Hemmingsen Ligsten

Roskildekannikken Niels Hemmningsen i hans alders 84. år (som der står øverst til højre). Der står også, at det er malt i 1597, så han må være født i 1513. Han døde år 1600.

Han studerede teologi i Wittenberg hos Luther og især Philip Melanchton 1537-42, blev professor i græsk ved universitetet i København 1543 og professor samme sted i teologi i 1553. Fra 1572 var han universitetets vicekansler. Hans to mest berømte bøger er hans teologiske etik Enchiridion theologicum fra 1557 og De lege naturæ om folkeret fra 1562. Han blev afskediget 1579 beskyldt for at være kryptocalvinist, d.v.s. at man støtter Calvins reformerte retning frem for Luthers.

Med den danske kirkeordinans var troens grundlag en gang for alle fastlagt, og Frederik II tog sin pligt til at opretholde dette grundlag meget alvorligt. Det blev universitetets opgave sammen med den verdslige øvrighed at have indseende med, at ikke vranglære i form af calvinisme skulle snige sig ind. Stor var derfor bestyrtelsen, da universitetets berømteste teolog," Niels Kaas' lærer, professor Niels Hemmingsen, fra udlandet blev anklaget for »skjult calvinisme«, kryptoncalvinisme. Niels Hemmingsen havde opnået europæisk berømmelse ved sine mange teologiske skrifter. Med sin køligt intellektuelle åndsform stod han Philipp Melanchton nærmere end Luther, og i sine bøger havde han givet udtryk for en nadveropfattelse, der ikke helt var i overenstemmelse med den strenge lutherdom. Hemmingsen havde simpelthen svært ved at forstå Luthers nadverbeskrivelse, der som den katolske sagde, at vinen rent faktisk var Jesu blod og brødet var i bogstavelig forstand Kristi legeme. Så var det nemmere at forstå Calvin, der beskrev nadveren som et højtideligt mindemåltid. Få tog anstød af Hemmingsens udlægning her i Danmark, men i de tyske fyrstestater rasede striden, præsteskabet "udrensedes". Da mange teologer hentede deres argumenter fra Niels Hemmingsens bøger, er det naturligt, at fyrsterne søgte at bevæge Frederik II til at undersøge hans lære. Og da kongens svigerfader, kurfyrst August af Sachsen stærkt ophidset over Hemmingsen henvendte sig og bad om, at man skred ind over for Hemmningsen, skete der noget.

Kongen gik kun ugerne med hertil, og såvel Peder Oxe som Niels Kaas søgte længe at beskytte Niels Hemmingsen, men 1574, måtte han tilbagekalde, hvad han havde skrevet om nadveren. De tyske fyrster stillede sig dog ikke tilfredse med dette, og 1579 blev Niels Hemmingsen så tvunget til at nedlægge sit embede. Det var ikke just i unåde. Således fik han løn i et helt år efter, at han var holdt op. Han blev bedt om at residere i det kannikkedømme i Roskilde, han længe havde haft, og kunne her, uden bekymring for det daglige udkomme, hellige sig sit forfatterskab i de tyve år, han havde tilbage. Han førte en livlig korrespondance med lærde i ud- og indland, ligesom han fik mange gæster fra udlandet. Efter Frederik II's død 1588 havde han heller ingen problemer med at få udgivet sine skrifter. Hans syn på kirkelæren deltes af de fleste inden den danske kirke, og først et senere slægtleds teologer skulle atter bringe Danmark på linje med de tyske stater.

