Valkendorf som lensmand i Roskilde Valkendorfs grav

Christoffer Valkendorf som rentemester under Frederik II.

Christoffer Valkendorf, som stod for finanspolitikken og ordningen af lensvæsenet efter Den nordiske Syvårskrig, hvor statskassen nærmest var tom, blev i disse år en betydningsfuld og indflydelsesrig kongetjener, der ikke ved sin private godspolitik virkede så udfordrende som Peder Oxe, og ikke som Johan Friis i så udpræget grad repræsenterede højadelens synspunkter. Når da samtidig kansleren var den stilfærdige Niels Kås, der ved sin totale mangel på interesse for jordisk gods er et særsyn i tiden, var der grundlag for et ganske harmonisk samarbejde mellem kongen og centraladministrationen. Alt tyder da også på, at kongen satte pris på Valkendorf og lagde vægt på hans domme, selv om man kan spore, at Valkendorf vist var noget af en gnavpotte, som det kunne være svært at gøre tilfreds, og som kun var lykkelig, når han kunne komme til at sætte ny skik på tingene og få en mængde fra hånden i en fart. Fra kongen måtte han nu og da høre drillende bemærkninger om sin ugifte stand. Billedet af ham med de alvorsfulde rynker over næsen, den strenge mund under det skråt nedhængende skæg, der understreger næsefurerne, viser os ikke den fornøjelige selskabsmand, kongen hentyder til, når han ønsker ham hos sig på Koldinghus for »med drik at gøre gæsterne fyldest og med dansen og anden kortvillighed . . . at gøre fruer og jomfruer des lystigere«.

Derimod svarer Valkendorfs usædvanlige rundhåndenhed over for byen København og over for den lærde stand til kongens karakteristik i samme brev, hvori det hedder: ». . . at og stoddere, fattige uden porten, skulle vide Eders overflødige rundhed at berømme.« I en snæver vending var han ikke bange for at yde kongen en lille privattjeneste som at låne ham for 400 daler af en guldkæde til 600, fordi kongen netop var i bekneb. Denne udtrykte også ved en anden lejlighed sin taknemmelighed, da rentemesteren uopfordret havde sendt ham to tønder sild. Valkendorfs forretninger som rentemester og statholder var mangfoldige, i 1576 fik han f. eks. pålagt at sende alt det sennep, han kunne skaffe i København, til Krogen. Flæsket var blevet for fedt.

Det kan undre, at Valkendorf, der besad en af de egenskaber, kongen havde sværest ved at affinde sig med hos sine undergivne, nemlig lysten til at handle resolut uden at spørge, kunne bevare det gode forhold til hoffet. Der findes da også eksempler på, at kongen har skældt ud over rentemesterens selvtægt, og når Christoffer Valkendorf ikke i Frederik II's tid fik tildelt noget rigsembede, skønt hofmesterposten stod ledig, kunne det naturligvis tydes som frygt for Valkendorfs myndighed. Men spørgsmålet er, om Valkendorf kunne få mere reel magt, end han havde som rentemester og statholder på Københavns Slot. Og der var jo ikke noget usædvanligt i, at et af embederne stod ledigt i en årrække. I hvert fald synes det klart, at Valkendorf sammen med Niels Kås ved Frederik II.'s død stod på hoffets side mod de øvrige rigsembedsmænd og rigsrådet.

For byen København blev Valkendorfs virke af stor betydning. Han var selv grundejer og havde huse og boder i Vestergade, Skindergade, Sankt Pederstræde og Stenboderne. Ved Stranden, lige over for slottet, lå desuden den store gård, hvor han havde sin bolig. I samarbejde med magistraten sørgede han for, at der blev "god politi" i staden; fik voldene istandsat; vandforsyningen og kloakforholdene bragt orden; og veg ikke tilbage for selv at gå op »på muren til murermestrene« for at »undervise dem derudi«.

