Saxos Danmarkshistorie
	Skolegang

Den første danske bibeloversættelse blev lavet af Christian Pedersen. Han var kannik i Roskilde og Lund, men opholdt sig fra ca. 1500 en stor del af sin tid i Paris, hvor han havde adgang til gode bogtrykkerier. Hans hovedindsats har været at samle manuskripter til udgivelse, evt. også til oversættelse. Det var ham, der fandt og udgav (1514) Saxos Gesta Danorum.

Christiern Pedersen var humanist og meget optaget af skolespørgsmål. I 1531 udgav han et skrift "Om Børn at holde til Skole og Studium", lagde stor vægt på en mildere behandling af disciplene i skolerne; ofte havde både peblinge og degne oplevet at få prygl, for en bagatels skyld, til blodet "løb ned ad ryggen på dem i deres hoser". Men Christiern Pedersen mener, at tiden er blevet bedre; nu kan børn og unge med leg, lyst og glæde lære al stags visdom og kunst "uden sådan ubarmhjertelige hudstrygelseslag og plage af ferler og af store bøddelris, som man før plejede at bruge". Mest kendt er Christiern Pedersen for at have oversat, udgivet og trykt den første danske udgave af Bibelen (billedet). 

Christiern Pedersen var længe tilhænger af Christian II, men fik så smag for "evangeliets rene lærdom". Han gik over til Luther, og kom til at figurere på listen over prædikanter, som rigets marsk, Tyge Krabbe, ønskede forvist fra Malmø i 1534. Efter reformationen kom han i Christian III's tjeneste, og det var i denne forbindelse, han oversatte og udgav Bibelen. Han medvirkede også til kirkeordninansen 1537.

Mere om Christiern Pedersen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Kannik, Forfatter. Vi kjende ikke med Vished Stedet, hvor denne af Modersmaalet højt fortjente Skribent er født. Da C. P. 1496 indskreves ved Universitetet i Greifswald med Bemærkning om, at han var fra Helsingør, er denne By sikkert hans Fødested. Han har gaaet i Skole i Roskilde, da han selv med Taknemmelighed nævner Rasmus Simensen, Vikar ved Domkirken, som sin Læremester i Roskilde Skole. Som saa mange andre unge Mennesker, der i hine Dage fra lavere Stand søgte at arbejde sig op til større Dannelse og bedre udvortes Stilling, viede han sig til Kirkens Tjeneste. I et Dokument fra 1505 nævnes «hæderlig og fornumstig Svend C. P., Kannik i Lund», vistnok den Mand, der her sysselsætter os, og altsaa et Vidnesbyrd om, at han har haft Lykken med sig, eller, om man vil, at hans Flid og Dygtighed have vundet en saadan Anerkjendelse, at han i en forholdsvis ung Alder allerede var optagen i det anselige Præstekollegium, der omgav Landets Ærkebiskop.

Det var dog ikke her hjemme, men paa en langt større Skueplads, at C. P. skulde tjene sine Sporer, nemlig i Paris, hvis Universitet endnu, som i tidligere Aarhundreder, samlede mange danske studerende i sine Høresale. Her træffe vi ham 1510; men han kan gjærne have været der flere Aar før. Her indviedes han i Humanismen og erhvervede Mestergraden i «de frie Kunster», og her begyndte han sin overordentlig frugtbare Forfatter- og Udgivervirksomhed med en latinsk-dansk Ordbog, «Vocabularium in usum Dacorum» (Paris 1510), ligesom han var behjælpelig ved Udgivelsen af det af Anders Friis rettede og forbedrede «Diurnale Roskildense» (1511). Efter flere Aars Ophold i Paris, hvor han var traadt i nøje Forhold til den lærde Bogprenter Jodocus Badius Ascensius, vendte C. P. hjem o. 1513, dog ikke for at blive der, men for om muligt at finde et Haandskrift af Saxes Historie, som han kunde lægge til Grund ved Udgaven af dette betydningsfulde Værk, maaske dog ogsaa for at komme i Forbindelse med Christian II, der nys havde besteget Tronen, og for hvem C. P. nærede eller snart fik en saa stor Sympathi, at han siden knyttede sin Skæbne til Kongens, ikke blot i de gode Dage, da der var Hæder at vente, men nok saa meget i de onde, da Udlændighed og alle Haande Modgang vare Udbyttet. Om C. P., som det undertiden siges, har faaet et Hverv som kongl. Historiograf, maa vi lade staa hen. Kun dette vides, at han efter megen Søgen, støttet af Biskop Lage Urne i Roskilde og Karmeliterprovinsialen Dr. Anders Christensen (III, 451), men især ved Ærkebiskop Birgers Bistand kom i Besiddelse af et Haandskrift af Saxe og, som det synes, fik Kongens Bemyndigelse til at udgive dennes Rigskrønnike.