Mere om Niels Hemmingsen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Theolog,
skal være født i Errindlev paa Laaland 4. Juni (ell. 22. Maj) 1513 af jævne Almuesfolk. Faderen, Hemming Nielsen, skal være død tidlig, Moderen, Karine, blev derimod 80 Aar gammel (d. 1564) og modtog i sin høje Alderdom Beviser paa, at man ærede hende som den berømte Lærers Moder. Efter Faderens Død skal dennes Broder, Smed Hans Nielsen, have taget sig af den unge N. H., og da denne havde Lyst og Nemme til Bogen, kom han i Nysted Skole, hvorfra han senere skal være gaaet over til Nakskov og der fra til Nykjøbing Skole. Saadanne Vandringer fra den ene Skole til den anden vare den Gang almindelige. Stort lærtes der vel ikke paa den Maade; men det gjaldt om at finde et Sted, hvor fattige Peblinge kunde have Føden ved gode Menneskers Gavmildhed, og naar man ikke var heldig ét Sted, drog man andensteds hen i Haab om bedre Lykke der. Efter at have besøgt de vigtigste Skoler paa Laaland og Falster gik H. til Sjælland, og her fandt han da Tilhold først i Næstved, siden i Slagelse og endelig i Roskilde Skole. Paa det sidstnævnte Sted var Niels Black Rektor. Han var en dygtig Humanist, og H. mindedes senere og omtalte ved flere Lejligheder med Taknemmelighed, hvad han skyldte denne fortræffelige Lærer, der ogsaa ved sin gavmilde Understøttelse hjalp den fattige Discipel fremad paa den studerende Bane. Imidlertid hørte H. Rygtet om, at M. Bent Arvidsen, der var Rektor i Lund (s. I, 353), havde fortrinlige Kundskaber i det græske Sprog, noget, der den Gang var en Sjældenhed; saa maatte han da der over for at nyde godt af denne Lærers Vejledning. Under Mester Bent gjorde han saa god Fremgang, at han ikke blot i høj Grad vandt sin Lærers Yndest ved udmærket Begavelse, Flid, Udholdenhed og Beskedenhed, men ogsaa kom saa vidt, at han i en Alder af 24 Aar kunde begive sig til Wittenbergs berømte Højskole, hvor han blev immatrikuleret i Efteraaret 1537.

Faa Vejen havde han for øvrigt haft det Uheld at blive udplyndret for det lidet, han ejede og havde, saa han næsten var nøgen, da han naaede sit Bestemmelsessted; men ved Landsmænds Hjælp blev han forsynet med det allernødvendigste. Han fandt ogsaa snart Underhold ved at undervise rigere Studenter, og hjemme fra understøttedes han af Adelsmanden Johan Urne og efter dennes Død af hans Søster Fru Alhed Urne, der var Enke efter Jørgen Venstermand. Tillige lykkedes det ham i høj Grad at vinde Melanchthons Yndest, og til denne Lærer sluttede han sig da ogsaa med en Trofasthed og Hengivenhed, som aldrig ophørte. De vexlede siden jævnlig Breve, og saa længe H. levede, forsømte han ingen Lejlighed til at prise denne sin «Præceptor», hvis Læremaade han fuldstændig havde tilegnet sig, og med hvem han i alle Henseender delte Aandsretning.

Efter at have erhvervet Magistergraden og fuldendt sine akademiske Studier i Wittenberg vendte H. 1542 tilbage til Fædrelandet. Her blev han først en kort Tid Lærer for Hr. Oluf Nielsen Rosenkrantz’ Døtre i Malmø; men snart gik han til Kjøbenhavn, hvor han begyndte en Virksomhed som Privatdocent, der ledte til, at han i Begyndelsen af 1543 blev beskikket til Professor i Græsk ved Universitetet. Da han endnu var ugift, førte han daglig et fortroligt Samliv med nogle ældre, ansete Akademikere, hvoriblandt M. Oluf Offesen, Rektor ved vor Frue Skole, Jens Skjelderup, siden Professor og endelig Biskop i Bergen, og Laurids Bertelsen, siden Biskop i Aarhus. De spiste daglig sammen, og da H., som han selv siger, nylig var kommen ud af Melanchthons Værksted, saa maatte han gjennemgaa Davids Salmer for de andre, og det skete paa den Maade, at han angav Indholdet og Gangen i Salmen, paaviste Afsnittene og Overgangene, viste de dialektiske Reglers Anvendelse paa det foreliggende Æmne, forklarede de enkelte Udtryksmaader og paaviste endelig Salmens praktiske Anvendelighed. Paa denne Maade bleve disse Samlivstimer, som H. selv ytrer, langt behageligere og nyttigere for dem, end om de havde fordrevet Tiden med Kort og Tærninger eller Drikkelag, og endnu 30 Aar efter mindedes Deltagerne med Glæde disse Timer. Dette Liv fornyedes i en anden Skikkelse, da H. senere fik sit Hus fuldt af ældre og yngre Kostgængere, som han paa lignende Maade søgte at sysselsætte ved at vække deres Sans for de videnskabelige og religiøse Opgaver og Synsmaader, som udgjorde hans Livs Hovedinteresser. Thi det var ikke blot et ydre, men fremfor alt et mægtigt indre Kald, der bragte H. til at indvie sit Liv og sine store Aandsevner til Lærergjerningen.

1545 overtog H. Professoratet i Dialektik, og ved samme Tid blev ogsaa den hebraiske Forelæsning midlertidig overdragen til ham. Medens han læste over Dialektik, fortolkede han undertiden bibelske Skrifter for at vise den dialektiske Methodes Anvendelse i Fortolkningskunsten. Paa den Maade kom han til at virke som theologisk Docent, inden det endnu var blevet hans egentlige Embedsgjerning. En Frugt af hans Forelæsninger var uden Tvivl hans Methodelære («De methodis»), der udkom 1555 og siden oplagdes mange Gange. I dette Skrift gav han en fortrinlig Prøve paa sine skarpt udviklede logiske Evner og sit fortræffelige Greb paa den akademiske Lærervirksomhed. Det var for sin Tid «en gylden Bog», der vandt stort Bifald baade hjemme og ude.

Da Embedet som Sognepræst ved Helligaandskirken var ledigt 1547, paatog H. sig efter Menighedens Ønske og med de andre Professorers Samtykke i et Aars Tid at betjene dette Embede ved Siden af sit Professorat, indtil Menigheden kunde finde en anden duelig Mand dertil. Efter i Marts 1553 at have taget Bakkalavrgraden i Theologien beskikkedes H. til Professor i dette Fag. Posten havde staaet ledig en Tid lang, da Christian III helst vilde have en berømt tysk Theolog her ind. Men da det ikke vilde lykkes, maatte man nøjes med, hvad Landet selv kunde yde, og heldigvis traf Valget en Mand, der var i Stand til at gjøre Fyldest trods nogen af de fremmede Celebriteter, som der havde været Tale om at erhverve. I ethvert Tilfælde var H. kommen paa sin rette Hylde, og i forholdsvis faa Aar udfoldede han nu en saa betydningsfuld Virksomhed baade som Docent og som theologisk Forfatter, at hans Navn snart blev bekjendt i hele det lærde Evropa, medens en Skare taknemmelige Disciple ærede ham som deres uforlignelige Læremester.