Ved indvielsen af Frederik II's mausoleum i Roskilde klagede den menige adel over lenspolitikken. Det var Valkendorf, man var ude efter. Det blev dog uoverensstemmelser i de højere cirkler, der satte tingene i skred og uddybede modsætningen mellem regeringen og enkedronningen. Den skotske konge, Jakob 6., havde for flere år siden indledt forhandlinger om et ægteskab mellem sig og en af Frederik 2.s døtre; hans bagtanke var, endelig at få klaret spørgsmålet om Orkneyøerne, som Danmark ønskede tilbage (de var sat i pant for medgiften, da Christian I.s datter Margrethe i 1469 blev gift med Jakob 3. af Skotland) . Frederik II. var mod en sådan forbindelse, og i mellemtiden var den ældste datter Elisabeth blevet bortlovet til Heinrich Julius af Braunschzweig-Wolfenbüttel. Efter kongens død fik enkedronningen imidlertid en forbindelse i stand mellem kong Jakob og prinsesse Anna. I september 1589 afsejlede rigsadmiral Peder Munk med prinsessen og hendes følge, men efterårsstormene tvang ham til at opgive rejsen og gå i land i Norge. Den skotske konge drog derfor hertil, og efter at brylluppet havde fundet sted i Oslo, rejste parret til Danmark for at tilbringe vinteren der. Det var i denne forbindelse, kong Jakob besøgte Tyge Brahe og Hemmingsen i Roskilde.

På den følgende herredag, i Kolding 1590, rejste Munk anklage mod sin kollega i regeringsrådet Christoffer Valkendorf. Han måtte som statholder på Københavns Slot bære ansvaret for, at flåden på rejsen til Skotland ikke havde været i forsvarlig stand. Statholderen klarede frisag ved at henvise til, at flådens uheld skyldtes trolddom; tretten kvinder blev da også brændt i København i den anledning. Men anklagen viser, at Valkendorf ikke havde lutter venner blandt kollegerne, og en anden sag rejst på samme herredag fældede ham. Lensmanden på Ålborghus Hans Lindenov sigtede ham for på uret vis at have ladet lensmandens handelspartner på Færøerne, Mogens Heinesen, henrette året før.

Færingen Mogens Heinesen var en dristig sømand, en talentfuld handelsmand med en enestående evne til at skaffe sig ud af de vanskeligheder, hans hensynsløse fremfærd gang på gang bragte ham i. Frederik II. havde holdt hånden over ham, fordi folk af hans type var velegnede til at hævde kongens rettigheder i Nordatlanten.

Christoffer Valkendorfs forsøg på at ramme Mogens Heinesen var altid stødt på modstand hos kongen, men straks efter dennes død slog han til, og anklagen, bl. a. for blodskam var alvorlig nok til at bringe Heinesen på blokken. Belært af tidligere erfaringer lod Valkendorf henrettelsen ske straks efter, at rådstueretten i København havde dømt Heinesen til døden, uden at give tid til appel til herredagen. For denne tilsidesættelse af retsreglerne måtte han nu stå Hans Lindenov og Mogens Heinesens enke til regnskab. Resultatet blev et forlig, der gav den henrettede æren tilbage. Men Valkendorf fornemmede modstanden og trak sig tilbage som rentemester, forlod regeringen og helligede sig sin private gøremål.

