1671                Konsumptionen
Tegning af Olsgades bom
Hegnet omkring Roskilde med porte og med de boder, som er kendt fra 1690.

I 1671 lagde regeringen skat på forbruget i byerne. Det skete i form af port- (eller) indførelseskonsumptionen. En afgift skulle betales af bønder eller handlende, når de overskred byens konsumptionsgrænse. Ved alle indfaldsveje skulle der være porte eller bomme, hvor afgiften på fødevarer, brændsel, klæde, alt indført skulle falde. Afgiften mindede om vore dages moms, idet bønderne blot "lagde ud" ved indfarten til byen. Når varerne senere blev solgt på markedet/torvet, skulle de lægge prisen oveni, så de blev holdt skadesløse, Og så at det var byens borgere, der betalte. de rige mest (de havde råd til det største forbrug), de fattige mindre, og på de måde var der efter regeringens opfattelse tale om en retfærdig skat, der ikke vendte den tunge ende nedad.

7/12 1671 skriver magistraten i Roskilde til rentekammeret (finansministeriet), at det ville blive vanskeligt at markere toldgrænser i byen. Bylandbruget indebar, at der var så mange udkørsler fra byen, så der skulle graves grøfter, opsættes palisader/hegn, bygges boder til portvagterne, og det ville blive dyrt. Ud over dette måtte man ansætte hele 5 konsumptionsbetjente (1 pr. port), fordi byen havde så mange regulære udfaldsveje. Endelig måtte man ud over de 5 have to visitører til at føre tilsyn med smuthullerne, hvor der ikke var bomme (men hvor en bygård havde udkørsel til sine marker). Prisen for alt dette ville blive 94½ rigsdaler. Magistraten fik lov til at trække alle disse udgifter fra de indtægter, konsumptionen gav, da den var kommet i gang.

Konsumptionen blev snart bortforpagtet til kapitalstærke købmænd. I Roskilde forpagtede købmand Stephan von Essen (rådmand Nicolai Nielsens svigersøn) konsumptionen så tidligt som i 1683. Han skulle give 4000 rdl. årligt, og aftalen lød på 3 år. Ud over de 4000 rdl. til rentekammeret skulle han udrede 200 rdl. årligt til Duebrødre Kloster for afgiften af de varer, de havde købt, for den milde stiftelse var fritaget for skat og konsumption.

Konsumptionen var ikke den eneste afgift, regeringen opfandt til borgerne i byerne. Man fandt på meget mere, så det ikke kun var bønderne, der skulle betale til driften af hof og militær: