Sorø Kloster Klosteret ejede gods i følgende herreder: Alsted Halland Ølstykke Merløse Ringsted

Grunden til dets store besiddelser lagde Absalon ved efterhånden at skænke det bispetienden af flere nærliggende sogne, tredjedelen af det offer, der bragtes ved den hellige Margretes grav i Vor Frue kirke i Roskilde, landsbyen Tvååker i Halland med agre, enge og skove, hvorfra der kunne hentes egetømmer til klosterets bygninger, Slagelsebo, gården Holbæk med nogle nærliggende småbyer, deriblandt Tveje Merløse, endvidere Lynge m.m. Desuden gav han i sit testamente klosteret en del sager og adskilligt jordegods. Han blev trolig hjulpet af sin broder, Esbern Snarre, og de nævnes begge af munkene som "klosterets grundlægger". Og talrige af den store og godsrige Hvideslægt trådte i deres fodspor, således de mægtige Sunesønner, ikke mindst ærkebiskop Andreas i Lund og hans broder, bisp Peder i Roskilde. Derimod var Esbern Snares efterkommere ikke så ivrige til at opfylde deres faders testamente. Han havde skænket klosteret en "halv hovedlod" (d.v.s. en datters arvepart) af sit jordegods. Først 46 år efter hans død indfriede hans datter, fru Ingeborg af Kalundborg, sin part af forpligtelserne ved at overdrage det en tredjedel af Ørslev og sin gård i Bringstrup til kirkens overhvælving efter dens brand 1247. Ja, om en meget vigtig del af arvelodden, det tæt nord for Sorø liggende Stenmaglegods, måtte klosteret føre en næsten hundredårig proces. Men trods dette følte Hvideslægten sig alligevel nært knyttet til klosteret og dets kirke, om hvilken biskop Peder Sunesøn endog udtalte, at den var opført "som gravkirke for vor slægt". Det falder da også godt i tråd hermed, at allerede. Absalon i 1177 førte sin farfaders, Skjalm Hvides, og sin farbroders, Tokes, ben fra Fjenneslev til Sorø, medens derimod hans fader, Asser Rig, først 1285 overførtes fra den gamle kirke. Til de fleste af gaverne knyttede sig nemlig den forpligtelse, at giverne skulle jordfæstes i kirken, hvorom den fornemme skjoldefrise vidner, og at munkene til evig tid skulle læse messer for deres sjæle. 

Og 1315 skænkede Erik Menveds  broder og efterfølger, hertug Christoffer, klosteret Ude-Sundby (nu Frederikssund).

I 1400-tallet er det nogenlunde slut med godsgaverne, hvorimod klosteret - i øvrigt ligesom tidligere - drev en aktiv godspolitik for gennem køb og mageskifte at øge og afrunde sine besiddelser. Som en slags plaster på sorgen over dronning Margrethes bortførelse fristes man til at opfatte det mageskifte, den kloge abbed Niels Klementsen 1414 sluttede med Roskildebispen, der bl.a. skaffede klosteret Bjernedegård med dens tilliggende, gods i Pedersborg samt fire kirker: V. Broby, Slaglille, Bjernede og Pedersborg. 

Hvor meget gods klosteret ejede ved middelalderens slutning, lader sig ikke fastslå med fuld sikkerhed. Efter den ældste bevarede jordebog fra 1568, da dets tilliggende bortset fra en række købstadsgårde vist var nogenlunde urørt, ejede det foruden 10 kirker, af hvilke det i hvert fald oppebar både præste- og kirketienden, 625 fæstegårde. Den ældre driftsform, efter hvilken store dele af godset var samlet i ladegårde (grangier), der styredes ud fra klosteret, var nemlig for længst forladt. De var overvejende samlede i Alsted herred, og deres faste årlige afgifter kan anslås til o. 7000 tdr. korn (rug eller byg). I hvert fald var det landets rigeste kloster, dobbelt så rigt som moderklosteret Esrum.