Oversigt over amtmænd Amtet                                   Krabbes grav
	Tyge Krabbe Slægtens stamtavle

Otto Krabbe (* Christianopol, Blekinge 1. januar 1641 † Egholm 13. juli 1719) var kammerjunker og opvartede dag og nat Frederik 3 personlig som hans kammerpage og var også hos ham i hans sidste levetid. Kongen døde i Krabbes arme, og denne fik som tak kongens ring. Den bar han resten af livet og fik den også med i graven. Han blev 1669 kammerherre, 1680 fik han titel af etatsråd, overskænk 1683, 1684 fik han Dannebrogordenen, 1691 udnævntes han til justitsråd med forpligtelse til at indfinde sig i højesteret, og 1695 blev han gehejmeråd. 

1671 blev Krabbe udnævnt til amtmand over Tryggevælde, Vordingborg og Møns amter. Vordingborg amt mistede han dog næste år, og Tryggevælde amt gik 1695 over til en anden, indtil det 1709 atter blev tildelt Krabbe. Imidlertid blev han 1682 amtmand over Roskilde amt med Vordingborg amts rytter- og proprietærgods samt  stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift, og han sad i dette embede helt frem til 1717. Amtmændene blev meget længere i embederne, end lensmændene havde gjort. Otto Krabbe blev begravet i domkirken i et kapel - oprindeligt Betlehems kapel - som han havde købt til sig og sin familie.

Under Frederik IV. fik Krabbe i sin alderdom endnu flere opgaver. Ved den svenske landgang 1700 fik han som stiftsbefalingsmand lejlighed til under kongens fravær at træffe alle nødvendige forberedelser til forsvar, og selv om han aldrig havde været i felten, viste han det største mod og skånede ikke sig selv. Han blev herefter formand for den kommission, som forberedte vornedskabets almindelige Ophævelse 1702. 1703 fik han sæde i kongens råd som gehejmeråd i Konseillet, og i de mange urolige år under den langvarige krig hvilede en stor del af ansvaret for regeringens ledelse på ham, især når kongen. Ved siden af denne sin ministerpost vedblev Krabbe at bestyre sit stiftamtmands- og amtmandsembede. 1709 hædredes Krabbe med elefantordenen.

Ved siden af sine embeder bestyrede Krabbe sine landejendomme. Christian V. gav ham efter sin fars ønske Holmegaard med Broksø 1670 , og en tid lang ejede han Bækkeskov og Aakjær. 

Uddybende om Otto Krabbe fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Krabbe, Otto, 1641-1719, Gehejmeraad, var født Nytaarsdag 1641 i Christianopel i Bleking, hvor hans Fader, ovennævnte Erik K. (d. 1659), da var Lensmand. Sin Opdragelse fik han hos Kjeld Krag paa Heinekirke i Skaane, hvem han forlod for at tage Tjeneste i Kongens Gaard som Page 1656. Som
saadan ledsagede han Hannibal Sehested paa dennes Ambassade til Frankrig 1662-64 og blev nogen Tid efter Hjemkomsten forfremmet til Kammerpage hos Kongen, der skjænkede ham sin egen Kaarde, som K. derefter bar hele sit Liv. 1669 blev han Kammerjunker, men opvartede stedse Kongen personlig som hans Kammerpage og var bestandig hos ham i hans sidste Levetid; i K.s Arme døde Frederik III, som paa sit Dødsleje til Tak og Erindring satte sin Ring paa den trofaste Pages Finger, som den aldrig forlod, end ikke i Graven. Efter Tronskiftet blev K. Kammerherre, men forlod snart Hoffet, da han 1671 blev udnævnt til Amtmand over Tryggevælde, Vordingborg og Møens Amter; Vordingborg Amt mistede han dog næste Aar, og
Tryggevælde Amt gik 1695 over til en anden, indtil det 1709 atter blev tildelt K. Imidlertid blev han 1682 Amtmand over Roskilde Amt med Vordingborg Amts Rytter- og Proprietærgods samt Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift. 1680 fik han Etatsraads Titel, 1683 Rang med Overskjænken, 1684 Danebrogsordenen, 1691 udnævntes han til Justitsraad med Forpligtelse til at indfinde sig i Højesteret, naar han tilsagdes, og 1695 til Gehejmeraad.

Ved Siden af sine Embeder havde K. meget at tage Vare med Bestyrelsen af sine Landejendomme. I Henhold til sin Faders Løfte tilskjødede Christian V ham 1670 Holmegaard, hvortil hørte Broksø, som 1675 blev oprettet til Sædegaard; en Tid lang ejede han Bækkeskov og Aakjær, og ved sit sidste Giftermaal forøgede K. yderligere sit Jordegods. Han var først gift (1671) med
Rigshofmester Joachim Gersdorffs Datter Dorthea G. (f. 18. April 1645 d. 30. Juli 1680) og derefter (25. Maj 1681) med Gehejmeraad Vincents Joach. Hahns Datter Catharine Susanne H. (d. 29. Maj 1685), efter hvis Død han 16. Avg. 1686 ægtede Birgitte Skeel (f. 7. Jan. 1669), Datter af Gehejmeraad Otto S. til Vallø, som 1690 afstod til denne sin Datter og K. Herregaardene Egholm og Krabbesholm i Horns Herred. Med stor Omhu og Sparsommelighed styrede K. sine Ejendomme; baade Hovedgaardes og Kirkers Bygninger forbedrede han, og mod sine undergivne var han en mild og uegennyttig Husbond.