Efter at have naaet Maalet for sit Besøg i Hjemmet vendte C. P, tilbage til Paris, hvor han saa 1514 udgav «Danorum regum heroumqve historiæ stilo eleganti a Saxone Grammatico conscriptæ». Havde C. P. ikke gjort andet end at redde Saxes Historie som en Brand af Ilden, vilde han have fortjent et ærefuldt Minde; men det er dog især ved sine Skrifter i Modersmaalet, han har vundet den Hædersplads i vor Litteratur, som han indtager. Naar den Formodning er udtalt, at Christian II har opmuntret ham til at blive dansk Forfatter, er dette ret vel stemmende med den Kjendsgjerning, at det danske Sprog i denne Konges Tid vandt en Anseelse som Hoffets og Regeringens Sprog, der endog overgik den, det havde haft i Kong Hans’ Tid, og som det egentlig først i vore Dage til fulde har gjenvundet. Underligt kan det vel nu forekomme os, at det var i Udlandet, i Paris og senere i Antwerpen, at C. P. lagde Grundvolden til sin Anseelse som dansk Bogudgiver og Forfatter. Hovedgrunden var dog vistnok den, at i disse Storstæder var den typografiske Kunst paa hin Tid langt mere udviklet end her hjemme. Det lader til, at C. P. er vendt tilbage til Paris med et betydeligt Forraad af haandskrevne Sager, som han nu skulde se at faa gjort almentilgængeligt ved Bogtrykkerpressens Hjælp. 1514 udgav han nemlig ikke blot Saxe, men ogsaa «Missale Lundense», som Ærkebiskop Birger havde medgivet ham, samt «Vor Frue Tider» (en Art Bønnebog) og en dansk Vejledning for Menigmand til at høre Messe, indeholdende en opbyggelig Forklaring af de forskjellige Dele, hvoraf den katholske Messe bestod. 1515 fulgte den saakaldte «Jærtegnspostil», en Forklaring over Fest- og Søndags-Epistlerne og -Evangelierne med tilføjede Exempler, Helgen- og Mirakelhistorier, hentede fra Romerkirkens rige Legendeforraad, en Bog, der viser, at C. P. i kirkelig Henseende endnu ganske tilhørte Fortiden, men som dog ved den Lethed og Dygtighed, hvormed han behandlede Modersmaalet, peger ud imod Fremtiden. Inden sin Bortrejse fra Paris udgav C. P. endnu Peder Laales Ordsprog («Petri Legistæ Laglandici parabolæ sententiosæ et argumentosæ», 1515). Hjemrejsen gik over Løwen, ved hvis Universitet ikke faa danske i hin Tid studerede. Siden indtog han atter sin Plads ved Lunds Domkirke, og vi træffe ham i Ærkebiskop Birgers Omgivelser paa Herredagen i Kalundborg 1517. Efter denne sin Velynders Ønske underkastede han «Breviarium Lundense» et grundigt Gjennemsyn, inden Skriftet s. A. tryktes i Paris. For Resten virkede han paa samme Maade som andre til Domkirken knyttede Klerke, i det han med sit Kanonikat forbandt Præstekaldet i Stevie og Tjenesten som «Vicarius perpetuus» ved St. Christoffers Alter, hvilket han gjentagne Gange (1518 og 21) doterede med Bøndergaarde i Omegnen af Lund, som han til dette Formaal havde kjøbt. I disse forholdsvis rolige Aar har han i øvrigt vistnok syslet med Arbejder, der vedkom det Hverv, han synes at have haft som Historiograf. Hans Forsøg paa at overføre Saxes Krønnike til det danske Sprog og hans Supplementer til samme samt Fortsættelsen af Historien ned imod hans egen Tid, Arbejder, som han dog ikke fik fuldendt, i ethvert Tilfælde ikke udgivet, maa nemlig snarest henføres til Tiden, inden Uvejret brød løs over hans Konge og ham selv.