Særlig kan fremhæves hans theologiske Haandbog i Dogmatik og Moral (Enchiridion theologicum»), der udkom 1557. Den blev ikke blot her til Lands, men ogsaa paa flere Steder i Udlandet benyttet som Lærebog i den systematiske Theologi og oplevede en Mængde Oplag. Forfatteren udtrykte sig for øvrigt meget beskedent om Skriftet og betegnede det som en Vejledning for den studerende Ungdom til en dybere Indtrængen i Melanchthons «Loci», af hvilket Værk han tilstod at have laant meget. Skriftet har dog en selvstændigere Betydning, end denne Ytring lader formode, og i den nyere Tid har H.s Behandling af de ethiske Spørgsmaal tildraget sig Opmærksomhed som et af de tidligste Forsøg inden for den lutherske Kirkeafdeling paa at give en theologisk Ethik. – Af ikke ringere Betydning er H.s latinske Evangeliepostil (1561), der blev oplagt mangfoldige Gange i Udlandet og oversat paa Dansk, Tysk og Engelsk, hvad noksom vidner om, i hvilken Grad den har imødekommet Tidens Tarv. Det er egentlig ikke Prædikener, der indeholdes i Postillen, men snarere Udkast eller Dispositioner til saadanne, og H.s Bestræbelse gaar ud paa at tvinge Præsterne til alvorlig Tænkning over Texten, saa at de ligesom kunne udtømme, hvad der ligger i den af Lærdom og Formaning. Men ved de mange Delinger og Underdelinger fik det hele et temmelig skematisk Præg, og H. kan ikke frikjendes for ved denne saa overordentlig udbredte Postil at have ført ind paa en ganske vist grundig, men tør og forstandsmæssig Textudlægning, hvorved Prædikenen tabte noget af det hjærtelige, som den havde haft i Reformationstiden. – Et tredje vigtigt theologisk Arbejde af H. var hans «Pastor» (1562), en Fremstilling af alt, hvad der hører til en evangelisk Præsts og Sjælesorgers Gjerning i Levned og Lære. Ved dette Skrift, der ogsaa i den nyere Tid har tildraget sig fortjent pmærksomhed, har H. lagt Grunden til den saakaldte Pastoraltheologi inden for den evangeliske Kirke. – End videre maa nævnes en lang Række exegetiske Arbejder over den største Del af det nye Testamentes Skrifter og nogle af Davids Salmer. Som karakteristisk for disse og andre Skrifter af H., som vi ikke her kunne dvæle ved, skulle vi fremhæve en besindig Klarhed forbunden med tiltalende Ytringer af et fromt, kristeligt Sind samt en stor Nidkjærhed for sædelig Tugt forbunden med en i hine Tider ikke almindelig Mildhed over for dogmatiske Forskjelligheder, for saa vidt de bevægede sig inden for den fælles Tros Grund. Først i senere Skrifter, da H. selv var bleven Gjenstand for haarde Angreb, ja, for ligefrem Forfølgelse for sin Læres Skyld, finde vi en skarpere Polemik anvendt af ham.

En egen Plads blandt H.s Skrifter indtager hans Naturret («De lege naturæ»), der udkom 1562 og siden oftere. Fra den filosofiske Ethiks Side har man anerkjendt dette Skrift som et betydningsfuldt Arbejde, hvis Anthropologi udmærker sig ved «rige og dybt indtrængende Betragtninger», og Retshistorikere nævne det som en af det 16. Aarhundredes mærkeligste Frembringelser og give Forfatteren en Plads i Naturrettens Historie som en af de Mænd, der paa en værdig Maade have banet Vej for Hugo Grotius.

Da der i Slutningen af Christian III’s Tid opstod Lærestridigheder i Nordtyskland, særlig angaaende den hellige Nadvere, og da disse Stridigheder truede med at berøre Danmark, gave Forholdene her Kongen Anledning til at forlange en klarende og beroligende Udtalelse af Kjøbenhavns Universitet. Det blev overdraget H. at forfatte en saadan. Dette skete 1557 i hans «Tavle om Herrens Nadvere», en kortfattet Fremstilling af de afvigende Opfattelser af dette Lærestykke med særlig Fremhævelse af den lutherske Lære som den rigtige. Den blev underskreven af alle Professorerne og kan i visse Maader betragtes som et Bekjendelsesskrift for den danske Kirke. Her havde H. udtalt sig i Overensstemmelse med den augsburgske Konfession, og 27. Sept. s. A. blev han kreeret til Doktor i Theologien af Professor Johs. Machabæus i Overværelse af Kong Christian III og dennes Svigersøn Kurfyrst August af Sachsen samt mange andre høje Herrer.

