Lensmanden Herluf Trolle Slægt og våbenskjold
	Trolles grav
	Trolles fattigboder

Herluf Trolle (1516-65) var lensmand på Roskildegård 1557-1561. Her er han ung (36 år). Som der står på billedet var han søn af Joachim (Jacob) Trolle til Lillø i Skåne. Han var en stolt og selvhævdende adelsmand, der aldrig hverken privat eller nationalt rokkede sig en tomme, når det gjaldt ære eller gods. Han blev født på Lillø 14/1 1516.

Han rykkede ind som stiftslensmand på Roskildegård efter Hans Barnekow, besvogret med Oxerne. Oppositionen havde vundet, og grunden var ved at skride under Oxerne. Når en påbegyndt undersøgelse af Eskil Oxes embedsførelse ikke gennemførtes, skyldtes det næppe alene, at han var i stand til at klare for sig, men mere, at man var ude efter større vildt. Det var "den store Oxe (Peder)", der skulle slagtes, og man var parat til at betale prisen for at få styrtet den mægtige mand.

Peder Oxe havde  selv bidraget til den bølge af had, der havde rejst sig mod ham. Hans mod og evner havde ført ham opad. Han følte og lagde næppe skjul på, at han var de fleste af sine fæller overlegen. Mange af de selvfølende rigsråder var kun råder i kraft af alder og slægt, hvorimod han havde talent, alt syntes at lykkes for ham. Peder Oxe lod sig ikke anfægte af, at beundringen for hans resultater ofte var blandet med frygt og misundelse, ja, at Gøyerne så på ham med had. Hans officielle hverv som lensmand og som diplomatisk sendebud hindrede ham ikke i fortsat at udvide sin private magt og rigdom som godsejer. Han skulle vise sig som jorddrotten Mogens Gøyes overmand. Herluf Trolle var gift med netop Mogens Gøyes datter Birgitte, og han ville ikke finde sig i den hovne rigshofmester.

Herluf Trolle bidrog rigeligt til Peder Oxes fald. Men han påtog sig selv store opgaver. Han blev rigsadmiral og stod dermed for flådens oprustning. 1561 blev han tillige lensmand på Københavns Slot (statholder), men allerede året efter bad han sig fritaget for alle disse hverv. Hans efterfølger blev som øverste admiral Jakob Brockenhuus, hvis broder Frans blev statholder.

Birgitte Gøye (o.1511-74), var den godsrige adelsdame, der blev Herluf Trolles ægtefælle. Hun var datter af den hovedrige rigshofmester Mogens Gøye. Herluf Trolle følte sig kaldet til at føre retssager mod Birgittes slægtninge om arven efter hendes far. Således mod hendes søsters søn, rigshofmesteren Peder Oxe.

Peder Oxe var i hvert fald ikke bange for denne Herluf Trolle, der havde giftet sig rigdom og anseelse til med hans egen moster Gitte. Hvordan skulle Trolle, om han end var nok så strid, kunne hamle op med Peder Oxes juridiske begavelse! Det ser ud, som om Peder Oxe ønskede en styrkeprøve med sin frænde. Herluf Trolle lå i strid med kansler Anders Barby om skellet mellem deres ejendomme Hillerødsholm og  Favrholm. Uenigheden drejede sig om nogle mosestigninger, og et nævn bestående af Johan Friis, Mogens Gyldenstjerne, Børge Trolle og Peder Oxe havde besigtiget det, gravet huller i mosen på ti tørvs størrelse og skåret  mærker i træerne, men Herluf Trolle vedblev at hævde, at var "uskel og ikke skel". Til sidst foretrak Anders von Barby at sælge kongens gave, og Peder Oxe var villig til at købe både gods og strid. Han indankede straks 1554 sagen om sin besiddelse, som han overmodigt benævnte Oxholm for kongen og rigsrådet, og vandt. Måske var det også Peder, der med sin forbindelse til administrationen stod bag, at Herluf Trolle samme år mistede Krogen Len og ikke fik nogen ny forlening i stedet? 