Da Tyskeren Johan Weze var bleven (udvalgt) Ærkebiskop i Lund, antog han (1522) C. P. til sin Kansler, en indflydelsesrig Plads, som dog indviklede ham i en bitter Strid med Ærkesædets Official Hans Skovgaard, en Strid, der sikkert har voldt ham mange mørke Timer. Vistnok mæglede Christian II kort før sin Bortrejse fra Landet (April 1523) Forlig mellem C. P. og hans Modstander; men da Joh. Weze fulgte Kongen i Udlændigheden, fik hans Kansler, der var ladt tilbage, en vanskelig Stilling, især da hans Hjærte var hos den bortdragne Konge, og det i Længden ikke kunde blive skjult, til hvilken Side hans politiske Anskuelser hældede. I Sept. 1524 skrev C. P. til Joh. Weze og bad ham opmuntre den landflygtige Konge til at vende tilbage, da hele Almuen ventede ham med Længsel og vilde gaa ham til Haande, saa der var god Udsigt til Sejer for hans Sag. Da Søren Norby 1525 rejste en Bondeopstand i Skaane, gik det dog anderledes, end C. P. havde ventet: Bønderne bleve slagne af Johan Rantzau, og C. P. maatte flygte for at redde sit Liv. Kort efter tildelte Frederik I Sejerherren Indtægten af et Vikarie, Hellig tre Kongers, C. P. havde haft ved Lunds Domkirke, og senere lyste den udvalgte Ærkebiskop Aage Sparre ham i Band og fradømte ham som Majestætsforbryder alle hans Ejendele, da han havde søgt Tilflugt paa Sølvitsborg hos Søren Norby. Denne sendte ham 1526 til Berlin med Bud til Kong Christian. Fra den Tid hørte han til den landflygtige Konges Omgivelser. Maaske har han besøgt Wittenberg; men for øvrigt opholdt han sig mest i Nederlandene, hvorfra han i Kongens Ærende for en Tid drog til Paris. Her fik han fat i den franske Krønnike eller rettere Roman om «Ogier le Danois», som i høj Grad interesserede ham, da han antog i den at finde et vigtigt Bidrag til sit Fædrelands Historie, hvorfor han, af Mangel paa egen tilstrækkelig Indsigt i det franske Sprog, lod den oversætte paa Latin for senere at gjengive den paa Dansk. 1528 synes C. P. en kort Tid, formodentlig med Lejde, at have været i Kjøbenhavn, da han, vistnok mod en Afstaaelsessum, her oplod sit Kanonikat i Lund for Mester Ingemar i Korsør.