Mere om Christoffer Walkendorf fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Rigshofmester. Blandt de mange fremragende Mænd, som i anden Halvdel af 16. Aarhundrede vare knyttede til Statstjenesten, indtager C. V. en Førsterangs Plads ved Duelighed, Arbejdsevne og Retsind. Han var født 1. Sept. 1525 og Søn af Henning V. til Glorup i Fyn (d. 1535) og Fru Sidsel Friis (d. 1562). Saa længe Moderen levede, synes hun at have boet paa Glorup i Sameje med sine talrige Børn; men senere blev C. V. Enebesidder af dette Familiens Stamsæde, hvis Tilliggende han betydelig forøgede. Dog skrives endnu 1580 en af hans Brødre «til Glorup». – Om C. V.s Ungdomsliv er intet bekjendt. I flere ældre Skrifter siges – paa Slanges Avtoritet – at «han ikke havde studeret». Meningen hermed – om der ellers er noget rigtigt i Bemærkningen – er maaske, at han ikke, som hans Broder Jacob V., havde gaaet den sædvanlige Dannelsesvej for unge, fremadstræbende Adelsmænd med vidtløftige Studierejser i Udlandet; men for øvrigt er der nok, der vidner om, at han ingenlunde var fremmed for hin Tids lærde Dannelse. Her skal blot peges paa hans senere mærkelige Iver for at fremme de akademiske Studier, Beskaffenheden af hans Bogsamling, der til Dels bestod af lærde, latinske Værker i forskjellige Fag, og endelig samtidige Forfatteres Omtale af ham som en højt dannet Mand – og i hin Tid var der ingen anden Vej til højere Dannelse end den lærde. Det vilde have været en daarlig anbragt Satire, naar Vedel, der kjendte V. nøje og satte høj Pris paa ham, 1574 kalder ham «vir genere, virtute et eruditione vere nobilis, litterarum et litteratorum fautor egregie litteratus», dersom den Mand, der betegnes med disse hædrende Ord, manglede de første Betingelser for med rette at kaldes saaledes.

For V.s Dannelse taler ogsaa, at han tidlig ansattes i Statstjenesten, i det han allerede 1551 forekommer som en af Kongens Sekretærer. Han var i denne Stilling, da han 1554 paa Livstid forlenedes med Provstiet i Bergen. Denne Forlening, der nærmest var en Lønning for hans Tjeneste i Kancelliet, krævede dog ikke hans personlige Nærværelse. Anderledes forholdt det sig derimod, da han 4. Marts 1556 forlenedes med Bergenhus, Vardøhus og nogle andre Len, der vare lagte derunder; thi det var en Stilling, der ikke blot krævede en Mand med Klogskab og Karakterstyrke, men ogsaa, at Manden var paa sin Plads. I Bergen havde de hanseatiske Kjøbmænd og Haandværkere nemlig i Tidernes Løb udviklet en Selvraadighed og Voldsfærd, der gjorde Livet næsten utaaleligt for de indfødte Borgere, naar de ikke vilde lade de fremmede raade paa alle Punkter, hvor Sammenstød kunde befrygtes. Mord og Mandslæt hørte til Dagens Orden, og det var vanskeligt for en Nordmand at opnaa Ret, naar han var kommen i Strid med en af de overmodige «Garper». I Stillingen som Lensmand paa denne vanskelige Post viste V. baade Besindighed, Kraft og Udholdenhed, saa det i faa Aar lykkedes ham at kue Hanseaternes Hovmod og bringe forholdsvis rolige og ordnede Forhold til Veje, især efter at han ved Besøg i Kjøbenhavn i Christian III’s sidste Tid havde sikret sig, at han havde Regeringens Medhold i de Forholdsregler, han fandt tjenlige til at hævde den norske Haandværker- og Handelsstand over for Hanseaternes hensynsløse Overgreb. Samtidig havde han som Lensmand over Finmarken henledet Opmærksomheden paa, at der maatte træffes Forholdsregler for at hæmme Englændernes Handel med Russerne ad Søvejen nord om Norge, en Sag, hvori han ogsaa vandt Regeringens fulde Bifald.