Fra denne Tid af kan H. betragtes som Hovedet for Kjøbenhavns Universitet. Ved en overordentlig Flid i sin Embedsvirksomhed foregik han sine Medlærere med et lysende Exempel, og intet akademisk Anliggende af nogen Vigtighed afgjordes uden hans Samtykke. Han beklædte gjentagne Gange Rektorværdigheden, og 1572 beskikkedes han tillige til Universitetets Vicekansler. Efter kongelig Befaling forfattede han 1569 de 25 Religionsartikler, som enhver Udlænding, der tog Bolig her i Riget, skulde sværge paa, og han var saaledes anden Gang den danske Kirkes Ordfører ved Affattelsen af et vigtigt Bekendelsesskrift. – Med Hensyn til det lærde Skolevæsen og Ungdomsdannelsen i det hele indtog H. en ledende Stilling, som flere Skoleordninger og lignende Bestemmelser fra hin Tid vise. Kort sagt, det var ikke ufortjent, at der tillagdes ham Hædersnavnet «Danmarks almindelige Lærer»; thi ingen Mand har i højere Grad end han paatrykt Aandslivet sit Præg her til Lands i det Tidsrum, da han uanfægtet stod i sin Kraft. Det mest ejendommelige i saa Henseende, ved Siden af det religiøse og sædelige Element, er den stærke Hævdelse af den klassiske Dannelses gjennemgribende Betydning – Modersmaalet skulde bandlyses fra Undervisningen, ja endog fra Disciplenes indbyrdes Samtaler i Skolen – og derhos en Stræng Aandsgymnastik gjennem logisk-dialektiske Øvelser.

Som Skribent var H. utrættelig, og det ene betydningsfulde litterære Arbejde udkom fra hans Haand efter det andet. 1570 udgav han «Livsens Vej, det er en vis og kristelig Undervisning om, hvad et Menneske skal vide, tro og gjøre, som til det evige Liv vil indgaa». Han ønskede Bogen betragtet som en Bekjendelse om «den Lærdom, han havde ført her udi Kjøbenhavns Skole og Kirker henved 30 Aars Tid». Imod Sædvane havde han her skrevet paa Dansk; men det varede ikke længe, inden Anders Sørensen Vedel ved at oversætte Skriftet paa Latin gjorde det til den lærde Verdens Fælleseje; senere blev det ogsaa oversat paa Tysk, Engelsk og Islandsk. H.s «Libellus de conjugio, repudio et divortio» (1572) udmærker sig ligesom hans andre videnskabelige Arbejder ved en god Ordning, stor Klarhed i Begrebsudviklingen og et fortræffeligt Sprog. Skriftet var nærmest udarbejdet til Vejledning for danske og norske Kapitelsmedlemmer, der som saadanne skulde dømme i Ægteskabssager. I et dansk Skrift «Om Ægteskab», der udkom s. A. og siden ofte, behandlede H. Æmnet mere populært og opbyggelig. 1572 udkom end videre en gjennemset og samlet Folioudgave af alle H.s Kommentarer til Apostelbrevene, et anseligt Værk, der vidner om Forfatterens theologiske Grundighed og store dialektiske Klarhed.

Paa dette Tidspunkt kan man sige, at H. stod paa sit Højdepunkt, lige anset og æret baade hjemme og ude; og vi fejle næppe ved at paastaa, at naar man maaske undtager Martensen, har ingen dansk Theolog i den Grad som H. tildraget sig Opmærksomheden i hele den protestantiske Verden. Men en saadan fremskudt Plads har sine Farer og Vanskeligheder, og H. kom da ogsaa til at erfare dette. Som gammel Discipel af Melanchthon var han tilbøjelig til at gaa lettere hen over Forskjellene mellem Lutheranerne og de reformerte; ja, meget i hele hans Retning drog ham nærmest til Calvin. Herom var der vel allerede tidligere ymtet, og H. havde 1571 i Skriftet «Demonstratio indubitatæ veritatis de Domino Jesu» ved sin Bestridelse af den saakaldte Ubikvitetslære vist, at han bestemt tog Afstand fra de lutherske Ivrere. Et længere Besøg, som nogle sachsiske lærde af kryptokalvinistisk Retning 1572 aflagde her i Landet, har vistnok fremskyndet Krisen, da vi vide, at de havde megen Omgang med H. Nok er det, at denne 1574 i et større dogmatisk Skrift («Syntagma institutionum Christianarum») udtalte sig paa en Maade, der viste, at han hyldede den kalvinske Nadverlære.