Uagtet K. ved Christian V’s Død (1699) allerede var til Aars, kom han dog under Frederik IV til at indtage en mere fremragende Plads end hidtil. Strax ved den fjendtlige Landgang 1700 fik han
som Stiftsbefalingsmand Lejlighed til under Kongens Fraværelse at træffe alle fornødne Anstalter til Forsvar, og uagtet han aldrig havde været i Felten, viste han det største Mod og skaanede ikke sig selv. S. A. lod Kongen K., der under Forhandlingerne i Christian V’s sidste Tid havde bekæmpet Landmilitsens Oprettelse og havde foreslaaet en Skat paa Hartkornet, for at Kongen kunde forøge den staaende Hær, i Forening med Overkrigskommissær  G. Braem afgive den Betænkning, der kom til at danne Grundlaget for Landmilitsens Ordning ved Forordningen 1701; og som en Mand, der i Følge sin lange Praxis fra sin Virksomhed som Amtmand og som Godsejer havde et Kjendskab til Landboforholdene som faa andre, var det naturligt, at han 1701 fik Sæde i den Kommission, der skulde forberede Vornedskabets Ophævelse. Uagtet han personlig var villig til at give vornede fri paa sine egne Godser, fandt han det højst skadeligt i Almindelighed at frigive de vornede paa de private Godser, i det han frygtede det meget øde Gods, der formentlig vilde blive Følgen deraf; at fraraade Vornedskabets Ophævelse paa Krongodserne – Kongens principale Forslag – dristede han sig dog ikke til. Foruden K. udtalte kun et af Kommissionens Medlemmer sig imod den tilsigtede Foranstaltning, og om det end taler til Fordel for hans Ærlighed, maa man dog glæde sig over, at de stode ene med deres Mening, og at Resultatet blev Vornedskabets almindelige Ophævelse 1702. Endelig fik K. 1703 Sæde i Kongens Raad som Gehejmeraad i Konseillet, og i de mange urolige Aar under den langvarige Krig hvilede en stor Del af Ansvaret for Regeringens Ledelse paa ham, især naar Kongen – ofte og længe – var fraværende. Ved Siden af denne sin Ministerpost vedblev K. at bestyre sit Stiftamtmands- og Amtmandsembede, og paa andre Maader blev der desuden lagt Beslag paa hans Tid og Kræfter, som da han 1714 var en af Kommissærerne i Enkedronning Charlotte Amalies Bo. 1709 hædredes K. med Elefantordenen. 

Omsider følte K. sig træt af sine anstrængende Embeder og vel ogsaa bøjet af Sorger; sine Børn havde han alle set dø, deriblandt Charlotte Amalie K. (d. 1709), Ulr. Chr. Gyldenløves Hustru
(VI, 347), han trængte til at tilbringe sine sidste Dage i Ro, og 1717 tog han da Afsked fra alle sine Embeder. Derefter synes han mest at have levet paa Egholm, hvor han stadig lod holde Gudstjeneste for sig, da han blev for svag til at søge Kirken. Efter en Uges Sygeleje døde han 13. Juli 1719 og blev begravet i Roskilde Domkirke i et Kapel, der 1868 blev nedbrudt. Hans Enke,
der efterlod sig et smukt Eftermæle som en from og for sine undergivnes Vel omhyggelig Frue, overlevede ham til 26. Jan. 1737.

K. var en klog, erfaren og arbejdsom Statsmand; han var sig sit store Ansvar vel bevidst, og naar han – vel noget paavirket af sin Følelse som Godsejer - ikke altid saa paa Landboforholdenes i hans Tid brændende Spørgsmaal saaledes, som man nu kunde ønske, at han havde set paa dem, saa tør man ikke tvivle paa, at han lod sig lede af sin Overbevisning om det rette, og det saa meget mere, som han var en sjælden human Mand; Forordningen 1708, der afskaffede forskjellige grove Misbrug fra Tiendeejernes Side ved Tiendetællingen, er saaledes hans Værk. Hans ualmindelige Velvilje viste sig ogsaa derved, at han havde meget ondt ved at vredes paa nogen, og at han sjælden slog Haanden af nogen af de mange, han hjalp med Raad og Daad, «endskjønt de somme Tid tit kunde spasere uden for Landevejen». Han var altid den samme, siger Biskop Worm, altid hin gamle, ærlige Hr. O. K. I det hele staar han som en ualmindelig sympathetisk Skikkelse, udrustet med adskillige af den gamle Adels allerbedste Egenskaber, en ædel Personlighed med Hjærtet paa rette Sted."

Våbnet for slægten Krabbe (egl. af Østergård, men fra nu af også Krabbe af Damsgård) viser en hvid bjælke i rødt felt. På hjelmen to vesselhorn, røde med en hvid bjælke. Slægten er en gammel jysk adelsslægt, som kendes helt tilbage fra 1336 - og den lever stadig.