Da den Fasthed, hvormed V. var optraadt over for Tyskerne i Bergen, havde vakt Røre i Hansestæderne, indkom der Klager fra disse til den nye Konge (Frederik II) over Lensmandens Optræden, og da Kongen mulig ikke vilde lægge sig for meget ud med Lybekkerne, hvis Støtte han kunde behøve under de truende politiske Forviklinger med Sverige, var det formodentlig Anledningen til, at V. 1560 afløstes af en anden Lensmand. Hvad han havde udrettet i Bergen blev dog ikke derfor omstødt. At man i det hele erkjendte hans fremragende Dygtighed, fremgaar deraf, at der snart efter betroedes ham en endnu vanskeligere Post, da han 1561, nærmest efter Enkedronning Dorotheas Ønske, blev udset til at indtage en Formynderstilling hos Kongens Broder, den lidet heldige Hertug Magnus, under dennes Styrelse af Bispedømmet Øsel og nogle dermed forbundne Landskaber. V. fik saaledes den besværlige og utaknemmelige Opgave at lede den unge, letsindige og selvraadige Fyrste «til alt godt og at holde ham tilbage, naar han vilde gjøre det, han ikke burde», hvad ikke var nogen let Sag, da Magnus var tilbøjelig til Udsvævelser af forskjellig Art og i Regelen fandt Medhold hos den ømme Moder, naar han klagede over sin alvorlige Vejleder. Dertil kom, at de politiske Forhold i Østersølandene frembød overordentlige Vanskeligheder ved Stridigheder med Sverige, Polen, Rusland og den nys opløste tyske Ridderordens Hærmester, der hver især søgte at rive saa meget som muligt til sig af det ulykkelige Land mellem Finske- og Rigabugten.

I de første Aar, V. tilbragte hos Hertug Magnus, gik det nogenlunde, men da Krigen mellem Danmark og Sverige 1563; brød ud i lys Lue, bleve Forholdene i Lifland og paa Øsel endnu værre, da Svenskerne nu gik angrebsvis til Værks over for den danske Stats Repræsentanter i disse Egne. V., der 1566 betegnes som Kongen af Danmarks tilforordnede (ell. Statholder) i Lifland, holdt dog ud paa sin besværlige Post til 1567, da han endelig hjemkaldtes. 1568 var han sysselsat med forskjellige Statshverv i Norge, bl. a. holdt han Retterting i Bergen. Aaret efter brugtes han ved Forhandlinger med Lybek. S. A. sendtes han som Lensmand til Island, hvor forskjellige Forhold trængte til en fast og ordnende Haand. Naar han her havde indrettet alt paa det bedste,
skulde han atter vende tilbage for at give Kongen Oplysning om Tilstanden i dette Land. Hjemkommen her fra blev der stillet ham en ny Opgave, der krævede en Mand af prøvet Retsind og Dygtighed. Der var nemlig endnu et fjærnt Øland under den danske Krone, hvor en nidkjær og djærv Tilsynsmand behøvedes. I Avg. 1571 udnævntes V. til Lensmand paa Gulland, og det paalagdes ham i Forening med Landsdommeren og 3 andre Dannemænd paa Øen nøje at undersøge Tilstanden og siden indrette alt saa kristelig, skjellig og lidelig for den fattige Almue som muligt. Der var Kredse («Ting») paa Øen, hvor alt Folket næsten var uddøet, saa at der ikke fandtes flere end 4 eller 6 bosiddende Mænd, hvilke dog maatte udrede lige saa meget i Skat som andre Tinglag, der vare bedre befolkede; hvis der ikke i Tide raadedes Bod derpaa, vilde Landet blive øde og Folket lide den største Nød. Desuden vare de kirkelige Forhold i høj Grad opløste, da der hidtil havde manglet ordentligt Tilsyn med Præsterne paa Øen. Heri tilvejebragte V. en betydelig Forbedring, da han fik den hæderlige Mourits Christensen Glad indsat som Superintendent paa Landet. I en senere Skrivelse fra denne til Sjællands Biskop bad han ham takke V. paa hans egne og Embedets Vegne. «Mig har han haandhævet som en kristen Mand, og har han ogsaa alvorlig lagt en Haand paa med mit Embede, saa at det gaar, Gud være des Lov! meget ordentlig baade med Personerne og med Religionen».