Den nærmeste Følge heraf var, at Kong Frederik II, der maa være bleven gjort opmærksom paa denne Udtalelse, lod H. kalde og paalagde ham og hans Medlærere intet ydermere at disputere angaaende Nadveren. Her hjemme, hvor H.s Anseelse var saa dybt rodfæstet, og hvor han havde saa mange Venner og Disciple, var der næppe blevet gjort mere ved Sagen, hvis der ikke var kommet Klager udenlands fra. Men uheldigvis var der omtrent samtidig i Sachsen blevet opdaget Forsøg paa at indsmugle Kalvinismen i dette ellers strængt lutherske Land. Det var Mænd, der hidtil havde nydt den største Anseelse, og til hvis Rettroenhed Kurfyrsten havde sat ubegrænset Tiltro, som havde gjort dette Forsøg. Da de bleve dragne til Ansvar, søgte nogle af dem (til Dels de samme, der tidligere havde været her i Landet) at forsvare sig ved at vise hen til, at en Theolog af H.s Anseelse delte Anskuelser med dem, og derved kom de ufrivillig til at drage ham med i deres Fald. Kurfyrst August var nemlig ikke sen til at underrette sin Svoger Kong Frederik II herom og at forestille ham, hvor farligt det var, at en saadan Mand var offentlig Lærer for den akademiske Ungdom. Denne Angivelse, hvis Virkning skærpedes ved flere senere, meget nærgaaende Breve fra Kurfyrsten og dennes Hustru, den danske Konges Søster, førte til store Fortrædeligheder for H. 15. Juni 1575 kaldtes samtlige Professorer op paa Kjøbenhavns Slot, hvor Rigshofmester Peder Oxe, Kansler Niels Kaas og Rigsraad Jørgen Rosenkrantz paa Kongens Vegne forlangte, at H. skulde tilbagekalde, hvad han havde skrevet om den hellige Nadvere. Det er øjensynligt, at Kongen og Statsmændene gjærne, saa vidt muligt, have villet skaane den gamle berømte Lærer; thi Sagen trak ud over et halvt Aar, uden at der blev affattet nogen egentlig Tilbagekaldelse; men Kurfyrsten vedblev at trænge paa, og endelig befalede Kongen Professorerne at kalde H. for sig og lade ham affatte en latinsk Gjenkaldelse og deri forklare sig saaledes, at den danske Kirke kunde befries for al Mistanke for falsk Lærdom. H. søgte vel endnu Udflugter, men Professorerne eller Hdog Flertallet af dem vare enige med Biskop Poul Madsen i, at nu maatte Tilbagekaldelsen affattes «klart og foruden Svinker». Hertil maatte H. efter en Del Forhandlinger da endelig ogsaa bekvemme sig 6. April 1576, saa tungt det end faldt ham.

Fra den Tid af var H.s Stilling pinlig og usikker, og da man fra Tyskland stadig søgte at gjøre ham mistænkelig for Kong Frederik, gjorde denne til sidst kort Proces for at befri den danske Kirke og Højskole for den Mistanke, som H.s fortsatte Lærervirksomhed fremkaldte, og afsatte ham 29. Juli 1579 fra hans Professorembede samt befalede ham uopholdelig at forlade Kjøbenhavn og tage Bolig ved det Kanonikat, han siden 1557 besad i Roskilde. En Slags Oprejsning fik H. og hans talrige Venner dog snart efter, da Kongen 1580 paa den mest energiske Maade afviste den saakaldte Konkordieformel, som de lutherske Ivrere i Tyskland vilde paanøde den dansk-norske Kirke.