Herluf Trolle studerede 1536-37 i Wittenberg. Han skrev sig til Hillerødholm, som han sammen med Græsede mageskiftede med Frederik II, som døbte stedet om til Fredriksborg. Herluf fik i stedet det gamle Skovkloster, som han døbte om til Herlufsholm. Han var lensmand på Gladsaxe, Tølløse og Krogen (Kronborg). 

1559 blev han admiral, 1563 flådens chef efter Peder Skram. 1560 blev han slået til ridder. Som chef for flåden nåede han betydelige resultater. Under Syvårskrigen (1563-70) var han proviantmester og admiral. Med 3 danske skibe angreb Herluf Trolle det svenske flagskib Jutehataren ("jydehaderen"), der også blev kaldt Makalös ("mageløs"), fordi det var det største skib i Norden. Kampen blev indstillet, da natten faldt på, men klokken seks den følgende dag angreb danskerne igen Makalös, og skibet overgav sig. Det sprang dog umiddelbart efter i luften og dræbte over 300 danske og svenske søfolk. Den svenske admiral blev taget til fange, og resten af den svenske flåde flygtede til Stockholm. Trods store skader på flåden og flagskibet Fortuna angreb Trolle den svenske flåde den 14. august. Svenskeflåden blev ledet af den kendte admiral Klaus Horn til Åminne og Joensuu. Den 1. juni 1565 satte han sejl mod den svenske flåde. Horn havde været til søs i længere tid og det med en flåde, der var den danske overlegen. Den 4. juni mødtes de to admiraler tæt ved Femern. Kampen var hård, men flåderne trak sig til sidst hver til sit for at kunne reparere deres skader. Trolle var blevet alvorligt såret i lår og skulder, men nægtede at lade sig tilse af skibslægen, før hans mandskab var blevet tilset. Denne beslutning blev hans død. Han døde i København den 25. juni, 17 dage efter, at han var sat i havn.

Han og Birgitte Gøye fik ingen børn. Trolle brugte det meste af krigsvinteren 1565 på Herlufsholm, hvor han lagde de sidste planer for sin drøm om en skole for frie mænds børn. På deres gods ved Næstved oprettede han med hustruen Herlufsholm skole. Trolle nåede ikke at se Herlufsholm som skole. Hans kone Birgitte Gøye ledede den en kort tid, indtil den blev overtaget af Arild Huitfeldt.

Mogens Gyldenstjerne	Anders Barby	Johan Friis

Mere om Herluf Trolle fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Søhelt, var det 12. i Rækken af Jacob T.s 15 Børn og blev født 14. Jan. 1516, antagelig paa Lillø. Faderen roses som en stilfærdig og gudfrygtig Mand, der aabenbart har opdraget sine Børn i samme Aand. Skjønt 19 Aar gammel gik H. T. endnu 1535 i Vor Frue Skole i Kjøbenhavn, og det skyldes antagelig hans Skolegang eller maaske Hensynet til hans nys afdøde Søskendebarn, Ærkebisp Gustav Trolles Fortjenester af Kong Christian II’s Sag, at han i Jan. 1536 undgik at dele Skæbne med de andre Herremænd, som da opholdt sig i Kjøbenhavn og bleve fængslede af de grevelige. Snart efter sendtes han til Wittenberg, hvor han studerede i Aarene 1536-37 og navnlig sluttede sig til Melanchthon, med hvem han siden i mange Aar stod i Forbindelse. Efter at have fuldendt sin Uddannelse tjente han en Tid som Hofsinde, til han 1543 fik sin første Forlening, Gladsaxe i Skaane. Dette Len ombyttede han dog alt 1544 med Krogen Slot og Len, og samtidig holdt han Bryllup med den nys afdøde Rigshofmester Mogens Gjøes Datter Birgitte (VI, 57). Med hende fik han en stor Arv, deriblandt et Pantelen, Ring Kloster, som han beholdt sin Livstid og Enken efter hans Død. Med 6 Heste red han i det pragtfulde Brudetog, som 1548 førte Prinsesse Anna til Sachsen. Krogen mistede han 1554, men fra 1557 fik han atter anselige Forleninger, først Roskildegaard 1557-61. Af andre offentlige Hverv, der betroedes ham, kan nævnes, at han 1554 deltog i svenske Grænseforhandlinger, og 1557 fik han Sæde i Rigens Raad. Alt Christian III skattede saaledes H. T. som en duelig og paalidelig Mand, og ikke ringere Gunst og Tillid viste Frederik II ham. I Anledning af Kroningsfestlighederne fik han Tilsigelse til at møde med 6 Heste for at rende og turnere, og han var blandt de Adelsmænd, hvem Kongen ved samme Lejlighed tilbød Ridderslaget. Et afgjort Vidnesbyrd om hans gode Forhold til Kongen er det, at han ikke, som de fleste andre, afslog den tiltænkte Ære, skjønt an sikkert lige saa lidt som de satte stor Pris paa den; selv kaldte han sig i alt Fald aldrig Ridder. 1562 betroede Kongen ham en vigtig Sendelse til Lifland for at bistaa Broderen Hertug Magnus i hans indviklede Forhandlinger med Polen og Ordensmesteren.