Da V. saa vidt mulig havde bragt Orden i de, særlig under den langvarige Krig med Sverige, opløste gullandske Forhold, aftraadte han 1573 Visborg Slot til en anden Lensmand og vendte tilbage, i det Roskildegaards og Skjoldenæs Len vare ham overdragne, men kun for snart efter sammen med Rigsraaderne Jørgen Lykke og Bjørn Andersen at afgaa til Norge, da der ogsaa her rundt om i Landet var meget at bringe i Lave. Den af Kommissionen foreslaaede «Skik og Ordning» fik 28. Maj 1574 kongl. Stadfæstelse. – Efter at V. saaledes i en lang Aarrække var anvendt paa de vanskeligste Udposter i den dansk-norske Stat, kom han fra Begyndelsen af 1574 i Spidsen for en vigtig Gren af Centralstyrelsen, i det han udnævntes til kongl. Rentemester, en Post, hvortil han med sin store Arbejdsomhed, strænge Redelighed og stærke Ordenssans særlig egnede sig. Efter Peder Oxes Død i Okt. 1575 kan man med Føje kalde C. V. Rigernes Finansminister, om han end ikke bar denne Titel. 1577 fik han Sæde i Rigsraadet. Med Norge bevarede han paa flere Maader Forbindelsen, navnlig efter at han 1578 var bleven forlenet med Ryfylke, Jæderen og Dalerne (Stavanger Len), som han beholdt indtil sin Død. Ogsaa nordenfjælds havde han endnu Forlening. I Danmark fik han Tid efter anden en Række Len, efter at han allerede 1574 havde fratraadt Roskildegaard. Nævnes kan saaledes: Salling Herred i Fyn 1574-80, Vor Frue Kloster i Roskilde 1575, Jungshoved 1583-87, Vordingborg 1589-92, Helsingborg 1592-95 og Odensegaard med St. Knuds Kloster 1595-97, Jungshoved 1597-1601.

Det er en fast utallig Mængde finansielle og administrative Hverv, store og smaa, der i Tidens Løb betroedes eller paalagdes V. i hans Egenskab som Rentemester. 1579 udnævnte Kongen, der sjælden kom til Kjøbenhavn og mest boede paa Frederiksborg, naar han ikke var paa Rejser rundt om i Landet, V. til sin Statholder i Hovedstaden og overdrog ham Holmens og Flaadens civile Styrelse. Dette var Anledningen for V. til med stor Omhu at tage sig af Byens Sager, og han var altid villig til at være Foregangsmand ved almennyttige Foretagender, ogsaa naar det gjaldt at lukke Pungen op til fælles bedste. I den saakaldte «Valkendorfs Bog» med Staden Kjøbenhavns Privilegier og andre vigtige Brevskaber bevarer Raadstuearkivet endnu et smukt Minde om den Varme, hvormed denne Hædersmand omfattede Hovedstadens Vel. Siden Absalons Dage havde ingen enkelt Mand gjort sig saa fortjent af Kjøbenhavn som C. V. Kun nogle enkelte af de Foranstaltninger, han traf til Byens bedste, skulle her anføres efter en taknemmelig Samtids Optegnelser: «1581 har han ladet begynde paa Kjøbenhavns Befæstning. Først har han ladet begynde ved Nørreport at sætte Volden om til Østerport med stor Kamp og ladet færdiggjøre og arbejde paa Volden. Og tillige har han ladet gjøre den Skanse og Hvælving og Mur i Nørreport og har selv givet dertil af sine Penge og har haft sine egne Arbejdskarle paa Volden i Arbejde med Borgerne, at det skulde gaa for sig. S. A. har han ladet mure det skjønne Vejerhus, som er bygget i Stranden, som ingen havde tænkt eller troet, at der skulde nogen Tid kunnet staa Hus derpaa. 1582 lod han begynde paa det skjønne murede Hus, som staar paa den østre Ende af Amagertorv, Kjøbenhavns By til Ære og Gavn. S. A. har han tænkt Kjøbenhavns Ære og Forfremmelse, ikke i én Maade, men i mange Maader. Saa har han beset og overvejet Lejligheden, Kirkerne til Ære, Prydelse og Gavn, og strax befalet Kirkeværgerne til St. Nicolai Sogn, at de skulde begynde at lade bygge det Taarn ved St. Nicolai Kirke, hvilket strax blev begyndt, baade med Fundamentet og siden fremdeles med Muren, og gav han selv dertil de første Penge, desligeste Kalk og Sten, og har selv tidt og ofte gaaet op paa Muren til Murmestrene og undervist dem derudi. Desligeste ogsaa det Taarn paa Helliggejstes Kirke har han og befalet at opsætte og har givet baade Penge, Kalk og Sten». – Det lader til, at V. ikke har været Statholder i Kjøbenhavn længere end til Udgangen af 1584; men 1595 fik han paa ny dette Hverv, først sammen med sin Ven Arild Huitfeldt og siden alene, indtil sin Død.