Under sin Landflygtighed sluttede C. P. sig til Reformationen og begyndte snart efter med sin flittige Pen at arbejde for Evangeliets Sag. Navnlig oversatte han det nye Testamente paa Dansk (trykt i Antwerpen 1529). I Fortalen skriver han: «Jeg bekjender her selv min store Vildfarelse, som jeg var før udi, den Tid jeg i Paris i de andre Bøger lod sætte de Jærtegn og Fabler, som Menneskene have selv opdigtet og drømt, at man skulde leve, som de Helgener gjorde, og dermed fortjene Himmerig med sine egne Gjerninger, hvilket dog er Løgn og Vildfarelse; thi Christus har alene gjort Fyldest for vore Synder og fortjent os Himmeriges Rige med sin Død og Pine». Det var nu hans Ønske at bane Vej for Evangeliet hos sine Landsmænd, og dertil vidste han intet bedre Middel end, i Luthers Spor, at sætte dem i Stand til selv at «høre og læse Guds Ord paa deres eget Tungemaal». I samme Hensigt lod han i Antwerpen trykke en Række reformatoriske Skrifter, mest Oversættelser og Bearbejdelser efter Luther, saasom «Davids Psalter», «Om Ægteskab og Børn at opføde, Gud til Lov og Ære», «Om Børn at holde til Skole og Studium», «Den rette Vej til Himmeriges Rige», «En kristelig Bog om Troen og Kjærlighed» og adskillige flere, deriblandt en ny Udgave af det nye Testamente, alle fra 1531 og bestemte til Udbredelse her i Landet, naar Christian II atter tog sine Riger i Besiddelse. Dette var nemlig det Haab, som holdt C. P. og andre trofaste Mænd oppe i de lange Udlændighedsaar, men som dog til sidst bristede, da Christian efter det ulykkelige Tog til Norge 1532 indespærredes som Fange paa Sønderborg Slot.

Om C. P., der i de sidste Aar synes at have været Kongens Huskapellan og Sekretær, var med paa Toget, kan ikke med fuld Vished afgjøres, men det er ret sandsynligt. Efter at Christian II’s Sag var tabt, var der intet andet for C. P. at gjøre end at søge Udsoning med Frederik I, som denne ogsaa tilstod ham, vel især paa Grund af hans bekjendte evangeliske Sindelag og fortjenstlige Skribentvirksomhed. I Avg. 1532 fik han et kongl. Beskjærmelsesbrev med Tilladelse til at nedsætte sig i Malmø og «nære sig af Prenteri» mod at være Kongen tro og huld. I et Par Aar var han nu atter fuldt optagen af sin Forfatter- og Udgivervirksomhed, og en Række gudelige Skrifter og Folkebøger udgik fra hans Presse; saaledes 1533: (Joh. Agricolas) 170 mærkelige og ret kristelige Spørgsmaal med deres Svar», «En nyttelig Lægebog», «Om Urtevand»; i den danske Salmebog, som udkom 1533 i Malmø, har han maaske ogsaa haft nogen Del. Fra 1534 haves: «Kejser Carl Magnus’ Krønnike», «Kong Olger Danskes Krønnike» og mulig flere af de Skrifter, der udgik fra hans af Joh. Hochstraten bestyrede Officin, deriblandt den gjennemsete og rettede Udgave af «Den danske Rimkrønnike». Udbruddet af Grevefejden gjorde dog en Ende paa denne nyttige og frugtbare Virksomhed og kastede C. P. paa ny ind i Politikkens urolige Strømgang, i det han gik Borgmester Jørgen Kock i Malmø til Haande med sin øvede Pen og vel ogsaa udførte andre praktiske Hverv, i alt Fald omtales det i Slutningen af 1534, at han nys var hjemkommen fra Rostock, vistnok i en politisk Sendelse. Det var det skuffende Haab om atter at se gamle Kong Christian som Rigernes Styrer, der fyldte C. P. og bragte ham til igjen at vove sin Existens. Atter skulde Haabet dog glippe for ham og hans egne Udsigter formørkes.