H. T. var rigt udstyret fra Naturens Haand. Med smukke, indtagende Ansigtstræk forbandt han et muntert, belevent Væsen, der gjorde ham afholdt af alle. I rent ydre Henseende kunde hans Hustru ikke maale sig med ham, hun var tilmed 5 Aar ældre end han, men ellers var hun i enhver Henseende et godt Parti. Først bragte hun ham stor timelig Velfærd, nemlig foruden det førnævnte Pantelen Hovedgaarden Hillerødsholm og en Halvpart i Græse Hovedgaard og i de Gjøers fædrene Gaard Krænkerup paa Laaland. Ved et Mageskifte 1552 med Svogeren Albert Gjøe skilte H. T. sig dog ved Krænkerup, men blev til Gjengjæld Eneejer af Græse. Paa denne sidste Hovedgaard havde Hustruen 1549 givet ham Livsbrev, medens han forskrev hende alt sit Jordegods, kun et ringe Antal Bøndergaarde, som han synes at have faaet udlagt af sin Broder Børge som Vederlag for sin Arvepart i Lillø. Ægteparret havde aabenbart alt den Gang opgivet Haabet om at se deres ellers saa lykkelige Ægteskab velsignet med Børn. Som Ejer af Hillerødsholm, hvor han opførte en Hovedbygning, blev han Nabo til sin Hustrus siden saa berømte Søstersøn Peder Oxe, der ejede Favrholm; men dette Naboskab gav naturligvis Anledning til Markeskjelstrætter med denne godskjære og nøjeregnende Mand, og da tillige den vidtløftige Arveopgjørelse efter Hr. Mogens Gjøe havde sat Splid mellem de Oxer og de øvrige Arvinger, har det mindre gode Forhold mellem de to Frænder og Naboer sikkert lettet H. T. det Hverv, som 1558 overdroges ham, nemlig at føre Sagen mod den i Unaade faldne Peder Oxe og gjøre Kongen Indførsel i dennes Gods. Af dette fik han selv som en Belønning Tølløse Hovedgaard i Forlening og beholdt den til sin Død. Hillerødsholm og Græse bortbyttede han som bekjendt 1560 til Kongen, der dog lod ham beholde den første, nu kaldet Frederiksborg, i Forlening til 1562. Til Gjengjæld overdrog Kongen ham Skovkloster, som han gav det siden saa velkjendte Navn Herlufsholm.