De sidste 20 Aar af sit Liv tilbragte H. i Roskilde, vel uden Embede, men dog ikke ledig, sysselsat med litterære Arbejder og med de Forretninger, hans Stilling som residerende Kannik og i hans senere Aar som Domkirkeværge og Kapitlets Senior medførte. Endnu var han, som forhen, æret og anset af Landsmænd og fremmede. Bisperne anbefalede endnu jævnlig paa Landemoderne hans Skrifter som en fortrinlig Læsning for Præsterne, Og hans Venner haabede, at han snart igjen skulde vende tilbage til sin forrige Virksomhed ved Universitetet. Dette skete vel ikke; men nogen egentlig Unaade kan dog ikke siges at have hvilet paa ham. Regeringen sørgede ikke blot for hans sømmelige Underhold, men begjærede ogsaa endnu som forhen af og til hans Betænkning angaaende vanskelige Spørgsmaal. Professorerne sendte ham hvert Aar til Jul 1/2 Ame Vin til Foræring og overlode ham flere af det forrige St. Claræ Klosters Jorder og Haver i Roskilde til Brug uden Betaling eller for en moderat Leje. Fremmede Videnskabsmænd rejste til Roskilde for at se og tale med den gamle berømte Lærer. Den unge Kong Christian IV fortæller i et Brev fra 1591, indført i hans endnu bevarede Stilebog, om, hvorledes han havde haft den Fornøjelse at se den berømte Dr. N. H. i Bispegaarden i Roskilde og at tale med ham. Og Kong Jacob VI af Skotland forsømte ikke, da han 1590 under sit Besøg i Danmark var i Roskilde, at hilse paa H. og at faa sig en theologisk Samtale med ham.

Saa længe Frederik II levede, afholdt H. sig fra al offentlig Forfattervirksomhed. Sine Meninger havde han nemlig ikke forandret, og han vovede ikke paa ny at vække Kongens Mistanke eller Harme, saa meget mere som han havde forpligtet sig til ikke at røre ved de mistænkelige Æmner. Hvad han altsaa i dette Tidsrum udarbejdede, maatte han henlægge i sit Bogskrin eller kunde dog kun betro det til en eller anden paalidelig Ven. Men i Udlandet optryktes hans Bøger endnu stadig, og 1586 foranstaltede Simon Gulart i Genf en samlet Udgave af hans ældre theologiske Arbejder. Efter Kong Frederiks Død (1588), da H.s Ven og fordums Discipel Kansler Niels Kaas traadte i Spidsen for Regeringsraadet under Christian IV’s Mindreaarighed, fik han atter friere Hænder og optraadte paa ny med flere Skrifter, der viste, at han havde bevaret sin Aandskraft, skjønt hans Syn begyndte at tage af, og Alderen ogsaa paa andre Maader gjorde sin Ret gjældende. Af hans Skrifter fra denne Tid kan nævnes: «Antidotum adversus pestem desperationis» (1590 og oftere), der blev oversat paa Dansk, Islandsk, Svensk og Tysk; en Kommentar (paa Latin) til Johannes’ Evangelium (1590-91 i 2 Foliobind); «Tractatus de gratia universali» (1591 og i ny Bearbejdelse 1595). Det sidste Skrift viser, at medens H. bifaldt Calvins Nadverlære, adskilte han sig bestemt fra ham med Hensyn til Læren om Naadevalget eller Forudbestemmelsen, i hvilket Lærepunkt han afgjort hævdede Rigtigheden af den lutherske Opfattelse. Endnu kan nævnes en latinsk Udlægning af de 27 første af Davids Salmer, der udkom i Basel 1592.