Efter at Freden var gjenoprettet (1536), forblev C. P. indtil videre i Malmø, hvor han (o. 1533) havde ægtet en Borgerenke Else, Christoffer Madsens Efterleverske og Datter af en vis Jacob Mikkelsen i Malmø, i hvis Hus C. P. havde haft sit Bogtrykkeri. Sin forrige Virksomhed optog denne ikke paa ny efter Krigen, men solgte Trykkeriet til Hans Vingaard i Kjøbenhavn. Rimeligvis har han nu gjennemgaaet nogle trange Aar. Hans Hustru døde 1539, efterladende ham en Datter; men for Resten vides saa godt som intet om hans Forhold, indtil det erfares, at det var overdraget ham at oversætte Bibelen paa Dansk, nærmest efter Luthers tyske Bibel. Vi vide ikke, naar han begyndte med dette Arbejde; formodentlig har det været Anledningen til, at han igjen fik det Vikarie i Lund, som han i sin Tid selv havde været med til at dotere. Ligeledes ses det, at Universitetet i Følge kongl. Befaling 1542 ydede ham nogen Understøttelse, vistnok som Løn for hans Arbejde med Bibelen, i Anledning af hvilket han o. 1541 havde taget Bolig i Kjøbenhavn. 1543 var han færdig med Oversættelsen, som dog maatte gjennemgaa et vidtløftigt Gjennemsyn af flere lærde Mænd, og da særlig af Biskop Peder Palladius, inden den udkom 1550 som «Christian III’s danske Bibel».

Al sin Kraft synes C. P. at have lagt ind i dette Arbejde, der skulde blive saa betydningsfuldt for den dansk-norske Kirke; men da det var endt, vare hans Kræfter ogsaa udtømte, og han eller andre paa hans Vegne maatte søge et Alderdomshjem for ham hos en Slægtning paa Landet. De sidste 10 Aar af sit Liv tilbragte C. P. nemlig for største Delen i Helsinge Præstegaard i Nordsjælland hos Provst Peder Andersen. Anledningen til, at han fik Bolig paa Landet og helt eller delvis ophørte med sin tidligere saa frugtbare litterære Virksomhed, angaves saaledes i en Tingbog fra Malmø: «Mester C. havde ikke været ved sin rette Sind og Forstand fra den Tid, han fik sin Sygdom i Kjøbenhavn, og til den Tid, han der aff6r, og havde end samme Syge, den Tid han (1544) kom til Helsinge». Vi maa da antage, at hans Kraft for en Del har været brudt i hans sidste Leveaar, om end den omtalte Sindssvaghed kun har været forbigaaende. Hans Tilstand var vel en saadan, at han endnu kunde foretage Rejser og selv optræde i Retssager; men i øvrigt synes hans Alderdomsliv kun at have været lidet glædeligt, og der falder et vemodigt Skjær over denne fortjente Mands sidste Dage – skuffede Forhaabninger, trange Kaar, Sygdom og Forladthed kastede mørke Skygger over hans Vej.

C. P. døde i Helsinge Præstegaard 16. Jan. 1554. Hans Datter var før hans Død bleven gift med Bastian Hiilsebrock, Borger i Malmø, der 1555 fik kongl. Privilegium paa Udgivelsen af en Oversættelse af Spangenbergs Postil, som C. P. havde efterladt. Skriftet udkom dog ikke, men derimod 1556 «Æsops Levned og nogle af hans Fabler, udsatte paa Dansk af Mester C.». Dennes haandskrevne Oversættelse af Saxe og hans Fortsættelse af Krønniken gjorde Herluf Trolle paa Statens Vegne Krav paa efter C. P.s Død, men fik Haandskriftet først udleveret, efter at det havde været underkastet en saa hensynsløs Behandling, at en Del deraf var tabt for stedse.

Mindet om C. P., der en Tid havde været fordunklet, fornyedes paa en smuk Maade af J. Langebek («Danske Mag.» I). Siden er hans Navn vedblevet at være i Ære, særlig paa Grund af den sjældne Renhed og Skjønhed, hvormed han forstod at behandle Modersmaalet, og hans dybe Kjærlighed til den historiske Arv fra Fædrene. Navnlig har C. J. Brandt indlagt sig Fortjeneste dels ved (i Forbindelse med R. Th. Fenger) at besørge en samlet Udgave af de allerfleste af C. P.s danske Skrifter (I-V, 1850-56), dels ved sit udtømmende Skrift «Om Lunde-Kanniken C. P. og hans Skrifter» (1882). Statsraad Thor Lange i Moskov har for nogle Aar siden ladet indsætte en Mindetavle over C. P. i Helsinge Kirkes ydre Mur."