Men H. T. havde ikke blot vundet sig en rig, men ogsaa en god Hustru. Begge Ægtefæller mødtes i sand Gudsfrygt, – H. T.s Valgsprog var: Alting kommer af Gud, Livet, Døden, Armod og Rigdom –, og ikke blot de selv levede derefter, men ogsaa hele deres Husstand; thi hvem der ikke vilde følge Herskabets Exempel maatte søge anden Tjeneste. Begge vare de i høj Grad omgængelige og godgjørende, og begge havde de udprægede aandelige Interesser. H. T. lod samle og afskrive gamle historiske Aktstykker, Afskrifter, der siden kom paa de rette Hænder hos hans berømte Søstersøn Arild Huitfeldt. Selv oversatte han den ambrosianske Lovsang og bearbejdede paa Dansk Davids 31. Salme. Disse Salmer vare hans kjæreste Læsning, og han havde dem altid hos sig, til Lands og til Vands. Ogsaa skyldes det hans Omsorg, at Christiern Pedersens Oversættelse af Saxos Krønikke ikke gik tabt. Ikke blot Peder Palladius og Niels Hemmingsen, men endog Philip Melanchthon dedicerede Bøger til Ægteparret, der for øvrigt ganske særlig tog sig af Ungdommens Opdragelse. Medens Birgitte var omgivet af unge adelige Jomfruer, hvis Optugtelse hun havde paataget sig, underholdt H. T. 2 eller flere Studenter ved Kjøbenhavns eller fremmede Universiteter, og begge gave store Gaver til Latinskolerne i Helsingør, Næstved og Roskilde.

1559 var H. T. bleven beskikket til Admiral og tilsynshavende med Flaaden og dens Tilbehør, og i de følgende Aar var han flere Gange til Søs. 1561 blev han desuden Lensmand paa Kjøbenhavns Slot, men fra denne Bestilling fritoges han alt Aaret efter paa egen Begjæring. Flaadens Udrustning i Anledning af den truende Krig har sikkert ogsaa givet ham nok at varetage; da Krigen 1563 kom, blev Overanførselen over Flaaden dog ikke betroet til ham, men til den gamle, forlængst som Admiral afskedigede Peder Skram. H. T. derimod blev sat til øverste Proviantmester for Sjælland, og senere paa Aaret ledsagede han, vistnok som Krigskommissær, Hæren paa Toget mod Elfsborg; men da Flaaden – 21 Orlogsskibe og 5 mindre Fartøjer – 10. Maj næste Aar løb ud fra Kjøbenhavn, var H. T. dens Admiral. Efter at have forenet sig med en lybsk Flotille paa 6 Orlogsskibe og 3 Jagter traf den 30. Maj under Øland en overlegen svensk Flaade paa mindst 38 Skibe under Anførsel af Jacob Bagge og kom strax i Kamp med denne. Støttet af 2 andre danske Skibe under Otto Rud og Jørgen Brahe angreb H. T. det svenske Admiralskib «Ma-kalos», der til da ansaas for Nordens største Orlogsskib; men forgjæves søgte de at entre det. Først ved Nattens Frembrud standsedes Kampen. Natten anvendtes til at udbedre den værste Skade, navnlig H. T.s Admiralskib «Fortuna» var stærkt medtaget, og Kl. 6 om Morgenen gjenoptoges Slaget. Jacob Bagges Plan, at adskille den lybske Flaade fra den danske, mislykkedes, fordi Vinden vendte sig; men medens «Fortuna» droges ud af Slaget for at repareres, entredes «Makalös» af Otto Rud og 2 lybske Skibe, blev tvunget til Overgivelse, men sprang snart efter i Luften, hvorved 300 lybske og danske omkom; Jacob Bagge selv blev fangen. Dermed var Slagets Skæbne afgjort; Resterne af den svenske Flaade søgte ind til Stockholm, medens H. T., uagtet Skibsbesætningerne vare svækkede af Sygdom og Savn, uagtet han manglede Skyts og mødte megen Vrangvilje hos sine lybske allierede, ikke blot kunde holde Søen til 13. Okt., men endog 14. Avg., atter under Øland, udfægte en for øvrigt uafgjørende Kamp med en ny svensk Flaade under Glas Christersson Horn.