Da Christian IV selv havde overtaget Regeringen, maa Kongen, som det synes, fra en eller anden Side være bleven gjort opmærksom paa, at det endnu ikke stod rigtig til med H.s Rettroenhed. I alt Fald fortælles der, at denne i Febr. 1599 blev kaldt op paa Kjøbenhavns Slot, hvor han maatte aflevere nogle af ham forfattede (utrykte) «Spørgsmaal og Svar om Alterens Sakramente». Skjønt det nu ikke var vanskeligt at se, at dette lille Arbejde langt nærmere var kalvinsk end luthersk, gik man dog, som det synes, ikke videre i Sagen, men var billig nok til at lade den højtfortjente, nu næsten blinde Olding med Fred. Hans lange Vandring stundede ogsaa stærkt mod Enden. Paa sit Dødsleje nød han den hellige Nadvere, fandt Trøst ved Oplæsning af Stykker af Evangelierne og bad til sidst den 103. Davids Salme med saa stor Kraft og Inderlighed, at alle omstaaende maatte forundres og opbygges derved. – 23. Maj 1600 gik Dr. N. H. til Hvile, 87 Aar gammel. En stor Del af Sjællands Præster og de fleste af Kjøbenhavns Professorer fulgte ham til Graven. Sjællands Biskop, Dr. Peder Jensen Vinstrup, talte over ham i Roskilde Domkirke og vidnede: «Denne Mand har i Sandhed været et Lys for Danmark, et saare nyttigt Redskab for Guds Menighed, en Sir og en udmærket Prydelse for Skolerne. Vi kunne ikke noksom takke Gud for, at han samler saa nyttige og heldbringende Arbejdere i sin Vingaard, og at han værdiges at udruste dem med saa store Helligaandens Gaver.»

H. var 3 Gange gift: 1. (14. Avg. 1547) med en Kvinde, hvis Navn ikke kjendes. Da hun blev sin Mand utro og hengav sig til et udsvævende og forargerligt Levned, maatte han lade sig skille fra hende. Hun var Moder til Sønnen Hans H., der slægtede hende paa og undertiden bragte Faderen næsten til Fortvivlelse ved sit uordentlige Liv, og til Datteren Dorthe, der blev gift med Professor Claus Hammer, og hvis Søn var Mag. Niels H., der voldte sin gamle Morfader Sorg ved sit slette Levned. Derefter var H. gift 2. med Marine Madsdatter (d. 7. Sept. 1582), en fortræffelig Kvinde, med hvem H. levede lykkelig i mange Aar, og 3. (1583) med Birgitte Lauridsdatter, der plejede ham kjærlig i hans Alderdom og 6 Aar efter hans Død ægtede fhv. Hofpræst Christen Jensen Guldager, da Kannik i Roskilde. Af H.s 2 sidste Ægteskaber var der ingen Børn.

Ligesom H. havde store Sorger og Fortrædeligheder i sit Familieliv, saaledes havde han ogsaa til Tider anden meget krænkende Modgang, der kan tyde paa visse Mangler i hans Karakter. Særlig kan fremhæves det pinlige Sammenstød, han 1568 havde med M. Iver Bertelsen, der tidligere havde staaet ham nær. H.s ydmygende Tilbagekaldelse af Meninger, som han dog ikke opgav, efterlader heller ikke det bedste Indtryk. Alt dette kan  og ikke fordunkle Billedet af den udmærkede Lærer. Af Ydre var han vel lille og uanselig, men hans Ord maa have strømmet fra Læberne med en sjælden Kraft og Ynde, naar denne «Danmarks veltalende Nestor», denne «guddommelige Læremester», som samtidige Forfattere kalde ham, med sin besindige Klarhed talte saaledes om de højeste og dybeste Ting, at Mindet derom blev uudsletteligt for den ene Generation af Tilhørere efter den anden. – Fyldigst udtrykkes maaske H.s Betydning, naar vi kalde ham Danmarks Melanchthon; ligesom denne strakte han sin Virksomhed lige saa fuldt til Skolens som til Kirkens Omraade. Hvad Melanchthon virkede til Udbredelse af videnskabelig Sans i Tyskland og i videre Kredse, det virkede H. i vort Fædreland. Med Undtagelse af Tyge Brahe var næppe nogen dansk Videnskabsmand i det 16. Aarhundrede saa kjendt blandt fremmede som han."