillod klagede uden dog at fremføre noget fornærmeligt mod Buschmann. Denne greb imidlertid muligheden og angreb Marmillod i en række erklæringer. Bygningsdirektionen misbilligede fuldstændig Buschmanns opførsel i denne sag og holdt på, at Marmillod på enhver måde havde handlet, som han efter sin embedspligt skulle, og da bygningsdirektionen gjorde Bernstorff bekendt med sagen, skrev denne et meget anerkendende brev til Marmillod, og efter ønske fra Marmillod, der fandt sig tilfredsstillet med brevet, bortfaldt nu sagen mod Buschmann.

Ved en kongelig resolution af 22. februar 1773 blev det beordret, at den resterende del af Roskildevejen til Damhuset skulle anlægges i løbet af det kommende år, og i overensstemmelse med Over-Bygningdirektionens forslag af 29. januar samme år blev der anvist 12.000 rdl. til løsning af opgaven, som kunde rekvireres hos finanskollegiet. Med tillæg af vejbetjentenes lønninger samt Marmillods gage blev udgiften til vejen i dette år 21.248 rdl. 1 mark 2 skilling, som anvistes til udbetaling på Zahlkammeret. Til vejarbejde var kommanderet 5 underofficerer, 1 Tambour og 194 menige soldater.

Da denne strækning var udført ved udgangen af 1773, var man nået så vidt, at strækningen fra Roskilde til Damhuset var færdig og den kongelige befaling af 1769 altså opfyldt, idet den forlangte udførelse af arbejdet i løbet af 4 år også var overholdt. Vejstrækningens samlede længde var 3 mil 2904 alen, og udgifterne var:

Ved kongelig resolution af 13. december 1773 blev det tilladt, at der ved Damhuset måtte opkræves passagerpenge af dem, der benyttede landevejen. Derfor udkom der 18. december samme år en såkaldt plakat om priser. Fra 22. december 1773 til 1. maj 1774 blev bompengene afholdt for kongelig regning og beløb sig i den tid til i alt 460 rdl. og 60 skilling. Fra 1. maj 1774 derimod var passagerpengene i følge en "approbation" af 9. maj samme år bortforpagtet på 3 år indtil 1. maj 1777 mod en årlig afgift af 1310 rdl. Bomforpagterne skulle selv opføre bomhusene, som derfor blev deres ejendom, og en ny bomforpagter måtte da enten købe huset af forgængeren eller selv opføre et nyt; selve bommene derimod blev betalt ved kongelig regning og skulle kun vedligeholdes af forpagteren. 

Overbestyrelsen af vejanlæggene blev allerede 1773 henlagt til rentekammeret, idet Over-Bygningsdirektionen, som Struensee jo havde skabt, ifølge kongelig befaling af 21. september og resolution af 13. oktober 1773 blev henlagt som bygningsdirektion under rentekammeret. Rentekammeret skulde da forelægge kongen alle de sager vedrørende bygningsdirektionen til resolution, som forudsatte beslutninger. 

Nu var det store vejarbejde for så vidt fuldført, som der kun manglede strækningen fra Damhuset til Frederiksberg Slot; men lederen af hele arbejdet, Overvejinspektør Marmillod, skulle ikke nå at se vejen fuldført.

Da man i sin tid begyndte vejarbejderne, havde man regnet med, at de ville koste 20.000 rdl. årligt; men allerede i  1765 var budgettet oppe på 29.000 rdl., hvoraf 11.000 rdl. var til lønninger. Dette var mere end den kongelige kasse kunne klare, og det bestemtes derfor, at budgettet ikke fremtidig måtte overstige 20.000 rdl. årligt. Konsekvensen af dette var, at Marmillod og de to andre franskmænd måtte gå ned i løn. Det ville de ikke, og de to andre nåede at rejse, inden regeringen gav Marmillod et bedre tilbud med fri bolig på Kongens Nytorv, tillæg til brændsel og for dyre tegnematerialer og en masse andet. Marmillod blev altså og stod for Roskildevejen. Men begyndte i 1775 at klage over, at tilskuddene var for små - og at aftalerne i øvrigt ikke blev overholdt. Han søgte derfor om sin afsked, og fik den med en pension på 600 rdl. årligt og 1000 rdl. i rejsepenge. Hvorpå han forlod Danmark og rejste hjem til Frankrig. Nu kunne danskerne også klare det videre arbejde selv, for der var jo mange, der havde luret Marmillod kunsten af.

Ved udgangen af 1772 var man altså fra Roskilde nået til fire kilometer vest for Damhuset. Året efter var hele den oprindelig planlagte vejstrækning så færdig, og der blev indrettet bomhuse og fastsat takster for vejens benyttelse. Kroerne flyttedes ned til den nye vej, der det allersidste stykke ind mod Roskilde fik et lidt nordligere forløb, end den gamle landevej havde haft. 

Roskildevej var et afgørende fremskridt for kommunikationen. Rejsehastigheden og ikke mindst sikkerheden øgedes. Martfelts seks timer til strækningen i 1761 kunne formindskes betragteligt, selv om man næppe nogensinde i hestevognenes tid nåede over en rejsehastighed på 10-12 km/t. Man manglede nu kun en lille bid, før vejen fik det endelige forløb, den har i dag, idet den stadig gik fra Damhuset via Valby til Vesterbrogade. I 1776 byggedes stykket fra Frederiksberg slot til Damhuset, så man frem over kunne springe Valby over. Snart efter gik man i gang med hovedstrækningerne videre mod Kalundborg og Korsør, og inden 1793 var de fuldført med Roskildevejen som model. Ved indgangen til 1800-tallet kunne man regne med at nå til Sorø om aftenen, hvis man forlod hovedstaden tidligt om morgenen.