Forstørrelse Niels Stigsens samtid Toke Stigsen Biskopper Oversigt over biskopper Investiturstrid kirke/konge Slægtens stamtavle

Billedet fra et gammelt håndskrift af en slagscene mellem to rytterhære skal vise, at der atter bliver ufredstid i Danmark. Billedet er en håndtegning fra "Den saksiske verdenskrønike" og forestiller slaget ved Bornhøved 1227, da Valdemar II prøvede at vinde alt det tilbage, han havde tabt til de nordtyske fyrster, fordi han og hans søn var holdt som gidsler efter at være fanget under en jagt på Lyø. Valdemar tabte slaget og forsøgte sig ikke siden på revanche. Niels Stigsen bliver midt i alt dette den første Roskildebisp, der for alvor rager uklar  med kongemagten - selv om han starter som kongens kansler (statssekretær).

Under Niels Stigsen modtog bispestolen af Valdemar Sejr som gave øen Saltholm med dens gode græsning og de værdifulde kalkstensbrud. Bispen arbejdede ivrigt for klostrene i sit stift. Bl. a. støttede han opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde. I fire år var han Erik Plovpennings kansler, indtil han sammen med de andre bisper kom i strid med kongen og måtte flygte ud af landet. Kongen inddrog både hans private og bispestolens gods og besatte København. Til gengæld lyste bispen fra udlandet interdikt over sit stift. Paven støttede til at begynde med kongen, fordi denne havde lovet at ville drage på korstog til Estland. Kongen havde også alvorlige anklager mod bispen: "Han løb af landet som en kæltring, fordi han som kongens kansler havde forvansket rigens midler". Påstanden var altså, at Niels Stigsen havde tilegnet sig nogle af statens midler. Endvidere lød påstanden, at bispens slægt stræbte kongen efter livet. Niels Stigsen rejste til til slut til klostret Clairvaux i Frankrig. Paven slår så om og vil støtte den landflygtige. Han sender en nuntius (pavelig gesandt) til kongen, men Erik vil ikke bøje sig. Gesandten sætter et gejstligt nævn af danske kirkefolk til at dømme i sagen, men de kommer ikke ud af stedet. Så døde Niels Stigsen 1249 og blev begravet i klosterkirken i Clairvaux. Problemet var løst? I Roskilde vælger man magister Asgot som efterfølger, men igen griber paven ind. Han peger i stedet på domprovsten, Jacob Erlandsen.

Striden mellem Erik Plovpenning og Niels Stigsen har en europæisk baggrund, den såkaldte investiturstrid. Den må nemlig betragtes som et led i pavekirkens lange kamp for at udbygge sin verdslige magt; at skaffe kirken overhøjhed over statsmagten var det endelige mål (Hildebrandianismen). Herhjemme havde først ærkebiskop Eskild kæmpet for denne ide, mens hans efterfølger Absalon havde valgt at samarbejde med staten; og kirken havde ikke tabt ved det. Erik Plovpenning indså imidlertid, at kirken var på vej til at blive en stat i staten og ville dæmme op for dette. Yderligere ærgrede det ham, at Roskildebispen sad inde med det stadig mere betydningsfulde København. Kirken følte sig truet af kong Eriks politik, og bisperne udsendte Odensemanifestet af 1245, hvorefter enhver, som angreb kirkens besiddelser eller friheder, skulle lyses i band. Men på trods af dette manifest gik kong Erik frem mod Niels Stigsen, ikke mindst for at få tag i København. Bisp Niels er mindet i Roskildekirkens anniversarier.

