Peder Bang

Peder Bangs ærkebiskop var først Jacob Erlandsen (som stredes med kong Christoffer 1.), siden den sidste ærkebisp, som kæmpede mod kongen (Erik Klipping), Jens Grand. De var begge hans slægtninge. Jacob Erlandsen var bror til hans mor, og Jens Grand var søn af hans søster! Så det var en stridbar familie.

Under Jacob Erlandsens kamp mod Christoffer var ærkebispens eneste støtte netop søstersønnen Peder Skjalmsen (Bang). Så Vejleforfatningens interdikt blev kun lyst i Roskilde Stift.

Peter Bang turde dog ikke blive i Roskilde: Han flygtede til yderkanten af sit stift: Rügen. Fyrsten her Jaromir (eller Jarmer) ville hævne kongens overgreb på kirken og angreb Bornholm og Sjælland. Her beordrede Peder Bang sin borg København til at åbne portene for Jaromir, men det nægtede byen. I stedet måtte Jaromir storme byen. Hvor han fandt en breche i muren at bryde ind igennem, blev der siden rejst et tårn (som nu er bevaret som ruin), som kom til at hedde Jarmers Tårn. Kort herefter dør kongen i Ribe. Rygtet vil vide, at han er myrdet, og morderen skulle være abbed Arnfast fra Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Mordmetoden skulle være gift i den altervin, Arnfast lod kongen  drikke under nadveren! Arnfast måtte i al fald gå under jorden de følgende år, og regeringens folk ledte efter ham i mange klostre, så rygtet er fra samtiden. Hvorom alting er, var situationen kritisk for regeringen. Den sendte det sjællandske landeværn mod Jaromir (bønder og adel), og uden for Næstved blev sjællænderne mejet ned af tyskerne. Peder Bang befalede, at de faldne ikke måtte begraves i indviet jord: Interdiktet skulle holdes.

Mere om PederBang fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop i Roskilde. Da Jacob Erlandsen, som hidtil havde været Biskop i Roskilde, var bleven valgt til Ærkebiskop i Lund, fik han PEDER BANG, som var hans Søstersøn (hvem Faderen var, vides ikke), valgt til sin Eftermand i Roskilde og havde i ham en baade tro og ivrig Tilhænger. Da derfor Striden mellem Ærkebiskoppen og Kongen var kommen til fuldt Udbrud, og Kongen 6. Febr. 1259 havde ladet Ærkebiskoppen fængsle, var det Biskoppen i Roskilde, som kraftigst optraadte som Hævner af dette Overgreb. Allerede 9. Febr. udstedte han fra Kjøbenhavn en Befaling til hele Gejstligheden i sit Stift om i Henhold til den af Paven stadfæstede saakaldte Vejle-Konstitution af 1256 at standse al Gudstjeneste i Stiftet, og da dette Bud ikke alle Vegne overholdtes, indskærpede han det ved en ny Skrivelse af 22. marts. Des værre véd man ikke, hvorfra denne Skrivelse er udstedt, da Stedets Navn («Scapruth») vistnok er forvansket. Maaske havde Biskoppen allerede den Gang begivet sig til Hertug Jaromar af Rygen, i Forening med hvem han i April Maaned drog til Sjælland med væbnet Haand, erobrede Kjøbenhavn og ødelagde Slottet. 29. Maj døde Kong Christoffer pludselig i Ribe. Enkedronningen opbød de sjællandske Bønder; men Jaromar tilføjede dem et stort og blodigt Nederlag, under hvilket deres Biskop, om han end ikke deltog i Kampen, dog, som der siges, ikke var langt borte. Efter en kort Tids Stilstand udbrød Striden med fornyet Voldsomhed, og Biskop Peder gik endogsaa videre end Ærkebiskoppen, i det han satte den unge Konge (Erik Glipping) tillige med Enkedronningen i Band. Baade han og Ærkebiskoppen maatte dog nu at forlade Riget, og Peder bang havde den Ubehagelighed, at en mindre gunstig Pave overdrog Bestyrelsen af hans Stift til hans bestemte Modstander, Biskop Tyge af Aarhus. At Kardinallegaten Guido 1266 tilkjendte ham en Erstatning af Kongen af 20 000 Mark Sterl., hjalp ham ikke meget, da han næppe nogen Sinde fik meget af denne Sum. 1268 er han rimeligvis fulgt med Ærkebiskoppen til Rom, hvor de maaske forbleve, indtil der 4-5 Aar senere viste sig Haab om en Udsoning med Kongen. Paa Hjemvejen til Danmark døde Ærkebiskoppen i Febr. 1274 paa Rygen; men Biskop Peder fortsatte Rejsen, og i Maj Maaned kom det da til et Forlig mellem ham paa den ene og Kongen med hans Moder paa den anden Side. Betingelserne kjendes ikke, men Biskoppen synes at have været tilfreds med dem, maaske mest fordi han var træt af Kampen og svagelig, thi 23. juni 1277 døde han."

Peter Bang