For Universitetet og de studerende nærede V. megen Interesse. Han understøttede gjærne fattige Studenter eller gav dem Midler til Udenlandsrejser, og han stiftede sig et varigt Minde ved 1588 i den Bygning, der i sin Tid som Karmeliterkollegium havde spillet en ret mærkelig Rolle i det ældste Universitets Historie, at grunde den Bolig for 16 Studenter, der endnu bærer hans Navn og nu i over 300 Aar har afgivet et kjært Hjem for saa mange trængende Studenter. Foruden Huset og Grunden samt en Bogsamling gav han en Kapital paa 6100 Rdl. til Husets Vedligeholdelse og til Stipendier for Beboerne, som han i sin Levetid ogsaa paa anden Maade saa til gode. Hans Fundats for Kollegiet er udstedt 16. Juli 1595.

Efter Frederik II’s Død (1588) indtraadte V. i det Regeringsraad, som med Kansler Niels Kaas i Spidsen under Christian IV’s Mindreaarighed styrede Rigerne. Det var et haardt Slag for Enkedronning Sophie, at hun ikke fik nogen Del i Statsstyreisen, og Tilsidesættelsen af hende gav i adskillige Aar Anledning til mange ubehagelige Stridigheder. Efter Sigende havde V. været tilbøjelig til at føje hendes Ønske, men var bleven overstemt i Rigsraadet. – I de Aar, V. var i Regeringen, ramtes han for øvrigt af den værste Modgang, han i sit Liv maatte prøve, en Modgang, der for en Mand af hans bekjendte Retsind maatte være dobbelt følelig. Først var der den Retstrætte, han 1590 fik med sin Kollega i Regeringsraadet, Rigsadmiral Peder Munk, i Anledning af at de Skibe, hvormed denne Aaret i Forvejen skulde føre Kongens Søster, Dronning Anna, til Skotland, havde vist sig at være saa lække, at Admiralen maatte søge Havn i Norge. Dette, paastod Munk, maatte være Rentemesterens Skyld, da han jo af den afdøde Konge havde faaet Tilsynet med Holmen og Flaaden; men hertil svarede V., at han kunde kalde Underadmiralen Erik Vognsen til Vidne paa, at baade Skippere og Tømmermænd havde faaet alt, hvad de havde krævet til Flaaden, og hvis de ikke havde gjort deres Arbejde til Gavns, saa var det deres Skyld, der skulde syne sligt; Skibene havde jo desuden faaet Skade i Storm og Uvejr. – Værre gik det med den Sag, som Hans Lindenov til Ørslevkloster s. A. paaførte V., fordi han i Jan. 1589 havde ladet udøve en for hurtig Retspleje mod den bekjendte Fribytter Mogens Heinesen (VII, 274), som han havde ladet dømme til Døden af Raadstueretten i Kjøbenhavn og kort efter lod henrette, uden at der gaves Lejlighed til at indanke Sagen for en Herredag. Lindenov og den afdødes Enke anlagde derfor Sag mod V. for en Herredag i Kolding, hvor det endte med et Forlig, der gav den henrettede Oprejsning, medens V. gik ind paa at betale en betydelig Erstatning til Enken og til Lindenov. Vistnok kan det ikke betvivles, at M. Heinesen ved sine Bedragerier og Voldsgjerninger havde fortjent den Straf, der overgik ham; men i Sagens Behandling havde V. dog ikke gaaet frem med den Besindighed og Klogskab, som ellers udmærkede ham, noget der maaske har sin Forklaring deri, at M. Heinesen i høj Grad havde misbrugt den Tillid, V. i sin Tid havde vist ham ved at skaffe ham Eneretten til Handel paa Færøerne. Sagens Udfald var vistnok Grunden til, at V. samtidig udtraadte af Regeringsraadet, hvortil vel ogsaa hans Uoverensstemmelse med hans Kolleger angaaende Raadets Optræden over for Enkedronningen kan have bidraget. Han vedblev dog fremdeles at være Rentemester og Medlem af Rigsraadet. Senere kom han ogsaa oftere til at vikariere i Regeringsraadet, naar nogle af dets Medlemmer havde Forfald, ligesom han 1594 benyttedes som Regeringskommissær paa Gulland i Anledning af Almuens Klager over den onde Medfart, de maatte lide af Fogeder og andre.