Mere om Niels Stigsen fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, var Søn af Stig Galen, der atter var Søn af Skjalm Hvides Sønnesøn Toke Ebbesen. Moderen hed Christine. N. S., der saaledes hørte til Danmarks mægtigste og berømteste Æt, valgte den kirkelige Vej, og da Budskabet om, at Biskop Peder Jacobsen af Roskilde (VIII, 364) var død, naaede til Danmark, valgtes han til hans Efterfølger (1225). Valdemar II var den Gang endnu i tysk Fangenskab, saa at N. S. maatte vente paa hans Stadfæstelse; Bispevielsen fandt derfor først Sted i 1226. Valdemar viste ham sin Gunst ved (1230) at skjænke Roskilde Bispestol Saltholm, der havde værdifulde Kalkstensbrud. Faa Aar efter blev han Kongens Kansler, da Biskop Niels af Slesvig (XII, 203) døde. Overhovedet indtog N. S. en fremskudt Plads blandt den Tids Bisper, og han lagde stor kirkelig Iver for Dagen, haandhævede sit Kapitels Privilegier, deriblandt det fri Valg af Kanniker, og var Klostrenes Ven. Sammen med Ærkebiskop Uffe og Biskop Gunner af Viborg søgte han at sikre Sorø Kloster det Jordegods, som Esbern Snares Søn Johannes Marsk havde skjænket det, men som hans Arvinger ikke vilde afgive (1233). Her naaede han ganske vist foreløbig ikke sit Maal; men da ved samme Tid Esbern Snares Sønnesøn Esbern Snerling paa sit Dødsleje skjænkede Sorø Kloster en Del Gods, og hans Moder Margrethe ikke des mindre holdt det tilbage, bandlyste N. S. hende 3 Gange og fremtvang derved Testamentets Fuldbyrdelse. End videre udvirkede han et heldigt Mageskifte mellem Sorø og St. Peders Kloster ved Næstved, og dette sidste Kloster regnede ham blandt sine Velgjørere. Ligeledes bidrog han væsentlig til Grundlæggelsen af Franciskanerklosteret i Roskilde (1237), hvis Kirke han senere indviede (1239). Paa Mødet i Stensby 1238, hvor Estland blev givet tilbage af de tyske Riddere, og paa Mødet i Vordingborg 1241, hvor Jyske Lov kundgjordes, var N. S. tilstede; i Vordingborg har han kort efter staaet ved Kong Valdemars Dødsleje.

Ogsaa hos Erik Plovpenning havde han i Begyndelsen en høj Stjærne. Endnu i 1244 ses det, at Erik i en Privilegiesag rettede sig efter sin «elskede Kanslers» Bøn. Men Aaret 1245 bragte et Omslag. Sammen med Rigets øvrige Bisper deltog N. S. i det bekjendte Odensemøde, der kundgjorde højtidelig Forbandelse over enhver, der forbrød sig mod Kirkens Gods og Rettigheder. Dette var rettet mod Kongen, hvorfor Erik i sin Harme mod N. S., der havde «talt imod» ham, fratog ham Kanslerembedet, ja endog beskyldte ham for sammen med Frænder og Venner at ville skille ham ved Liv og Rige. Efter Bruddet med Kongen maa N. S. virkelig have søgt Støtte hos sine mægtige Slægtninge; men endnu s. A. flygtede han, først til Norge, senere til Frankrig, hvor han dels var hos Paven i Lyon, dels i Clairvaux. Saaledes begyndte det skæbnesvangre Fjendskab mellem Skjalm Hvides Æt og Kongedømmet. I Forbindelse hermed staar det vistnok, at N. S.s Broder Juris blev dræbt, efter Sigende af sine egne Folk (1246). Imidlertid havde Kong Erik inddraget ikke alene N. S.s private Godser, men ogsaa hans Bispestols Besiddelser, deriblandt Kjøbenhavn. N. S. klagede til Pave Innocents IV, men af politiske Grunde tog denne kølig paa Sagen og nøjedes med at lade en Legat foretage en Undersøgelse. Udfaldet gik dog Kongen imod, og N. S. lyste Interdikt over Roskilde Stift; men Kongen trodsede og beslaglagde nu ogsaa Domprovst Jacob Erlandsens Godser, fordi denne hos Paven havde talt sin Frændes Sag. Fra nu af optraadte Innocents IV bestemtere mod Erik, beskikkede et Nævn til at paakjende Sagen og satte Kongens Fjende Biskop Eskil af Slesvig (IV, 593) i Spidsen for det, ja truede endog med Band og Interdikt. Imidlertid døde N. S. under sit Ophold i Clairvaux (ikke som Munk) 24. Sept. 1249. Som den, der «for Kirkens Friheds Skyld var landflygtig», fik han sin Grav paa et af de fornemste Steder i Klosterkirken, og hans Sølvkrucifix opbevaredes der som et kjært Minde. Paven gik endnu strængere frem imod Erik; men først efter Kongens Død (1250) bleve Godserne givne tilbage. Den hele Strid er Forspillet til de store Kampe mellem Kongedømmet og Kirken i Danmark."