Vinteren over sad H. T. hjemme, dels paa Herlufsholm, dels i Kjøbenhavn, her førende Tilsyn med en ny Flaades Udrustning. I Ligprædikenen over H. T. beretter Niels Hemmingsen, hvorledes han en Dag paa Holmen, da et nyt Skib blev sat i Vandet, raadede H. T. fra paa ny at tage til Søs og udsætte sit Liv for Fare, hvortil denne svarede: «Mister jeg mit Liv, jeg faar vel Liv igjen. Vide I, hvorfor vi hedde Herremænd, hvi vi bære Guldkjæder og have Jordegods og ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne Ære for andre, at naar vor Konning og Herre, Land og Rige have det behov, da skulle vi Rigens Fjender afværge, beskytte og beskjærme med Magt og al Formue vort Fædrenerige, at vore Undersaatter maa bo og være udi Fred og Rolighed. Ja ville vi have det søde, saa maa vi og have det sure med». Men samtidig drøftedes og modnedes i Hjemmet den Plan, som det barnløse Ægtepar havde fattet, af Herlufsholm at oprette en Skole og et Hjem for adelige og ikke adelige Børn, og trods megen Uvilje fra deres Slægtninges Side, der harmedes over, at Peblinger skulde faa saadant Gods at løbe med, udfærdigedes 23. Maj 1565 Stiftelsesbrevet for Skolen, med hvilken de for Livstid forbeholdt sig Overtilsynet, og selv underskriver han sig i et Brev 8 Dage senere: H. T., Forstander for Adelens fri Skole Herlufsholm.

Samme Dag nys nævnte Brev var skrevet, 1. Juni 1565, var H. T. sejlet fra Kjøbenhavn med en nyudrustet Flaade paa 28 Orlogsskibe, der under Femern forstærkedes med 5 lybske Skibe. Alt tidligere var Clas Horn stukket i Søen med en overlegen svensk Flaade, der endog fra Kjøge Bugt havde indgydt selve Hovedstaden Frygt. 4. Juni mødtes begge Flaader ved Femern. H. T. benyttede, efter at en kort Bøn var holdt – thi selv til Søs vaagede han over, at en daglig Gudstjeneste blev afholdt – en gunstig Vind til at aabne Angrebet, i det han med sit nye Admiralskib «Jægermesteren» søgte at entre det svenske Admiralskib «St. Erik» og nogle andre Skibe, hvilket disse dog hindrede ved udlagte Rundholter. Kun med et enkelt af disse Skibe, «Troilus», ført af Niels Schenck, kom det til en længere Kamp paa nært Hold, under hvilken H. T. fik et Skudsaar i venstre Skulder og Laar. Vindstille afbrød om Aftenen Kampen, og i Løbet af Natten bugserede Svenskerne deres Skibe bort, og nogle Dage efter søgte ogsaa H. T. til Kjøbenhavn med sin medtagne Flaade. Først efter at Saarlægen havde hjulpet alle de andre i Slaget haardt Saarede, havde H. T. ladet sine egne Saar forbinde, og som Følge deraf bleve disse hans Bane. Da Flaaden 8. Juni kom til Dragør, modtoges han her af sin Broder Børge, der lod ham bringe i Land og føre til Kjøbenhavn, men ankommen hertil gik han selv ved Broderens Arm og bærende sit Sværd over Skulderen, som om intet skadede ham, op til sin Gaard paa Amagertorv, den samme, som fordum Mor Sigbrit havde beboet, og her modtoges han af sin bekymrede Hustru, som han ved et skaansomt Brev havde underrettet om det passerede og bedt møde sig i Kjøbenhavn. Han blev selv hurtig paa det rene med, at det stundede mod Døden, og sørgede kun over, at han ikke skulde opleve at se sin Skole ret i Gang. For øvrigt vidner hans Sjælesørger, Niels Hemmingsen, at han fandt større Trøst hos den syge, end han selv formaaede at yde denne; deres Samtaler førtes paa H. T.s Anmodning paa Latin, for at ikke deres Indhold skulde ængste Birgitte. Flere Dage i Forvejen forudsagde han sin Død den 25. Juni, og da denne Dag oprandt, lod han sig løfte af sin Seng, og siddende i sin Stol døde han, en af Danmarks ædleste Sønner, om Aftenen stille og rolig uden Dødskamp. Med sin Hustru ligger han begraven i Herlufsholms Kirke."