Ved Christian IV’s selvstændige Overtagelse af Regeringen 1596 blev V. beskikket til den høje Stilling som Rigshofmester, en Post, der ikke havde været besat siden Peder Oxes Død, om end V. som Rentemester faktisk havde besørget en Del af de Forretninger, som plejede at ligge under Rigshofmesterens Embede. Til dette sidste Tidsrum af V.s Liv knytter sig det bekjendte Sagn om et personligt Sammenstød mellem ham og Tyge Brahe, hvilket mentes at have givet Anledning til, at den store Astronom for stedse forlod Fædrelandet. Men paalidelige historiske Kilder give ikke Sagnet Medhold, saa der ikke kan tillægges det nogen Betydning. Ogsaa i sin ny Stilling vedblev C. V. at tjene Konge og Fædreland med samme Nidkjærhed og Troskab som altid lige til sin Død, 17. Jan. 1601. Han jordedes i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Ligesom de samtidige berømte Regeringsmænd, de kongl. Kanslere Johan Friis og Niels Kaas og hans tro Ven, Rigens Kansler Arild Huitfeldt, forblev han altid ugift. – En samtidig, der kunde vide god Besked (Sivert Grubbe), skrev ved V.s Død i sin Dagbog: «Han var Kongen og Riget en saare nyttig Mand, og ligesom han havde levet vel og berømmelig, saaledes svarede hans Endeligt til hans Liv».

I Sognekirken til V.s Herresæde Glorup findes endnu en Tavle af Alabast med følgende Indskrift: «1599« Jeg haver opbygget Glorup og Kirken af ny, jeg haver bekommet alt Svinninge Sogn under Glorups Herskab; jeg haver ladet opsætte alle Stengærder om Glorups Fang. Af alt dette roser jeg mig intet, men takker Gud, at jeg haver regeret mine Tjenere i Fred, med Sagtmodighed og Kjærlighed, Gud ske Lov! Giver Kejseren, hvad Kejserens er».

At C. V. har været en Mand, der med Myndighed gjorde sin Mening gjældende og til Tider kunde være haardhændet, vil vel ikke kunne nægtes; men lige saa vist er det, at han, i alt Fald i sine ældre Aar, var en meget velvillig og godgjørende Mand. I Følge samtidige Optegnelser lettede han gjærne Fæsternes Byrder, naar Høsten var uheldig, og efter sin Død fik han det Vidnesbyrd at «han havde været Enkernes Trøst, de forældreløses Fader, og at han havde stillet mangt et fattigt Menneskes Hunger og Tørst». Paa Jægerspris satte man i sin Tid en Mindestøtte for Sørøveren Mogens Heinesen; men C. V.s Ærestøtte findes hverken der eller i Hovedstaden, der dog skylder ham saa meget."